Dato: 11. januar 1870
Fra: Dorothea Melchior   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Algier den 11te Januar 1870.

Min kjere Andersen!

Tusinde Tak for Deres tvende kjere Breve, det Første, som skulde have været besvaret for flere Dage siden, men som af mange forskjellige Grunde er bleven forhindret. For en halv Time siden bragte Postbudet mig en heel Bunke Breve, hvoriblandt et med Deres kjere Udskrift, og vil jeg derfor i al Hast forsøge paa at underholde mig lidt med Dem skjøndt det ikke kan blive længe, da Posten gaaer om en halv Time. Først og fremmest endnu engang mine inderligste bedste Ønsker for Dem til Aarskiftet, jeg haaber at De har ladet alle de mørke Tanker om Sygdom og Død, som har beskjæftiget Dem alt for meget paa denne Reise, forsvinde med det gamle Aar, og at De gaaer det Nye fornøiet imøde og takker den Almægtige for Deres sunde Legeme, Deres sunde Tanker og Deres evig ungdommelige elskværdige Sindelag, en Gave der ikke er bleven mange Dødelige i den Grad, som hos Dem, tildeel. Undskyld denne Udtalelse, men De veed at den kommer af et oprigtigt Hjerte, som altid glædes ved at vide Dem i godt Humeur. De vil vist snart faa Besøg af to svenske Officere, som vil fortælle Dem lidt om os. Lieutenant Gyldenram og Lieutenant Kistner, hvilken Sidste, jeg især synes godt om; jeg maa ogsaa bede Dem bringe ham min Tak, for hans smukke Brev, som jeg med det allerførste skal besvare, tilligemed at sende ham en Anbefaling til Milano. Og nu lidt om os her i Algier. Det gaar nu atter fremad med vor kjere Anna; hun er ligesom et Barometer, man kan tydelig bedømme Veiret efter hendes Befindende, det er en mærkelig Vexelvirkning. I den senere Tid have vi havt det skjønneste Sommerveir og have vi gjort mange deilige Toure, som har bekommet hende meget godt. Jeg selv har desværre været syg; jeg antager at det maa have været fremkaldt ved Forkjølelse; jeg har nemlig havt nogle slemme Smerter i mit Bryst, som en Tid gjorde mig saa overordentlig nerveus, at jeg kom i en saadan Angst at jeg var svag nok til at skrive til min Mand og fortælle ham Alt, hvorved jeg vistnok har indjaget ham en stor Skræk; men da jeg aldrig har fortiet noget for ham, kunde jeg ei heller lade ham blive uvidende om mit Befindende, som dog nu idag og igaar har været bedre, i det Mindste er jeg ved bedre Mod, og haaber at det ikke skal være saa galt, som jeg øieblikkelig troede. Jeg havde samtidig med at jeg skrev hjem, bedet Doctoren ogsaa om at skrive sin Mening om mig til Professor Melchior. Jeg har saa uendelig meget jeg skulde fortælle Dem at jeg neppe ved hvormed jeg skal begynde i den korte Tid idag. For det Første lægger jeg inde i Brevet en Anmeldelse af Deres Bog, udklippet af Dagbladet. Alle tale meget rosende og glade over de tre Historier. Det har ligget i 8 Dage i min Mappe og ventet paa sin Reisedragt, mit Brev, for at flyve ned til Dem til Nizza. - Jeg har i denne Tid en Gjest hos os, en yndig ung Kone, en engelsk Dame, Mrs Smyth, som har havt den Ulykke at miste sin Mand; de boede her i Hotellet og da jeg altid har syntes saa godt om hende og hun slet ingen Bekjendte havde her, tog jeg mig af hende og var hende til stor Trøst under Mandens Sygdom, ja jeg var endogsaa hos ham da han døde. Hun kunde ikke tale Fransk og da hun havde en fransk Læge, saa maatte jeg tjene som Tolk imellem dem, ja den Syge sendte en Morgenstund Bud efter mig for at jeg kunde være tilstede naar han talte med Doctoren; han vilde nemlig spørge ham om det var hans Mening at han skulde dø, hvilket hans Kone troede og han selv ikke, jeg skulde oversætte for Konen hvad Lægen svarede. Det var en sørgelig Scene; thi Konen vidste at han ikke havde mange Dage at leve i. - Som Curiositet maa jeg fortælle Dem at ved Mandens Dødsleie var der tilstede, først Præsten, som knælende foran Lænestolen hvori den Syge sad holdt en smuk Bøn, han er en døbt russisk Jøde, Mr Ginsburg, dernæst Nonnen, en chatolsk soeur de charité og endelig jeg; det var et mageløst høitideligt Øieblik. Jeg tog den stakkels Kone ind med mig og lod hende ligge i Harriets Seng hos Louise, hvor hun endnu er indtil hun paa Løverdag reiser hjem med hendes Svigerfader, som er kommet for at hente hende. Jeg faar saa uendelig mange Taksigelser og ere alle de engelske Familier opfyldt af Taknemmelighed imod mig, saa jeg begynder at blive skamfuld derover. - Det er hovedsagelig Grunden til at jeg ikke har naaet at skrive til Dem, da hun næsten hele Dagen er inde hos os, naar vi ikke ere ude. - Børnene have allerede været paa to Baller hos Marryats ovre i Hotel de l'Orient. Fru Marryat er mageløs elskværdig og opmærksom imod os og saa ere alle Mennesker, skjøndt vi umulig kunde naae at gjøre Gjengjeld, saaledes er vort Bekjendtskab voxet. Jeg besøgte i forrige Uge, med den preusiske Consuls Kone, Fru Honzs, som er en indfødt Algierinde, en maurisk Familie. Det var mageløs interessant. Vi blev modtaget nede i Gaardspladsen af en Mængde unge Maurerinder i deres phantastiske Dragter. Her var en stor Forsamling af Cousiner og andre Slægtninge i Anledning af Festen, der begynder after Ramhadaen og blive de sammen i flere Dage og Nætter. Vi bleve opvartet med Kaffe og bleve vi mønstrede fra Top til Taa, især havde [de] megen Interesse af af vide hvormeget vore Smykker kostede, da de vilde have deres Mænd til at forære sig lignende. Jeg seer at Tiden er udløben, jeg skammer mig næsten at afsende dette afjaskede Brev, men det er dog bedre end intet, især da jeg veed at De længes efter at høre fra os. Jeg har idag skrevet Brev til Moltke, Bertha Wegmann, min Mand, mine Børn og dette er afjasket i en halv Time, De vil derfor tage til takke for denne Gang, snart mere og udførligere fra Deres inderlig hengivne Veninde

Dorothea Melchior

Alle Børnene, især Louise hilser og takker for Brevet.

Tekst fra: Niels Oxenvad