Dato: 17. april 1870
Fra: Dorothea Melchior   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Buffarek den 17de April 1870.

Min kjere Etatsraad Andersen!

Et lille Øieblik som vort Reiseselskab benytter til at holde Hvile, for at samle Kræfter til en Tour i Aften, veed jeg ikke at finde bedre Anvendelse for end at underholde mig lidt med Dem og fortælle Dem lidt om vort Liv og Færd, siden De senest hørte fra mig. Først og fremmest vil jeg besvare Deres kjere Brev, hvormed jeg særdeles glædede mig, da det var saa udførligt og jeg deraf seer at De havde tilbragt Deres 2den April, iblandt kjere gode Venner og at et rigt Antal af Disse havde opsøgt Dem i Deres Hjem paa Høibroplads, der jeg den Dag med hele min Tanke usynlig var tilstede og i Forening med de mange andre Gjester af Hjertet ønskede Dem al mulig Lykke og Velsignelse. Kun var jeg bedrøvet over at Festen skulde blive forstyrret af den slemme Tandpine, det var ret uheldigt; men nu haaber jeg at al Ildebefindende maa være forsvunden, saa at De med Fornøielse kan nyde det kommende Foraar. Det er herligt at De har været oplagt til at skrive og glæder jeg mig særdeles til at læse Deres nye Historier. De har ikke fortalt mig at De har skrevet en De kalder Lysene, jeg veed det kun af den "Profit" Høedt har havt af den. De vil allerede for nogen Tid siden have modtaget min Mands Brev og alt deraf have havt Besvarelse paa Deres Forespørgsel med Hensyn til Deres Ophold paa Høibroplads. De kan rimeligviis ... [sætningen uafsluttet, brevet fortsætter med nedenstående brev af 21/4].

