Dato: 11. februar 1870
Fra: Dorothea Melchior   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Algier den 11te Feb; 1870

Min kjere Etatsraad Andersen!

Maatte det nu lykkes mig at faae skrevet til Dem idag, og ikke som alle de foregaaende Dage støde paa Forhindringer og idelige Forstyrrelser; men vi føre nu et meget bevæget Liv thi vort Bekjendtskab og vor Omgang udvides i den Grad at Tiden svinder som et Nu for os. Det Vigtigste af Alt er at vor kjere Anna G v l har det en Deel bedre og ere vi saa meget, som muligt i det Frie og søge at fange enhver Solstraale og de ere heldigviis ikke faa og have allerede en mageløs Kraft; idag blæser det imidlertid en meget stærk Sirokko og Ørkenens Sand hvirvler som store Røgskyer og vil De kunde begribe at det ikke er noget Offer jeg bringer ved at udeblive fra et stort Væddeløb for at have den Fornøielse at underholde mig med Dem; vi have i dette Øieblik Klokken er 1, ikke mindre end 18° R i Skyggen, hvad kan man forlange mere af den 11te Februar. Af min Mands Brev idag seer jeg at de hjemme have 2 a 4° Frost med østlig Vind, det er koldt at tænke paa, og maa jeg jo paaskjønne meget at Anna slipper for en saadan Kulde, der jo er hendes værste Fjende. Af Aviserne hjemmefra seer jeg at Kronprindsen og hans Gemalinde ere i Sverrig for at overvære Carls Dagen og at de rask kjøre i Kane i Stokholm; det er imidlertid ikke saa forunderligt, som at man i Afrika ikke kan komme frem for Snee; jeg havde nemlig Brev idag fra en dansk Officeer, Søltoft, som jeg tidligere har omtalt for Dem. Han reiste til Hest herfra til Laguat for at slutte sig til det franske Regiment; da han kom til Medea kunde han ikke komme videre for Snee og han var meget ulykkelig derover da han havde modtaget en Depeche hvori det hed at Regimentet skulde ud paa en Excursion, og det havde altid været hans Ønske at komme med til sligt; han fik nu en hurtigere Befordring og naaede dem i Ørkenen, hvor de heldigviis havde gjort Holt og har han nu deeltaget i en meget interessant Udflugt. Forinden jeg fortæller Dem noget herfra vil jeg først takke Dem for Deres kjere som altid hjertelige Brev, der med megen Fornøielse bliver flere Gange gjennemlæst. Det var jo herligt at Herr Collins Forkjølelse saa snart gik over og haaber jeg at han, saavel som De selv ved Modtagelsen heraf maa befinde Dem vel baade paa Sjel og Legeme, saa at De ret denne Gang kan have Glæde af Deres Ophold i Paris; det er en interessant Tid at være der paa og følge med Begivenhedernes Gang; det lader jo til at der er kommet lidt koldt Vand i Blodet paa de exalterede Parisere, som ikke længer syntes at kunne udholde det fredelige Liv, som de nu have været hengivne til i saa mange Aar. Det er imod deres Natur ikke at gjøre Revolution. Det var Skade at Fru Ernst ikke kom til Nizza medens De endnu var der, muligen kommer hun endnu til Paris. Det er yndigt at jeg faaer saa gode Efterretninger hjemmefra, Johanne skriver saa lykkelig og fornøiet over at være sluppen ud af de 4 Mure, der desværre have indesluttet hende i den største Deel af Vinteren; hun deeltager nu i Selskaber og Theatret morer hun sig meget med. Bournonvilles Ballet er der nok delte Meninger om, men lader dog til at behage. Da De jo til enhver Tid er saa opmærksom imod mine Børn, vil jeg ikke undsee mig ved at gjøre Dem opmærksom paa at det den 19de er lille Theas Fødselsdag, min Svigerindes Henriette den 12te, Johannes den 25 Februar, da De muligen i Løbet af den Tid skriver til en eller Anden og da vil det vist more Dem [dem] mageløst at