Dato: 1. januar 1841
Fra: Henriette Oline Collin, f. Thyberg   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

115. fra E. og Henriette Collin

Kjøbenhavn d. 1ste Januar 1841217

Kjære Ven! Jeg vil begynde Aaret med at skrive til Dem N[u vilde jeg nok] have den Fornøielse at skrive Dem noget ret glædeligt til, men at dette [ikke kan skee] i Anledning af Maurerpigen, veed De allerede af Faders Brev. Jeg har [opsat det forat] jeg kunde meddele Dem det oekonomiske Resultat, og det kan jeg desværre [allerede nu,] da Stykket, efter at være opført tre Gange, neppe vil gaae tiere, idet min[dste er det be]stemt at hen­lægges. Indtægten har været, foruden af Abonnementet, H[uset en Gang, de] to andre Gange c. 130 hver Gang; Resultatet vil blive,- hvis der ikke [er taget Hen]syn til den Omstændighed, at Stykket ikke varede fulde 5 halve T[imer, at Deres] Andeel bliveromtrent 300 Rdlr. - Skulde jeg nu nærmere udvikle D[em Grunden til] Stykkets Skjebne, da vilde det sætte mig i Forlegenhed, thi jeg kan ikke [finde den i at] det ikke er godt, eller blev slet udført, eller at Publicum var pa[rtisk imod] Dem; thi intet heraf er Tilfældet. »Det tog sig ikke ud« det er det [Indtryk, som] vi alle have deraf. Vi vare, som De vel kan vide, alle paa T[heatret den før]ste Aften, men jeg - jeg vil kun tale om mig selv - havde mangen ubehag[elig] Følelse der­ved, og især den: at Effectstederne i Stykket ingen Effect gjorde. Scenen med de afbrudte Samtaler ved Dandsen, hvor ellers Musiken var nydelig, var næsten latterlig arrangeret, man opholdt sig over de mange Processioner, de forunderligt hyppige Sceneforandringer, og fremfor Alle tog Niama sig ikke ud; Jfr. Ryge var intet andet, end et stort velklædt Fruentimmer - med Buxer paa, og som i sit Ydre lidet harmonerede med det - tilgiv mig - overspændte Sprog hun fører. Hansen junior gjorde ingen synder­lig Skade. Holst og Ryge vare akkurat so[m sæd]vanlig; men Madam Holst kan jeg ikke noksom rose. Hun gav Rafaella [noget] af det, som hun mangler, nemlig qvindelig Følelse, uden at skade hendes Ene[rgi] og hun gjorde saaledes Characteren mere naturlig; hendes Udførelse [blev meget paa-]skjønnet, især i Scenen i Hytten, før og medens Kongen af Cordova [var der. Men den] vigtigste Aarsag til at Stykket ikke tog sig ud, er formeentlig [de døde Steder,] som de kalder det ved Theatret, nemlig lange og brede Discu[ssioner uden] Point eller Handling; som et saadant veed jeg nu kun at næv[ne et særligt] paafaldende, nemlig Scenen, hvor Maurerkongen og Niama ere hos [Rafaella,] og hvor Niamas Reflexioner især fandt lidet Behag. Men vist o[g sandt har De Uret] [naar De skri]ver, at det theaterbe­søgende Publicum har været partisk imod Dem; thi [selv om det øje]nsyn­ligen ikke fængslede Interessen, løde dog ingen Mishagsyttringer, [men flere Gange] Bifald. Førend jeg forlader dette lidet behagelige Æmne maa jeg endnu [dog her gjøre D]em opmærksom paa, at Mad. Holst vel fortjener et Par venlige Ord fra [Dem i Anlednin]g af hendes fortræffelige Udfø­relse, hvadenten De vil skrive til hende selv, [eller lægge en] Anden Ordene i Munden. - Med Hensyn til Afsætningen af det [i Bogladerne] kan jeg ikke sige Dem noget endnu, men det gaaer vist kun jevnt. At [Bladene ikke] have bedømt Stykket, og Dem i Anledning af Deres Fortale, skaansomt, vilde [være urimeligt] af mig at skjule, da De vel kan vide det af det Foregaaende, men Recen[sionerne skul]le ikke udmærke sig ved noget synderligt kritisk Værd, med Undta[gelse af Fæ]drelandet, som dog lader Dem vederfares endeel Retfærdighed. Dersom [De forøvrigt] troer, at Maurerpigens daar­lige Reusseren har efterladt noget blivende [Indtryk i Dere]s Disfaveur, saa tager De feil, thi det er allerede glemt; en anden betydelig [litterair] Er­scheinung har optaget Pladsen, nemlig Heibergs nye Digte, et i sin Genre og ved sin udmærkede Form meget mærkeligt Product. - Efter Deres An­modning har jeg strax skrevet til Intendanten ved Theatret i München angaaende saavel »Ravnen« som »Maurerpigen«, hvorhos jeg har sendt ham Musiken til den Første, og om den Sidste sagt ham, at Abrahams alt er ifærd med Oversættelsen, hvilket ogsaa er sandt. Jeg maa dog ikke glemme at sige Dem, at Thiele syntes godt om Maurerpigen. Dersom den nu godt udrustet og oversat kunde komme paa Theatret i München og gjøre Lykke der, da skulde det rigtignok more mig betydeligt. - Hos os [so]m og i Familien er Alt, Gud være lovet, ved det Gamle; at vi ofte savne Dem, kan De vel vide, saavist som jeg veed, at De, med al Deres Higen efter Ud[landet] og Lyst til at flakke om, ofte savner os. Min søde Vulle taler ofte [til os om Dem] og veed at det er en Belønning for udmærket Artighed, naar hun faaer [Lov til at see] Andersens Billedbog. Ogsaa den lille Louise kan huske Deres [Navn. - Den m]ørkeste Side vi for Tiden have, er Moders aftagende Syn. Dog vi haabe [alle endnu sta]dig, at det ikke har noget særdeles at betyde. - Lev nu vel, kjære Ven, [lad os nu snart] høre fra Dem, at De har det godt og ikke er afskrækket fra at søge nye Laur[bær, skjøndt Ma]urerpigen ingen bragte Dem.