Torsdag den 21de April

Mustapha superieur

For at De kan see, kjere Andersen at De har været i min Tanke, lader jeg Begyndelsen staa, jeg er bleven afbrudt og veed ikke mere hvad jeg vilde have sagt i min sidste Sætning. Jeg har saa meget at takke for, at jeg ikke veed hvormed jeg skal begynde; for de nydelige Udklipninger, for de venlige Hilsener i min Mands Brev og endelig for den sidste Overraskelse, Deres kjere Skrivelse af 16de, som jeg i dette Øieblik har modtaget; Fru Marryat forlod mig netop da Postbudet kom og ilede jeg med at gjennemlæse det. Det er jo ret uhyggeligt med den vedvarende Tandpine; troer De ogsaa at Foss rigtig forstaar sin Sag; jeg vil raade Dem til, dersom det ikke bliver bedre at gaae til Jansen i Gothersgade; thi jeg synes i Grunden at De bestandig har været misfornøiet med Foss's Arbeide; muligen er alt nu vel ved Modtagelsen af disse Linier og De er bleven vant til at bære den kjedelige men uundværlige Byrde, det vil jeg ret inderlig ønske og haabe. Jeg kan godt forstaa at det maa forekomme Dem trist og stille i det store Huus, hvor det dog vilde være anderledes dersom De var fri for Smerter, men det bidrager saa meget til at nedstemme Sindet og man seer, naar man er lidende alt fra en mørk og alvorlig Side; dog Gud v. l. at det kun er noget Forbigaaende og synes jeg at De har al mulig Grund til at være Forsynet taknemmelig for det ypperlige Helbred, som De tiltrods for jevnlige smaa Plager er i Besiddelse af. Med Hensyn til vor Afreise have vi endnu ei taget nogen Bestemmelse, dog foreløbigen have vi talt om at reise herfra omtrent den 8de Mai og gaae vi først til Cannes, og der haaber jeg at vi kunde tage en Bestemmelse for Annas Sommer Ophold; det vil blive med tungt Hjerte at jeg vil forlade hende, jeg kan ikke ret tænke derpaa, men paa den anden Side, vilde jeg under ingen Omstændighed lade min Mand blive ene i Sommer og de kjere Børn hjemme længes jeg nu ogsaa efter og saa de kjere Venner; ja kjere Andersen det vil blive en stor Glæde at gjensees; man vil gjensidigen have saa meget at meddele hinanden og jeg skal da høre Deres nye Historier, de mange nye Tanker og Ideer, der ikke ret have villet slaa Rod i den kolde Vinter, men nu ved Foraarets Komme lade til at spire frodigt og have samlet sig til et Hele hvoraf vi Alle glæde os til at nyde Frugten. Tak for det friske Bøgeblad, det saae saa sommerligt ud ja saa hjemligt og blev hilset som en gammel Ven. Her er en Fylde og en Frodighed i Vegetation, som ikke lader sig beskrive, jeg er ganske overvældet deraf men nyder det i fuldt Maal; De skulde see mig hver Morgen komme belæsset med Buketter af Markblomster fra vor lange Promenade, nok til at fylde mange Vaser med og er det ogsaa en stor Pryd for vor smukke Salon. Gid at De havde fattet en hurtig Beslutning og var kommet herover tillige med min Mand, jeg troer ikke at De havde fortrudt det, men nu er det ikke skeet og vilde vi da antage at det saaledes var det Rigtige. Af Brevene til Johanne vil De vel have hørt om hvor herligt her er oppe i Mustapha, og hvilken deilig Villa vi have faaet. Jeg synes ogsaa at spore en god Bedring i Annas Befindende siden hun fra Morgen til Aften kan nyde den friske Luft, hun morer sig meget med sit nydelige lille Æsel, hvortil hun har faaet en bekvem smuk Sadel og kan hun nu foretage lange Ture med os, da Stigningen ikke generer hende naar hun rider. - - Vi havde i længere Tid talt om at vi ville see lidt af det Indre af Landet og slog vi os sammen med Doctor Poulsen med Kone og Datter og reiste i Søndags Morges med Jernbanen til Buffarek, hvortil der omtrent er 2 Timers Kjørsel. Hele Byen er næsten som en heel Have omgivet af de skjønneste Plataner, Morbær og Orangetræer. Hensigten med at gaae hertil var for at see det store Marked, som her holdes hver Mandag. Allerede om Søndagen ankomme Araberne med deres Qvæg i Tusindviis, de komme langveis fra det Indre, fra Bjergene oppe i Kabylien, paa deres synderslidte Sandaler, thi de ere 14 Dage for at komme frem og tilbage. - Da vi i et tarveligt Hotel havde faaet en Frokost gik vi ud paa Markedspladsen, som er et betydeligt Terrain og her var alt i Activitet, man var beskjæftiget med at opslaa Telte og mangen en Kjøbmand sad allerede lunt under sit Lærreds Huus paa den flade Jord og faldbød sine Varer; det var et høist eiendommeligt Syn at see den store Slette bedækket af mindst 4000 Arabere i deres hvide Beklædning, mange af dem i de utroligste Laser, en broget Forvirring af Mennesker og Dyr, Kameler, Æsler, Gjeder, Lam, der vare opstillede med Hovederne imod hinanden, og saaledes i lange Rækker vare bundne til hinanden. De eneste Kvinder her var iblandt den store Masse Mennesker var henved 10 a 12 kabylske Spaakvinder; de sadde i en Kreds paa Jorden og havde deres smaa Børn liggende og krybende midt i Støvdyngerne. En af dem var deilig, hun var meget broget og glimrende i sin Paaklædning og havde en interessant kobberfarvet Tint; da hun saae os nærme os, gav hun sig til at ruske i en lille Pige, der laa i dybeste Søvn udsat for de brændende Solstraaler. Moderen vedblev at ruske i hende til hun var kommet paa Benene, og endnu med lukkede Øine, rakte hun den nydelige lille Haand, der baade var tatoveret og Neglene guulmalede, ud for at tigge; jeg tænkte paa Dem og paa Block, hvor meget Stof her var at behandle. Barnet var omtrent 4 Aar, havde samme Hudfarve, som Moderen, sort kruset Haar, der tittede frem af den broderede grønne spidse Hue, med et blaat Tørklæde bunden bag til og en broget Haib (?), hun havde det yndigste Smil og mindede meget om Deres lille Veninde Marie ; man omringede os og vilde spaa os og forsikkrede de at de baade