faae en Gratulation fra Dem. Thea var meget henrykt over at have faaet sendt Deres nye Historier ligeledes har jeg med Fornøielse gjennemlæst det Exemplar, som min Mand har sendt mig i Korsbaand. Louise har begyndt at oversætte "hvad man kan hitte paa" paa Fransk, som Stiil til hendes Lærer, ligeledes har hun efter Hukommelsen fortalt paa Fransk "Fyrtøiet" som fornøiede hendes Lærer meget og troer jeg at den er ganske godt fortalt. "Improvisatoren" er næsten kjendt af de Fleste Jeg har anbefalet saa Mange at læse "Mit Livs Eventyr". Er det oversat paa Engelsk eller i noget andet Sprog end Tydsk? -

Endnu vil jeg bemærke at det var min Svoger Moses Melchiors Fødselsdag den 28de Januar og muligen vil De benytte denne Leilighed til at skrive ham et Brev. Gratulationen vil da komme poste festum, men bedre sent end aldrig. Imorgen Aften skulde vi paa et stort Bal, som Mairen, Mr Sarlande giver og siger man at der er indbuden 2000 Personer og vil vi her faa Leilighed til at see de Indfødte i deres elegante Coustumer; cela va sans dire at Anna ikke gaaer med, ligesaa lidt som hun overhovedet deeltager i noget som helst uden i de deilige Kjøretoure som vi næsten hver Dag i godt Veir foretage omkring i den deilige Omegn. Jeg omtalte, saa vidt jeg mindes i mit forrige Brev at vi skulde til et arabisk Bryllup; det var noget af det mest Eiendommelige man kan tænke sig og vil det være meget vanskeligt med min svage Pen at give Dem en fyldestgjørende Beskrivelse, hvilket jeg imidlertid vil forsøge paa og maa De tage Villien for Evnen. Omtrent 12 Personer herfra Hotellet gik samlede over til Hotel d'Orient hvor næsten alle Gjesterne vare forsamlede nede i den deilige Gaard, der er i samme Stiil, som Gaarden i Hotel de Louvre et la paix i Marseille. Klokken 9 gik vi omtrent 40 Personer, (Damer) med vor Dragoman, en Araber ved Navn Hammet op til Araberbyen, hvor man alt udenfor et maurisk Huus hørte Lyden af de uharmoniske arabiske Instrumenter. Det var med Nød og Neppe at vort store Selskab kunde faa Plads til at komme indenfor og her blev nu en Trængsel, som neppe tillod Husets Beboere at røre sig fra Pladsen. Huset var ikke stort, Gallerierne blev baaret af hvide Piller, lige som alle de mauriske Huse, nede i Gaardspladsen sade Negerinder og Maurerkvinder flat ned paa Steengulvet i en stor Kreds og behandlede deres Instrumenter med en utrættelig Udholdenhed. En høi svær Negerinde ganske klædt i hvidt, angav Tonen. Hun sang en uskjøn Melodi, med en vibrerende snøvlende Stemme, medens hun samtidig reiste sig og gav en saakaldt Dands tilbedste, der bestod i nogle vridende Bevægelser, der var alt andet end gracieuse. Midt paa Gulvet stod et meget stort Fyrfad med Gløder paa og paa et lille lavt Bord stod et høit Voxlys, som en gammel Kvinde stadigen pudsede med en stor Sax og slængte hun da Tannen hedad Gulvet, ligeledes stod der en Skaal med en stor Bouquet Blomster. - I et langt smalt Værelse paa hver Side af Gaarden laa gamle og unge Kvinder og sov paa Maatter, og lode sig ikke forstyrre af den skrækkelige Larm af Instrumenterne eller af at vi Europæere gik ind og ud. Da vi nu havde faaet et Indtryk af hvad der foregik i de lavere Regioner, gik vi op af de umaadelig høie Trappetrin op til det første Galleri, hvor det næsten ikke var muligt at trænge igjennem, da det var tæt opfyldt af unge el[e]gant klædte Maurerinder og en Myldren af Børn af alle Aldere, der her oppe fra stode med Velbehag og betragtede Dandsen og lyttede til Trommernes og Jern Castanietternes Lyd, men det var intet imod