Deres

Edvard.

Kjære Andersen

Edvard har efter min Anmodning gjemt en Side i sit Brev til mig og jeg vil benytte den til at tale lidt med Dem om det som naturligvis maae opfylde Dem meest. At ogsaa jeg var til Maurepigen den første Aften kan De vel vide og jeg er temmelig overbevist om at ingen havde den For­nøi[else deraf] som jeg der kjændte det saa nøie og for hvem ingen [af dets] enkelte Skjønheder kunde gaae tabt. At Md Holst [var fuldkom]men i sin Rolles Udførelse veed De jo Alt, og det er [sikkert nok] rigtig naar en Recencent i den Berlingske Tide[nde mener at] De ikke kunde have givet Rollen i bedre Hænder [end hendes; det] var et Feilgreb da De troede at have skre­vet den f[or Frue Heiberg;] til den samme Overbevisning maae vist enhver komme [der har] seet Stykket og som ikke er aldeles forblindet218 af Frue Hei­berg. - Med arangementet af det Hele troer jeg vist at De havde været tilfreds, Decorationerne vare i Sandhed flimrende, man kunde kun ind­vænde at der var for mange, thi den hyppige Scene Forandring bragte en Uroe der vist skadede Stykket meget og gjorde at man bestandig savnede den ledende Traad. Phisters Drikkevise gjorde overordenlig Lykke og De kan heller ikke tænke Dem en ypperligere Udførelse. Naar Edvard siger at Hansen ingen synderlig Skade gjorde synes mig dette Udtryk lidt ubilligt, thi naar jeg undtager den gene han og Publicum har af hans Organ forekom han mig bedre end jeg nogensinde før har seet ham. Dersom nogen skal siges at have gjordt Skade maa det være Jf: Ryge som ved sit altfor materielle Ydre og sit gyselig kjøbenhavnske Ansigt ikke med sine bedste Bestræbelser kunde faae nogen Liighed med en maurisk Prindsesse, - et vist moderne Sving gjorde heller ingen god Virkning. Hendes »Ak paa Bjerget er min Tanke«, sagde hun med Følelse og Smag og blev ogsaa applauderet. Holst spillede smukt og kongeligt, og Kragh udførte sin Rolle med megen Kraft og Anstand. Ryge forekom mig mat og til den franske Prindsesse havde man valgt en Jf: Fabritzius som aldeles intet havde tilfælleds med Md Holst og som derfor forstyrrede Illusionen. Sce­nen i Hytten med Raffaella og Kongen blev stærkt applauderet ligesom ogsaa Kongens monolog. -

Nu har jeg fyldt Siden kjære Andersen og har jeg trættet Dem med min ringe Mening saa tilgiv mig hvis ikke saa lad mig ved Leilighed see et Par Ord fra Dem. Jeg tænker ofte paa Dem og savner Dem meget.

[I Margen: ] Dersom jeg vilde nævne for Dem Alle de Mennesker som have bedet mig sende Dem tusinde Hilsener blev jeg aldrig færdig, jeg vil kun sige Dem at Vulle sidder ved Siden af mig og siger at hun vil følge med Postbudet ud til Dem. Hun sidder og pakker et lille Stykke Choco­ladekage ind i en heel Avis, det skal nemlig gjemmes til Dem.

Deres

Jette Collin.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost