H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra Dorothea Melchior til H.C. Andersen 16. juni 1873

Hop forbi menu og nyheder

Dato: 16. juni 1873
Fra: Dorothea Melchior   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Rolighed 16 Juni 1873

Min kjere Etatsraad Andersen!

Deres velkomne Brev af 9de Juni, fra Bern, modtog jeg med megen Fornøielse iforgaars; jeg synes virkelig at det var et betydeligt Fremskridt at De turde vove at oplæse Historier, saa lange, som "den grimme Ælling" og "den lille Pige med Svovlstikkerne". Det kostede Dem jo rigtignok Deres Nattero, men den har De forhaabentlig atter indhentet og da har De jo tillige den Tilfredsstillelse at have glædet en lille Kreds af Deres Beundrere. Læste De paa Dansk - - Samtidig med Deres Skrivelse modtog jeg nogle i Hast skrevne Linier fra Hägg i Berlin, hvor han kun meddeler mig, at "imorgen, (altsaa den 13de) reiser jeg til Glion for at besøge Andersen". Hvad var herved at gjøre? Intet, thi selv om jeg vilde telegraphere til ham, vilde det blive for sildigt, han var maaskee allerede reist derhen. Jeg ved ei engang om han erindrer Carls Adresse i Vevey, saa han er istand til at reise derigjennem uden at see ham; det er nu meget upraktiskt af ham, ikke først at være sikker paa om han endnu vil træffe Dem. Han lovede at skrive udførligt fra Glion og førend jeg hører derfra kan jeg intet udrette til Fordeel for ham og Dem. Skulde De faa hans Ophold at vide og De har Lyst at skrive til ham saa vil jeg gjøre Dem opmærksom paa at det er hans Fødselsdag den 27 Juni. - Imorgen bliver det to Aar siden at vi feirede vor vellykkede Sølvbryllupsfest, hvortil De kjere Andersen havde givet saa rigeligt Bidrag. Fra Dem bragtes os igjennem "lille Pouls Tale" den første Lykønsknings Hilsen og Festen sluttedes med den hjertelige Digtning i Kantaten. Iaar have vi Louise og Anna hjemme, og deri bestaaer Festligheden imorgen, da jeg troer at Anna taaler bedre at være ugenert med os, istedetfor i en større Forsamling. Hun er den elskeligste Patient jeg har kjendt, saa blid og kjerlig, og jeg finder hendes Humeur særdeles godt; hun har ubetinget havt det bedre iaar end ifjor og er det først de sidste 2 Dage at hun har havt et noget længer Anfald af sin Astmah; hun har en paafaldende god Appetit, men taaler ikke at gaa meget langt. Hun er kjørt til Byen med hendes Søster, og derfor benyttede jeg strax deres Fraværelse til at passiare lidt med Dem; men De maa dog vide at jeg allerede nu er bleven afbrudt, ved Besøg af Student Veber og hans nette lille Søster; de kom for at takke for en Indbydelse til Rolighed paa Torsdag, som jeg havde sendt dem ved Oxen, som gjorde Visit her forleden. Veber er bleven raadet til at reise til Middelfart for at bruge kolde Bade, samtidig med at han studerer; han maa ikke anstrenge sig for meget. Han bragte mig en Hilsen fra Dem og bad mig om at sende Dem hans og hans Søsters Hilsen. Fru Lind var her forleden for at faa Deres Adresse, dengang raadede jeg hende at sende Breve til Interlaken, hvorfra De, som klog og øvet General, rimeligviis har beordret dem sendt efter til Brunnen. -

I Løverdags holdt Edmont Salomonsen Bryllup med Frøken Emma Jensen; de bleve viede i Gjentofte Kirke ikke af Bille, som jo rigtignok var saa snilt arangeret af Herr Bøgh og Carl, men han var jo lovlig undskyldt, desformedelst at han ikke blev Borgermester. Jeg hører at Salomonsen ikke har ladet sig døbe, hvilket glæder mig meget, da jeg nok synes at det var et temmelig stort Offer at bringe for at opnaa den Lykke at blive gift med Frøken Jensen. Har De intet hørt fra de unge Brandes? De ere begeistret over Paris, hvor de have været den hele lange Tid, men nu gaa de nok til Vien. - Forleden Dag var lille Alfred Meldal hjemme, han skulde Dagen efter være med at bringe Soldater over til Hall [Hald] og derefter skulde han med Heimdal til Lissabon. Da Harriet hørte det, skrev hun Brev til Consul O'Niel, som hun medgav ham, hvorover han var meget fornøiet. De to indlagte Breve bragte Oxen tilligemed 2 Bøger, som vare sendte til Deres gamle Adresse 1 Sal No 18 Nyhavn. Jeg vilde ønske at de indsluttede en pæn lille Sum Penge fra Amerika, saa kunde det hjælpe lidt paa Reiseomkostningerne. De kan ikke tro hvad det er for en Fryd for mig at have Johannes Børn herude. Charlotte er et elskeligt Barn og har et saa rigt Fond af Kjerlighed som hun spreder ud til alle Sider. Hun elsker Poul og giver ham de kjerligste Navne; og han modtager den Tribut der ydes ham med en sjelden Ro og gjengjelder hendes Kjerlighed med at frede og hygge om hende. - Han er meget opfyldt af at jeg har foræret ham en Krage Unge, som vi have fanget, og som er saa tam at den spiser af hans Haand. Vi have stækket Vingerne og den føler sig meget veltilpas ved at have Lov til at gaa og nippe af Gullerodstoppene og hvad den ellers finder Behag i blandt Havens Frembringelser. Dens kjereste Føde er raat Kjød. Hønsegaarden spiller en væsentlig Rolle i Repertoiret for Dagens Forlystelser, der opholde Børnene sig helst og de tage levende Deel i en stakkels Hønes sørgelige Skjebne, der til alle Tider bliver hugget og mishandlet af Hanen. Det er ganske mærkværdigt at see, fra det første Øieblik at de kom i Huus sammen, har den hadet og forfulgt den, saa den er saa forkuet og angst at den bestandig flygter for den. Hanen gaaer ligesaa stolt og egenmægtig om i sit lille Rige, som den nu meget omtalte Shaen af Persien. - - Nu er Haven i sit deiligste Flor, Guldregn Syrener og de to Rødbøge ere saa bedækkede med Blomster at det lidt i Frastand see ud som en stor Rosenknop, der er næsten ingen grønne Blade at see imellem. - Paa Søndag er det min kjere Mands 57 Aars Fødselsdag; det har været en betydningsfuld Maaned for ham, hvori han førstegang saae Dagens Lys, dernæst d. 30te forlovede sig og senere d. 17 Aaret efter holdt Bryllup. Jeg tænker at samle en Deel gode Venner om Middagen, og da vilde sikkert vore Tanker mødes, vi vilde som ved hver en festlig Sammenkomst tømmes vore Glas for Deres Velgaaende. Igaar vare William og Oscar Block her foruden mange Andre, for at hilse paa Børnene. Fru Lind fortalte mig at Fru Drevsen var taget ud til Stampes, hun sagde at de vare saa ængstelig for at hun skulde faa den Idee at vilde besøge Sønnen i Vordingborg, det vilde ikke blive hende tilladt, da han snarere er værre end bedre. Hvilken ulykkelig Skjebne. - - - Jeg har det noget bedre i de sidste Dage, jeg har ikke rigtig kunnet komme over min nerveuse Tilstand, som har varet med smaa Mellemrum fra Mai Maaned. Jeg haaber at de kolde Bade, som jeg nu tager hver Dag skal gjøre mig godt. Idag er det meget disigt i Luften, men dog 12° i Skyggen. Jeg har besørget Deres Brev til Anna Henriques. Hele Familien fra Pedershøi var Dagen forud paa Rolighed; men de kunde ikke blive da de skulde have Besøg af Componisten Josephson, der var her paa Gjennemreise, og kom derud med Höedt og Sangeren Simonson. - Nær og Fjern havde igaar en ganske interessant Fortælling efter "Revue des deux mondes" "Marjorie Daw" af Aldrich, som jeg kunde have Lyst at sende Dem, da jeg har to Numre af den. Ligeledes læste vi, af Elisabeth Martens, en gjengivent sand Fortælling, "Hvor er hun?" som rigtignok kunde sætte en i en melancolsk Stemning; Det er en heel Fornøielse for os samlede at sidde udenfor paa Verandaen og læse høit for hinanden. Göthe og Heine er for Øieblikket vor mest yndede Lecture. [i venstre margin, s. 8:]Lev nu vel kjere Andersen, min venlige Hilsen til Bøgh og og ikke mindst til Dem selv fra Deres hengivne

DM.

Tekst fra: Niels Oxenvad