hvad der mødte vort Øie, da vi kom indenfor i de to tilsvarende Værelse[r], som dem nede. Belysningen i hele Huset bestod af smaa arabiske Olielamper, der hang imellem Pillerne og oppe fra Loftet og afgav en alt andet end behagelig Os; i Stuerne var der et Halvmørke, hist og her var der et Talglys hensat midt paa Gulvet, saa det var et Vidunder at der ikke gik Ild i de idelig frem og tilbage vimsende og flagrende Burnusser. Langs med Væggen omkring i den ene Stue sade paa lave Skamler en tæt Masse gamle Kvinder i de mest forunderlige Dragter, smaa Børn skrege i de vilde Skyer, medens en gammel Bedstemoder forsøgte ved at tage dem paa Armen at faa dem beroliget. En lille sød Araber Dreng omtrent paa 3 Aar laa og hvilede sødt paa en lille Pude paa Gulvet; jeg spurgte den Gamle om hun forstod Fransk, som hun gav mig at forstaa at hun ikke gjorde, men derimod den lille Dreng der sov han kunde tale Fransk og tænk Dem saa at det gamle Menneske eller Umenneske paa eengang giver sig til at ruske i den lille Fyr og siger at han skal staa op og sige "Bon jour". Hun havde alt faaet ham sat overende, men jeg tog og lagde ham tilbage paa Puden igjen og han vedblev at sove, men da rusker hun atter i ham og det ulykkelige lille Offer reiste sig nu med halv aabne Øine og sagde sit "Bon jour" og tumlede da om uden for paa Galleriet, hvor han næsten blev traadt under Fødder af Massen, men han vilde benytte sin Opstandelse til at høre denne guddommelige Musik. Medens alt dette foregik, sad den unge Brud midt ovenpaa Puderne i en bred høi Himmelseng omgiven maaskee af 16 unge Piger og Børn, der sade og stode i alle mulige Stillinger omkring hos hende i Sengen. Saaledes sad hun hele Aftenen indtil omtrent Klokken 11 indtil hendes Pyntekone, eller hvad et saadant Væsen hedder, en gammel Maurerinde kom og satte sig i Sengen lige overfor den stakkels Brud, der nu skulde iføres sin egentlige Brudedragt. Hun havde endnu aldrig seet sin Tilkommende ligesaa lidet, som han havde nogen Idee om hendes Person. Det var nu et Syn, som jeg ønskede at have kunnet photographere. Gardinet for Sengen blev holdt tilside af en gammel Negerinde medens hun holdt et Lys lige hen til Ansigtet af den unge Pige, der sad saa ubevægelig som en Statue, medens Pyntekonen sad Ansigt til Ansigt med hende og med en lille Pincet fastgjorde en Mængde Guldpallietter først i Panden, dernæst i Form af et Hjerte paa Kinder og Hage, dernæst blev Juvel Skrinet bragt ind, hvorudaf hun først tog Farve og Sminke, som hun med en lille Pensel, som hun vædede først i Munden tatoverede hende med. - Den gamle Kones Hovedtøi saa omtrent saaledes ud; den første Deel over Panden var sort, dernæst et rødt Tørklæde og den lange Sukkertop var hvid [hér er indsat en tegning af det beskrevne hovedtøj]. Det var en høist forunderlig Figur. Denne Tortur varede i det Mindste en Time og nu ombyttede hun det røde guldbroderede Liv, med et endnu Kostbarere af hvidt Brokade, gav hende et hvidt med Guld indvirket blaat Tyll Liv, de hvide Matmelukker, de guldbroderede Tøfler over de med sorte Figurer tatoverede Fødder hvorover hun bar de skjønneste svære Guldringe og overøste hende med Brillanter og Perler og en Brillant Krone paa Haaret; naar hun syntes at der manglede noget, tog hun ganske ugenert Perler og Smykker af de phantastisk klædte unge deilige Koner med det halv afklippede Haar og de deilige brune Øine. Imedens alt dette foregik kom Brudgommen en ung smuk Araber, med sin Turban, hvide Burnus, og bare Been med Sko over op i det lige overfor liggende