Dato: 20. marts 1870
Fra: Dorothea Melchior   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Algier den 20de Martz 1870

Min kjere Etatsraad Andersen!

Skjøndt jeg endnu ingen Svar har erholdt paa mit sidste lange Brev jeg afsendte til Dem, adresseret til Etatsraad Collin, Kjøbenhavn, saa vil jeg alligevel idag tilskrive Dem for at være fuldkommen sikker paa at min Lykønskning til Deres Fødselsdag maa naae Dem i rette Tid. Maatte vi have den Lykke at beholde Dem i mange mange Aar, med et uforandret glad og ungdommeligt Sind, med usvækket Lyst og Evne til at berige Verden med de skjønne Gaver De har til Deres Raadighed. Jeg beklager at jeg ikke kan have den Glæde mundtlig at byde Dem et "hjerteligt Velkommen" til mit kjere Hjem paa Høibroplads, hvor jeg hører at De nu for en Tid har opslaaet Deres Bo, men jeg maa lade Pennen være min Tolk og herved sige Dem hvor glad jeg blev over at erfare at min Mand havde forekommet mit Ønske ved at tilbyde Dem et interimistisk Logie. Jeg udtalte nogle Dage iforveien til Døttrene at jeg havde Lyst til at foreslaa Dem at bo nogen Tid hjemme, men sagde tillige at jeg var overbevist om at dersom det kunde lade sig gjøre, havde min Mand nok selv gjort det, da jeg vidste hvor symphathetiske vore Følelser ere lige over for Dem. Maatte De nu altsaa føle Dem rigtig hyggelig og hjemlig og paa den 2den April modtage rigtig mange Gjester, dog maa De ikke gaa for tidligt bort den Dag, saa at alle de stakkels Gratulanter maa gaa slukørede bort uden at have været istand til at faae et Glimt af Dem. Undskyld kjere Andersen, mine Formaninger men jeg vilde dog gjerne have at De skulde være en rigtig pæn Vært at Deres Venner skulde vide at de var velkommne i mit Huus. - - - De vil kunde forstaa hvor henrykt jeg er ved Tanken om Gjensynet med min kjere Mand, som jeg med G.H. venter hertil imorgen. Han skrev fra Paris at han vilde afgaa fra Marseille om Løverdagen og kommer Skibet i Reglen om Mandag Formiddag, naar Veiret er godt. Det har Gvl. ikke været Blæst endnu og forhaabentlig naar han hertil, forinden de sædvanlige Equinose Vinde begynde. Inat har det regnet meget stærkt og imorges hørte man nogle enkelte Tordenbrag, men nu har Veiret klaret sig og viser Termometeret om Formiddagen 18° R. Jeg er meget nysgjerrig at vide hvorledes min Mand vil synes om Annas Udseende; hendes Befindende er jeg selv ikke rigtig tilfreds med, men alle Mennesker trøste mig med at den gode Virkning af det varme Clima først vil vise sig paa et senere Stadium, gid det var saa vel. Jeg gjør mig altid Umage for ikke at tænke for langt ud i Tiden, thi jeg synes at det er en altfor sørgelig Tanke at jeg muligen til næste Aar igjen maa bryde op atter i et halvt Aar, og mere, være adskildt fra de Fleste af mine Kjereste. Jeg har imidlertid nydt mit Ophold her med megen Fornøielse, thi foruden at vi have gjort mange høist elskværdige Bekjendtskaber, saa finder jeg Algier et meget interessant Opholdsted. Det var stor Skade at De ikke bestemte Dem til at komme hertil, Reisens Ubehageligheder ere snart forvundne og det store Udbytte De sikkert vilde have havt her, vilde have været det Overveiende. Endnu igaar Aftes talte vi om Dem og blev det beklaget at De ikke var kommet. En ung elskværdig Dame, Miss Rennett, Selskabsdame hos Lord Harris yndige Datter, der begge tilbragte Aftenen inde i