Dato: 5. maj 1873
Fra: Nicolaj Bøgh   Til: Dorothea Melchior
Sprog: dansk.

Vernex-Montreux d. 5te Mai 1873.

Kjære Fru Melchior! I dette Øieblik sagde jeg. "Nu skriver jeg til Fru Melchior!" og Andersen udbrød da: "Gaaer Fru Melchior derude?" - "Nei, jeg skriver til hende!" - "Var hun nu kommet ind ad Døren, troer jeg, at jeg var besvimet", sluttede A., "men det var naturligvis af Glæde". -Nu veed De altsaa, hvorledes De bliver modtaget, hvis De kommer.

Vi naaede igaar her til Vernex, hvor vi have en smuk, stor Havestue med Solskin og Løvværk for Ruderne, Veranda udenfor og den deiligste Have ned til Søen. Lyset blinker i alle de mørkegrønne Blade, Mandeltræerne staae i Blomsterflor, Figentræerne med nye Frugter, og de mange Rosenknopper begynde at vise det Røde frem. Hængepilene dukke sig ned i den fiintfarvede, blaagrønne Sø, og høit over de helligt hvide Sneebjerge hvælver sig den skjæreste blaa Himmel, saa De vil forstaae, at her er vel værdt at boe. Andersen har det virkelig bedre og føler det meer og mere selv; han har allerede 2 Gange idag spadseret ikke saa kort i Haven og fryder sig med sit Digtersind over al Herligheden hernede. Hans Sliimhoste er stadigt mindre, han taaler bedre at gaae op ad Trapper og er heller ikke saa nerveus som i Begyndelsen af Reisen. Han sover godt om Natten, om han end nogle Gange vaagner, og Appetitten er ordentlig. Vi har endnu i Kaminen, men idag troer jeg, det bliver unødvendigt, og det er tydeligt, at det nærmest er den varme, friske Luft, der skal helbrede ham, saa naar den nu rimeligviis kommer snart, haaber jeg det Bedste. Dr Dor sagde, at han saa meget som muligt skulde være ude, og det bliver ham lettere, fordi han her boer lige ud til Haven. Det glædede os meget at træffe Deres Søn i Vevey, han var rask og saae meget sund og godt ud, dertil var han imod os Elskværdigheden selv. Han har lovet at besøge os her, hvilket jo allerbedst maa vise Dem, at hans Been kan betragtes som helbredet.- Sammen med ham udspeculerede vi, at da 2 Borgermestre i Kongens Kjøbenhavn have været saa opmærksomme at døe, maa Bille faae en af deres Pladser, - han kunde saa vist godt beklæde dem begge to - og saa har vi bestemt, at han skal vie Edmund Salomonsen og Frøken Jensen; jeg veed ikke, om De bifalder denne Plan, thi i saa Fald maa De kunde virke Lidt med til dens Udførelse.

De glæder Andersen meget med Deres Breve, og jeg bliver ogsaa fornøiet, naar de kommer, deels fordi De er saa venlig at sende mig gode Hilsener, deels fordi jeg da hører hjemlige Meddelelser; de kommer som Solskin i fremmed Land. De kjender jo Kirken her i Montreux? Jeg skal hilse Dem fra Udsigten deroppe, jeg var der imorges; det er deiligt, og har vi her naaet Reisens Maal, saa har vi ogsaa fundet det Skjønneste paa hele Veien; vel var Heidelberg forbausende og "Jomfruen" fra Terassen i Bern saa straalende skjøn og reen som om det var hendes hvide Brudedragt, hun var iført; Andersen har jo kaldt Mont du Midi for "et Alter med det evigt hvide Klæde" Brev; "Jomfruen" straaler for mig i Mindet, og naar jeg saa fører hende frem for Alteret her, bliver det et Bryllup, som i Reenhed og Hellighed ikke finder sin Mage paa Jorden; men disse Bjerge staae ogsaa som om de være langt borte ovre i en anden Verden, hvor der er mere luftigt og aandeagtigt end her. Da Andersen idag gik hernede ved Søen udbrød han: "Her er vidunderligt, bare man havde alle Mennesker her." Det samme siger jeg, men er da saa egoistisk nærmest at tænke paa mine Kjære, paa dem, jeg glæder mig ved at kjende og være sammen med, og maa jeg da sige Dem, at De og Deres Familie faaer en god Plads paa Bænkene hernede ved Søen, hvor Baadene gynge sig med Flag oppe, Schweitzerflaget, der minder saa meget om Danebrog. - Andersen vil skrive lidt forneden, derfor siger jeg Dem nu Farvel. Vil De hilse Deres Mand og Børn venligt fra mig, ogsaa Andre som De veed jeg holder af og som vil modtage min Hilsen.

Deres ærbødigt hengivne

Nicolai Bøgh

Kjære Fru Melchior! Ja her kommer jeg med fattige Ord oven paa Bøghs duftende melodiøse Skildring, den han i dette Øieblik læste for mig! - Vi sidde i en Stue, næsten saa stor som Spisestuen paa "Rolighed", derhen, om ikke just til Spisestuen men til hele det velsignede Hjem flyver min Tanke; jeg lægger Hilsener og ikke Blomster i Brevet, deels tør vi ingen plukke ud i vor Have, deels troer jeg at Hilsenerne holde sig end mere friske, vil De strøe disse ud, en heel Haandfuld over Deres Mand, dernæst til Høire og Venstre, til Børn og Venner, læg da Roserne som en Krands om Torsdagsbordet til hver især.

Deres taknemlige

H. C. Andersen

Tekst fra: Niels Oxenvad