Værelse, hvor han tog Plads paa en med gult Atlas betrukken Divan. Da det blev muligt at gjøre lidt Plads og faae os ubudne Gjester til at trænge os noget mere sammen tilbage i Stuen, kom først de musiserende Kvinder op, og toge Plads paa Gulvet, dernæst førtes Bruden ind, med et rødt Flor Slør for Ansigtet; hun satte sig ved Siden af ham og da Musikken et Øieblik ophørte løste de Sløret af hende, og nu skulde man jo tro at han med nysgjerrige Blikke havde betragtet hende, men tvertimod, han forblev meget phlegmathisk siddende og saa ned for sig. Hele Ceremonien der foretoges, var, at man af en lille Kande heldte Vand i hans Haand, som han lod hende drikke af. Og nu kyssede de gamle Kvinder hinanden indbyrdes og snakkede en Mængde Arabisk, som imidlertid intet havde at gjøre med Vielsen, om man kan kalde den saaledes. Imidlertid var Klokken bleven 1 og vi syntes at det var paa Tiden at komme hjem. Husets Eierinde skulde have beklaget sig over at hun ikke kunde byde os Kaffe men vi vare for talrige og deres Kopper slog nok ikke til. Det var et mærkværdig forunderligt Skue at see den utallige Mængde forskjellige Coustumer og høre denne Larm af blandet Arabisk, Engelsk, Fransk, Dansk, den monotone arabiske Musik, Børneskrig og hele denne brogede Forvirring. Da vi gik ned af Trappen maatte man see sig godt for at man ikke skulde falde over de hist og her henkastede Figurer af halvvoxne Araberdrenge, der laa henstrakte i maleriske Stillinger i smaa Hvælvinger i Muren, hvor Søvn og Træthed havde overfaldet dem. - Den næste Dag gik vi hen for at hilse paa de unge Folk, Bruden sad omringet af en heel Mængde unge Piger i deres pragtfulde Dragter fra den foregaaende Aften, hverken de eller Bruden havde skiftet Klædedragt og saa de meget trætte ud. Festen skulde vare ved i 3 Dage. Vi søgte paa bedste Maade at gjøre os forstaaelige for hinanden ved Mimik, kun en lille Maurerpige der var bleven opdragen i det tidligere af mig omtalte Institut, kunde forstaa lidt Fransk. Det var høist interessant at see paa hvilken Maade deres Middagsmad blev serveret. En Negerinde kom ind med en stor Jern Trefod, som hun satte paa Gulvet, derpaa en stor rund Messing Bakke. Nu bragte hun en Kurv med Brød og Træskeer og satte en lille Terrin med Suppe derpaa. Omtrent 16 Personer satte sig rundt om Bakken paa Gulvet og begyndte nu Alle at søbe af Terrinen. En lille Tallerken med smaa Kager, hvoraf der høist var en til hver, var hele deres Maaltid. Det er utroligt hvor faa Fornødenheder Araberne have. Et Øieblik efter styrtede alle de unge Piger ud af Stuen, jeg vidste ikke hvad det betød, men det var Brudgommen der kom og de maa jo ikke lade sig see for ham; nu blev der trukket et Tæppe for Døren og et Øieblik efter kom de alle ind med deres hvide Dragt med Yakmaen (?) for Ansigtet og blev der da anrettet et Maaltid paa samme Maade for Manden, som indtog sin Diné med meget Velbehag sammen med nogle smaa Drenge. Bruden sad igjen lige som om Aftenen ubevægelig paa sin Plads og lod det ikke til at de indbyrdes havde seet paa hinanden. - Jeg har fuldendt dette lange maaske noget trættende Brev i Aften Klokken 11 og beder Dem undskylde baade Stiil og Skrift; det er altid vanskeligt at beskrive den samme Ting to Gange og jeg har alt engang skrevet hjem om Brylluppet, anden Gang undlader man noget, men det er vist heldigt for Dem. Med de bedste Hilsener til Deres [fortsættes i

marginen:] Ven og de allerbedste til Dem selv forbliver jeg Deres Dem altid hengivne Veninde

Dorothea Melchior

Tekst fra: Niels Oxenvad