vor hyggelige lille Stue, talte med megen Henrykkelse om Dem og blev hun særdeles glad over at jeg skar en af Deres Underskrifter ud af et Brev til hende. Jeg lovede at lægge et godt Ord ind for hende og bede Dem om at sende hende et af Deres Portraiter med et Par Linier skrevet af Dem selv. Naar De ligeledes i en ledig Time vilde klippe et Paar Smaating og skrive Deres Navn paa og sende mig, da vilde jeg kunde gjøre Flere lykkelige dermed. - Der lyder i dette Øieblik nogle velbekjendte Toner ind til mig fra Salonen, hvor Anna og Louise spille Ouverturen af den Stumme fiirhændig; vi have ofte spillet og sunget danske Folkemelodier, som gjøre megen Lykke. Vi have forresten hørt meget lidt god Musik, og bliver man ikke forvænt ved at høre den arabiske Musik, der er saa umelodieus og monoton, som man ingen Beskrivelse kan give af. - Ligesom i Ramadhaen have Negerne i forrige Uge feiret en Mindefest for Abrahams Offer med at trække igjennem Gaderne med Dands Sang og Spil, den ubarmhjertige Tromme som man blev ganske nerveus af at høre, en enkelt lille Fløite af Bambusrør og Jern Kastanietter. Dandsen bestaaer i forunderlige Dreininger og Svingninger paa et Been. Hele Gruppen standsede udenfor Hotellet og gave smaa Forestillinger og tog det sig morsomt ud at see disse kulsorte Mennesker i blændende hvide Skjorter rødt Skjærf om Livet og dito Fetz paa Hovedet. De viiste deres skinnende hvide Tænder og bevægede den røde Tunge ud af Munden for dermed at gribe de Pengestykker vi kastede ud till dem fra Verandaen. - - - Klokken er nu henimod 12 om Natten og jeg vilde gjerne fuldende dette Brev i Aften, da jeg veed at jeg vil være alt for optaget imorgen, naar min Mand kommer saa jeg ikke vil være istand til at skrive. Her er et Liv og en Tummel om Natten paa Gaderne, som om det var midt paa Dagen. Her gives i dette Øieblik en Serenade udenfor af Spaniere, der ledsage deres eiendommelige Sang med Acompagnement af Guitar og Kastanietter. Jeg troer ikke at den gjelder mig, lige saa lidt som nogen Anden, men jeg troer at disse venlige Concerter ere til deres indbyrdes Fornøielse, thi jeg seer flere unge Mennesker dandse til Musikken. En anden Gruppe af høirøstede Matroser, der uheldigviis have faaet Lov til at gaae i Land, have faaet betydelig over Tørsten, og søge nu gjensidigen at lede hverandre dinglende ned til Fartøiet, hvor de neppe faa nogen god Modtagelse. - I forrige Uge vare vi med vor Consul og flere engelske Familier, ombord paa en svensk Fregat "Vanadis" der var kommet tilbage fra Suez, hvorhen den havde ført Prinds August af Sverrige. Vi bleve hentet over til Skibet i flere Baade og bleve vi særdeles gjestfrit modtagen af Chefen der viste os hele Indretningen af det smukke Fartøi og bleve vi senere beværtet med Viin og Kage. Det var en heel Fornøielse engang at kunne føre en Conversation i sit eget Sprog. Jeg vil dog medens jeg mindes det spørge Dem om De aldrig modtog det Brev, hvor jeg havde indsluttet en lille Epistel til den svenske Officeer Kisner. Vil De engang besvare dette Spørgsmaal? Jeg veed ikke ret hvad jeg har fortalt Dem senest, om jeg har omtalt Marchallens storartede Bal, det arabisk jødiske Bryllup, Negernes Offer, Carnevallet, alle de mange Væddeløb vi have bivaanet, og mange andre mærkværdige Ting jeg har oplevet. I hvert Tilfælde vil det i Aften blive for vidtløftigt