Dato: 8. juni 1872
Fra: Dorothea Melchior   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Rolighed d. 8de Juni 1872

Min kjere gode Etatsraad Andersen!

Ord ere vist overflødige for at forsikkre Dem om at det var med tungt Hjerte at jeg maatte sende Dem mit Telegram. Jeg havde glædet mig til at gjensee Dem og troede efter Deres næstsidste Brev at De enten kom om Onsdagen eller Torsdagen og Deres Værelser vare indrettet til Modtagelsen, ja endnu staa Blomsterbordet fyldt og to deilige unge Roser, som for et Par Dage siden kneisede i Bevidsthed om deres Ungdom og Skjønhed, hænge nu vemodige med Hovedet af Mangel paa Deres kjerlige Pleie. - Jeg ventede ikke at mine Trækfugle skulde komme tilbage forinden Søndag og vilde det paa denne Maade have passet saa ypperligt; men i Torsdags Formiddag - jeg erindrer ikke om ikke Deres Telegram allerede kom i Onsdags Aftes, - modtog jeg Underretning om at min Mand med Døttrene vilde ankomme fra Lübeck Fredag Morgen; det er meget ubestemt hvilken Tid Skibet ankommer, men paa hver Maade, vil De forstaa at jeg ikke kunde forlade dem og vilde det ei heller være hyggeligt for Dem at komme herud, naar jeg med mine Tanker og med hele min Person var beskjæftiget med de saa længe savnede Børn. Jeg haaber at De kjender mig saa godt at De veed at det er mit Ønske at mine Gjester skulde føle sig hjemme og tilpas saa længe de ere under mit Tag og det vil De med G. H. ret snart overbevise Dem om, naar De nu om kort Tid kommer herud. Disse Linier skulde kun underrette Dem om at De vil være hjertelig velkommen, til hvilken Tid De nu selv vil bestemme, naar De blot med et Par Ord vil underrette mig om Deres Ankomst. - I Søndags havde min Mand indskibet sig i Plymouth med Døttrene paa et meget stort Emigrant Skib, som kom fra New York. De havde en mageløs Reise, Søen var glat, som et Speil hele Tiden og ingen var søsyg. - De ankom Tirsdag Aften til Hamborg, og boede i Pöseldorf hos Fru Emilie Melchior, altsaa vare de samtidige i Hamborg uden at ane det. Om Onsdag Morgen, da min Mand hørte at De var der, havde han opsøgt Dem, men da var Fuglen fløiet. Jeg finder at Anna seer lidt bedre ud end ifjor da hun kom hjem, hendes Udtryk er ikke saa lidende og hun er saa lykkelig og glad over atter at være i Hjemmet og udmærket brillant Humeur. Jeg maa hurtig slutte, da Johanne venter paa mig for at kjøre ud ret til Sally. Johanne og hendes Mand have sovet her inat, da det er for anstrengende endnu for Johanne at komme saa ofte herhen; hun har det dog betydeligt bedre. Der var saa meget jeg kunde fortælle Dem, men det maa skee mundtligt. Jeg hørte intet i Deres sidste Skrivelse om Deres Befindende, hvilket jeg anseer for et godt Tegn og haaber jeg at Heden og Nupperne ere ganske forsvundet. Med hjertelig Hilsen til Deres elskværdige Værtinde og mange dito til Dem fra os Alle uden Undtagelse, forbliver jeg Deres hengivne

D. Melchior

Tekst fra: Niels Oxenvad