H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra H.C. Andersen til Louise Melchior 22. oktober 1871

Hop forbi menu og nyheder

Dato: 22. oktober 1871
Fra: H.C. Andersen   Til: Louise Melchior
Sprog: dansk.

"Rolighed" den 22 October 1871

Kære Frøken Louise!

Ja endnu idag er jeg paa "Rolighed", tænk Dem hvor lang Tid, men imorgen, om Gud vil, tager jeg da ind til min nye Bopæl i Nyhavn No 18; hvorfor jeg ikke, efter den seneste Bestemmelse flyttede ind i forrige Uge, Dagen efter Deres Faders glædelige Ankomst, ligger i, at jeg da blev angrebet af en meget stærk Forkjølelse, forenet med Tandpine og Hovedpine. Deres Forældre, der ere saa kjærlige og deeltagende i Alt hvad mig angaar, vilde ikke at jeg tog afsted og jeg er blevet og i god Bedring, saa at jeg imorgen, som sagt, kan tage til Byen. Hägg havde vi Alle været lidt urolige for, da hans første og eneste Brev fra Berlin meldte, at han var syg; Deres Moder skrev ham to Gange, jeg een Gang, der kom intet Svar, endelig telegrapherede Deres Fader igaar til ham og fik Svar at han befandt sig temmelig vel: med Posten kom dertil iaftes et Brev skrevet to Dage tidligere, der fortalte, at han havde været ude til Middag og Aften, var blevet modtaget af Joachim, havde hørt Operaen "Africanerinden", og om jeg husker ret, faaet en Friplads i Theatret. Veiret her hjemme er usædvanligt mildt og smukt; Løvet saa farvesprængt som om Træerne stode med Oranger og rødmossede Æbler; Stokroserne nede i Haven leverer daglig Blomster til Damernes Haarpynt, som vare det sommerlige Roser. - Men hvad er vor Natur-Herlighed mod den om Dem. Torqay skal jo ligge deiligt; Deres Fader fortæller derom og det blinker ogsaa ud af Deres Breve. Imorgen begynder altsaa Carl sin Skolegang! gid han maa trives i den og føle sig glad; hans tidligere Breve vare alle saa livfulde, saa fornøielige! Ogsaa mig har han glædet med Brev, ligesom De selv og Anna have gjort det, om ikke længe skulle de to høre fra mig; i Dag er De den der maa tyde mine Runer. At Kongen af Sverrig-Norge har decoreret mig med St. Olaf-Ordenens (overstreget: Storkors) Commandeurkors, har jeg vel selv, eller Deres Moder tidligere meddelt Dem. Poul har i flere Dage været her paa "Rolighed" og var meget sød. Alt hvad jeg fortalte ham, loe han af og især var han fyldt af Historien om Prindsessen paa Ærten. Han fortalte sin Bedstemoder en Morgen, at han hele Natten havde ligget paa en Ært, at den var saa haard og at den var sprunget op i Vægtskaalen under Loftet. (Han mente dermed Lampen, som hænger under Loftet i Soveværelset.) Bille er endnu ikke kommet hjem fra Italien, Fru Bille see vi kun sjældent, William Bloch aldrig, han er nok nu hjemme hos Forældrene i Pleie, da hans Øine have lidt meget ved Støv og Luft under Exercissen. For dog at lægge lidt Poesi ind i Brevet her, vil jeg slutte med at afskrive en lille Historie jeg har skrevet og som er den allerseeneste.

Sang til Dukkerne.

"Ja, det er nu en Vise for meget smaa Børn!" sagde Tante Malle "Jeg kan med bedste Villie ikke følge med!"

Men lille Amalie kunde det; hun var kun tre Aar, legede med Dukker og opdrog disse til at blive ligesaa kloge, som Tante Malle.

Der kom en Student i Huset; han læste Lectier med Broderen; han talte saa meget til den lille Amalie og til hendes Dukker, ganske anderledes end alle de Andre; det var saa morsomt fandt den Lille, og dog sagde Tante Malle, at han slet ikke forstod at omgaaes Børn, de smaa Hoveder kunde umuligt bære den snak. Lille Amalie kunde det, ja lærte en ogsaa udenad af Studenten en heel Vise han havde digtet: "dandse dandse Dukke min!" og hun sang den for sine tre Dukker, de to vare nye, den Ene Frøken, den Anden et Mandfolk, men den tredie Dukke var gammel og heed Lise. Her er Visen:

"Dandse, dandse Dukke min!

Nei, hvor Frøkenen er fiin.

Cavaleren ligesaa,

Buxer hvide, Kjole blaa!

Ligtorn paa den store Taa!

Han er fiin og hun er fiin,

Dandse, dandse Dukke min!

#

Her er gamle Lisemoer

Hun er Dukke fra ifjor,

Haaret nyt, det er af Hør,

Panden vasket er med Smør;

Hun er ganske ung igjen,

Kom Du med min gamle Ven!

I skal dandse alle tre!

Det er Penge værd at see,

#

Dandse, dandse Dukke min

Gjør de rette Dandse-Trin;

Foden udad, hold Dig rank,

Saa er Du saa sød og slank.

Neie, dreie, snurre rundt,

Det er overmaade sundt,

Det er nydeligt at see.

I er søde alle tre!"

#

Og Dukkerne forstode Visen, lille Amalie forstod den, Studenten forstod den, han havde selv digtet den og sagde, at den var udmærket! Kun Tante Malle forstod den ikke, hun var kommet over Barnlighedens Plankeværk, "Pjankeværk!" sagde hun, men det var ikke lille Amalie , hun synger Visen; fra hende have vi den!

Ja, kjære Frøken Louise, her har De, Anna og Carl, Historien, som en lille Oplæsning hjemme fra Havestuen, hvor Mama altid har deiligt pyntet med Blomster og hvor vi, særligt i den Anna-Kjellerupske Tid læste høit, Shakespears Kymbeline, Stormen og Richard den Tredie; ikke at tale om Ørsteds "Aanden i Naturen." - I Dag er det Søndag, den sidste jeg her iaar er Medbeboer af "Rolighed", vi have i Kakkelovnen, en fugtig taaget Luft ligger over Søen, jeg kan næppe see Trekroner; Vandet drypper fra de vaade Hyben og røde Bær paa Træerne. Nylig saa jeg Thea ude paa Gangen ligge paa Knæ og læse i en Skrivebog, den indeholdt hendes egne nedskrevne Tanker, jeg sagde hende, at det var Selvtilbedelse at knæle for sine egne Tanker. Emil har skrantet i to Dage, han er flink igjen med røde Kinder.- Imorgen besøge nok Deres Forældre og Harriet Theatret til Brama og Bayadere. Ja, at skrive Breve som dette er meget let, men tungere for den som skal læse disse. See imidlertid paa den gode Villie, hils Anna, Carl og den gamle Herre som førte hende over i Haven og vær velstemt mod Deres hengivne

H.C. Andersen

Tekst fra: Niels Oxenvad