at begynde paa. Jeg maa fortælle Dem om en lille Hunde Historie der foregik her forleden. Miss Harris havde en yndig lille hvid Hund, der blev syg og pleiet i 8 Dage af hendes Gouvernante; den døde imidlertid og nu kom der Indbydelse til alle Garçonerne og Tjenestefolkene i Hotellet om de vilde ledsage den, og tænk saa gaa de hen og begrave den paa den mauriske Kirkegaard, jeg synes at det var en Skam. Miss Norris Hund fulgte ogsaa med, med sort Baand om Halsen. Jeg synes nok at det var storartet. - Igaar fulgte vi flere gode Venner ombord, der skulde reise til Tunis; der er noget Sørgeligt i den Tanke maaskee aldrig mere i Livet at faa de Mennesker at see, med hvem man i Løbet af 4 Maaneder daglig er kommen sammen med og har staaet paa en venskabelig og intim Fod med; men det er dog vist bedst saaledes, thi ellers vilde man sikkert faa et større Antal Venner end man kunde overkomme at vedligeholde Venskab med. - Vi have i den senere Tid hver Dag taget vor Frokost ud med i det Frie og fortæret den nede ved Søen og have vi ret kunnet fryde os over det skjønne Syn at see de [overstreget: skjønne] hvide Skumbølger komme hastende ind imod Stranden. Det er ubeskrivelig deiligt og saa den Fryd at see det yppige Blomsterflor i det tidlige Foraar. De skjønneste vilde Blomster myldre frem af Jorden, jeg kan umulig modstaa dem og nu kjende Kudskene mig, saa de standse gjerne hvor der er flest af dem og hjælpe de mig da især naar det er op af de steile Klipper man skal hente dem. De deiligste Gyldenlakker og blaa Levkøier voxede ud af en steil Skrænt i St Eugène og gav jeg en Araber et Par Sou for paa sine bare Fødder at kravle op efter dem. Intet overgaar imidlertid de blomstrende Orangetræer, jeg skal lægge en lille Prøve heraf ind i Brevet. Paa en Udflugt vi gjorde i Fredags den 18de paa Harriets Fødselsdag, i to Vogne, kjørte vi først ud til den arabiske Kirkegaard, hvor jeg for anden Gang var i høieste Grad overrasket over det høist forunderlige Skue, der her frembød sig. Jeg har vistnok tidligere beskrevet Dem hvorledes de besøge deres Afdødes Grave; her sad en lille Familie bestaaende af en ung Moder med et halv nøgen spædt Barn paa Armen, tre udmærket smukke unge Maurerinder i deilige Dragter, alle med smaa Cigaretter i Munden; om en anden Grav sad en Familie og drak deres medbragte Kaffe og

inde ved Siden af Marabuttens Capel sad der maaskee 50 unge og gamle Kvinder og Børn i den lille Gaard med Banantræer og Viinløv over Hovedet. Ligeoverfor Kirkegaarden besøgte vi en gammel Negerinde, der boede i en Straahytte, og hvis hele Bohave var en lille Bænk. Hun saae nok saa lykkelig ud og viste os med Stolthed sit beskedne Hjem ja gav os til Afsked en stor Green med Orangeblomster af et Træ udenfor i hendes Have. Hun lod ikke til at føle noget Savn skjøndt hendes Pjalter truede med at falde af Kroppen. Var der lavt indenfor i Hytten, saa havde hun udenfor den skjønneste blaa Himmel til Tag og det stolte Middelhav at skue paa. Jeg maa ikke glemme at fortælle Dem at Svalen alt er kommet hertil, det var saa hjemligt at see den. - Det bedrøvede mig at erfare Hertz Død, det var en stor Mand vi have mistet, et stort Tab i vor Litteratur. Jeg har gjort et længere Besøg end jeg agtede, Klokken er 1 mine Øine ere trætte. God Nat og vær hilset af

Deres hengivne

D. Melchior.

Tekst fra: Niels Oxenvad