H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra H.C. Andersen til Mathilde Ørsted 22. december 1869

Hop forbi menu og nyheder

Dato: 22. december 1869
Fra: H.C. Andersen   Til: Mathilde Ørsted
Sprog: dansk.

Nizza den 22 December 1869

Kjære Frøken Ørsted!

Overmorgen have vi Juleaften; de tidligete smukke for mig, som jeg oplevede i Kjøbenhavn, var i Studiestrædet i Deres Forældres Huus, de staae saa levende for mig, og dog saa langt tilbage i Tiden. Iaar feirer jeg Festen i Nizza. Jeg bor i Pension suisse, her er Gjester af alle Folkeslag og Alle kjende de mere eller mindre af hvad jeg har skrevet og komme mig venligt imøde. Vi skulle have Juletræ, jeg har maattet give flere Exemplarer af min Haandskrift og en Udklipning. Helst var jeg i Hjemmet denne Juul, ja jeg maa ærligt tilstaae, jeg føler denne Gang ingen Reise-Glæde, /den hæftige Mistral, ja saa voldsomt i Avignon, at jeg slet ikke kunde gaae ud og see mig om. Bedre var det heller ikke i Marseille, først i Nizza var Luften mild, men Regntiden der ikke skulde være overstaaet begyndte og hele otte Dage, Regn atter Regn, da brød Solen frem, Himlen blev klar, hen ved 14 Dage have vi nydt Sommerveir; Roserne blomstre, Citron og Apelsintræer staae med deres grønne og gule Frugt. En deilig Tour fra Nizza til Monaco gjorte jeg med en ungarisk Familie, vi kjørte ad via dela cornice, saae de skinnende hvide Sneebjerge mod Nord, men rundt om os Roser, Palmer og Oranger. Vi toge imidlertid hjem med Banetoget, da jeg havde Frygt for at kjøre i den kolde Aftenluft, og jeg allerede var forkjølet; jeg havde nemligt[!] det Uheld, nogle Nætter forud, at mit Vindue sprang op om Natten saa at jeg til den lyse Morgenstund havde sovet i den kolde Natteluft; jeg frøs i Sengen og var meget bange for at jeg skulde faae Feber. Igaar slog Veiret om, Regnen skyllede ned og Stormen / farer hen over Havet der vælter Bølgerne mod Strandbredden og Klipperne saa Brændingen sprøiter over Muurværket foran vort Huus. Pension suisse, ligger op til den Klippe som skiller Nizzas Promenader fra Havnen. Jeg boer smukt paa første Sal og har hele Kysten og Middelhavet for mig. Fra Hotellets femte Etage kommer man ud i en Orangehave, der paa Terrasser løfter sig op ad Klippen og fører ud til en stor offentlig have allerøverst, men paa vor Grund, i vor Have, er et gammelt mægtigt Taarn, indrettet til Beboelse, tre unge Tydskere have det for Øieblikket, her har Mayerbeer componeret en stor Deel af sin Opera "Africanerinden." Udsigten er storartet over Byen henmod Bjergene, og ud over Havet; det vexler i de deiligste Farver, snart purpurrødt, snart klart blaagrønt, og snart saa indigofarvet at det kan maale sig med en klar nordisk Nathimmel. - I Dag fik jeg Besøg af en Landsmand, jeg troer at af danske er her kun han og jeg; det var Naturforskeren Mørk, han bragte mig en deel danske / Aviser saadanne har jeg ikke seet siden jeg var i Wien. Det var et heelt aandeligt Maaltid. Etatsraad Thiele har lovet mig sin Bog om Bakkehuset, den er underveis, jeg glæder mig til den. Min lille Bog er vel forlængst i Deres Hænder?, gid jeg nu maa faae Glæde af den. Jeg har paa Reisen aldeles intet skrevet, slet ikke følt mig i Stemning dertil, men det siger Intet, jeg kjender dette, da kommer sædvanligt et heelt Flor naar jeg sidder igjen i mit eget danske Hjem. Det er mig et uhyre Savn ikke at være sammen med Melchiors. Havet ruller mellem os. De have i Algier varmt, deiligt Veir, dog ogsaa stærke Storme skrive de; forleden kom i over otte Dage intet Skib dertil fra Marseille og da et kom havde dette med sønderslaaet Maskine maattet søge ind til Sardinien. Hils paa det kjærligste Deres Moder, Sødskende og Svigerinder, glæd mig med et Brev: [overstr: Nizz] "Nice pension suisse.["] Snee og Kulde vil bestemme hvor kort, eller længe jeg bliver her. Glædelig Juul! Tak for det gamle Aar, Lykke i det ny. Deres hengivne, ærbødige H.C. Andersen.

[langs kanten:] Vil De ogsaa hilse Deres Pige.

Tekst fra: Solveig Brunholm (LP 332, billed 6918-22)