kunde gjøre sig forstaaelig paa Fransk og paa Spansk, men vi vilde ikke indlade os med dem. - Da vi om Aftenen kom derud igjen, havde hele Scenen antaget en anden Caracteer, Maanen og de utallige Stjerner kastede deres blege Lys ned paa det store Hav af Mennesker, der nu havde leiret sig omkring, nogle paa Straamaatter paa Jorden, hvor de sadde og laa sammenstuvede ligesom Kvæget, andre i Teltene, hvor de havde tændt Ild for at varme deres Schu-schu, en meget yndet arabisk Ret, atter Andre gjorde Kreds om en ambulant Café, hvor der ogsaa brændte en lys Ild og som bestandig blev vedligeholdt ved at en lille Negerdreng med en Bambus Vifte uafladelig viftede paa den. Her smagte vi en ægte arabisk Caffe, hvor Sukkeret blev omrørt med en lille Pind. Efterhaanden hendøde Raabene til de Forbigaaende om at kjøbe Oranger, Molbær eller Oliven, som de heldede ud af en sort Gjedehud, eller Henna til at farve Hænderne med, Kamelhaar, Bikuber, Burnusser og uendelig mange andre Ting, thi nu overvældede Trætheden dem og de søgte Hvile, lænet op til hinanden, nogle hvilende paa store Meel og Kornsække; men det var mærkelig nok at de kunde sove, thi nu begyndte alle Dyrene at holde Aftenbøn, her var den forfærdeligste Larm af mindst 20.000 forskjelligt Kvæg, der i uharmoniske Toner lode deres Brægen Skryden Vrinsken og Brøl høre ja De vil kunde forstaa hvor høist eiendommeligt det hele tog sig ud, skjøndt min Beskrivelse er saa uendelig mangelfuld, men der skal en anden Pen end min til at beskrive sligt, for at man skal faa det rigtige Begreb om det. Allerede Klokken 8 om Morgenen vare vi igjen paa Pladsen, hvor Alt var vaagnet til nyt Liv og nu var det først det egentlige Marked. Araberne galopperede op og ned af den brede Landevei for at vise deres stolte Heste i det bedste Lys, og man maatte tage sig godt iagt for ikke at komme under Hesten, naar den paa engang gav sig til at steile høit iveiret med Forbenene. I en lang Række havde Skomagerne taget Plads og vare ivrig beskjæftiget med at lappe Kabylernes Sandaler med Gjedehuder, thi der var neppe mere helt paa dem. Ja jeg kunde blive ved i det Uendelige at fortælle herom men nu maa vi videre, vi toge med Omnibus til Blidah, hvor vi paa Veien passere [overstreget: El Kebir] Beni Mexed, hvor der er en stor Obelisk opreist til Minde om et stort Slag her stod i 1841 og hvor her faldt en Mængde Franskmænd. I Blidah saae vi det mest storartede Orangeri, Træer, som vore Bøgetræer, ikke fuldt saa høie, men lige saa stor Løvkrone, der var bedækket af Blomster, som var det et Sneetæppe. I en anden Have saa jeg det største Oliventræer, paa et havde et Rosentræ, med store gule Theroser slynget sig om Stammen og op imellem Grenene, saa at man skulde tro at det var det høie Oliventræ der bar den utallige Mængde Roser, der faldt som i store Buketter ned over Grenene. Uden for Blidah kommer man ind imellem Bjergene til "les moulins", hvor Vandet fra flere Bjergstrømme ere ledet ned til tre forskjellige Møller. Her var en heel Folkefest, det var anden Paaskedag og en uendelig Mængde forskjellige Familier, vare kommet herud for at nyde deres Middags Maaltid i det Frie. Floden el Kebir løber her ved Foden af Bjerget og her midt paa flere Klippestykker havde man leiret sig og morede man sig paa bedste Maade. Man dandsede og sang, men blev Lyden overdøvet af Larmen af de smaa Vandfald. Oppe omkring i det tætte Løv paa Bjergene saae man hist og her smaa Araberbørn og Maurerinder der havde vovet sig ud af deres Huler, sidde og betragte de livlige Scener nede paa Floden og maatte de sikkert føle doppelt i hvilket Fangenskab de skinsyge Arabere altid holde dem; de maa intet have med Verden at gjøre og behandles af deres Mænd, ikke langt bedre end Lastdyret. - Næste Dag kjørte vi til la gorge de Chiffa; det er storartet og minder paa nogle Steder om Bad Phäffers, men er det mindre vildt, thi her er Høiderne bedækkede med tæt Skov af Tamarinther, Laurbær, og langs med hele Floden seer man høie Træer af Nerium, der endnu ikke vare i Blomst men vil det blive en Pragt naar de først springe ud. Vi vare saa uheldige ikke at see Aber, som her ellers er saa mange af. - Vi gik saa langt, som til Medea, hvor vi, det vil da sige jeg alene, besøgte flere Araberhytter, hvor Kvinderne vare lige saa henrykte over at betragte min Paaklædning, som jeg morede mig over deres. Nogle sade og spandt Uld, andre vævede Burnusser. Væven og nogle Maatter var hele deres Bohave, men de saae meget fornøiede og glade ud. - Da vi i Onsdags kom hjem her igjen forefandt vi saa mange kjere Breve blandt andre et fra Fru O'Niel, der bad mig at sende Dem en venlig Hilsen. Jeg lægger inden i Brevet den lille Blomst De holder saa meget af og som blomstrer her i Haven i mange forskjellige Farver paa engang. Vil De nu hilse Blocks mange Gange fra mig og sige at jeg ikke glemte Blocks Fødselsdag, men jeg kunde ikke naae at skrive til ham, ligeledes Lunds, Collins, Grevinde Frijs, dersom hun bryder sig om en Gjenhilsen, Fru Scavenius, Fru Raasløv, Therese og Martin og Børnene.Jeg glæder mig til at læse Ørsteds Breve, de maa være af megen Interesse for mange. Med Hensyn til Deres Ophold No 21, saa har det ingen Hast med at tænke paa at drage ud, da vi endnu ikke veed naar vi komme hjem; muligen kommer min Mand førend jeg men i Juli med Guds Hjælp haaber jeg at være hjemme og til den Tid vil der udentvivl være saa godt istand paa Rolighed at jeg kan have den Fornøielse at see Dem der som Gjest. Lev nu vel og skriv snart igjen [fortsættes i marginen, s. 10:] til Deres altid hengivne Veninde

Dorothea Melchior. [i

marginen, s. 9:] Min Mand og Børnene hilse hjerteligen

Tekst fra: Niels Oxenvad