Brunnen den 19 Juni 1873.
Kjære, trofaste Ven! Dette Brev maa, efter min Beregning indtræffe paa "Rolighed", Søndag den 22de; det være et synligt Tegn paa at jeg er tilstede, som jeg er det med alle mine Tanker. Der er Fest, der er Glæde i det lykkelige Hjem! Flaget vaier udenfor, Springvandet blinker i Solen, thi Solskin maa der være, og skinner det ikke udenfor saa skinner det indefor, lyser ud af alle Øine! Bordet staaer festligt med prægtige Blomster, selv de smaa Borde ere pyntede, der sidder vist Thea, Emil og Poul! saa mange Venner og Slægtninger Stuen kan rumme have Plads om Bordet og Skaaltalerne, runge som Bord-Musik; gid min Stemme kunde klinge med! - Her i Brunnen ville Bøgh og jeg tømme Skaalen; Husets Middag er her halv Eet, da drikke vi den, medens De paa "Rolighed" sidde ved Frokostbordet; Anna og Louise ere med, de to længesavnede, nu Hjemkomne. Breve flyve vist til Dem i Dag, fra Pyrmont, Vevay, ja rundt om fra; mit Brev komme i Brevflokken! Igaar skrev jeg til Deres Kone, Brevet her, kunde jeg have lagt deri, men da var det kommet en Dag for tidligt, jeg ønsker at det flyver friskt i Deres Hænder. Give nu Gud Dem et lykkeligt nyt Leveaar, bevare i Sundhed og Glæde Dem, Deres fortræffelige Hustru og den kære Børnekreds! Hils alle Kjære fra mig. Mit Humeur er tungt, jeg har skrevet derom til Bille og til Deres Kone, jeg vil ikke gjentage det her i et Solskinsbrev, uagtet sorte Pletter høre jo til Solen. Humeuret ligger vistnok en stor Deel i Befindendet; jeg kan ikke ret komme til Kræfter, bliver strax smertelig berørt ved enhver lille Ubehagelighed. I et halvt Aar er Legemet blevet gammelt og naar Foderalet ikke duer skulde det jo egentligt kastes bort; den Ordre kommer vel om ikke længe, men i Afskeden maa jeg dog sige: Livet har været uendeligt smukt! det er deiligt at leve, at være baaret frem af Vorherre og at have Venner som jeg havde og har! De kjære Ven og Deres ædle Hustru hører til de nærmeste Gud gav mig i mine sidste Levedage! Han bevare og velsigne Dem.
Deres trofaste, taknemlige
H. C. Andersen
Til Hr Grosserer Moritz Melchior
Kjære Hr Grosserer Melchior! Bagefter kommer tyndt Øl, men De vil dog tage venligt imod et velmeent Ønske om et velsignet Nytaar, rigt paa Lykke i Deres Hjem og Held til alt udenfor. Deres Huus staaer for mig som meget velsignet af Gud og De som en sjeldent begunstiget Mand; maatte dette stadigt grundfæstes mere og mere! Jeg haaber derpaa, thi jeg troer, Deres Lykke og Dygtighed har Rod i en Jord, som bestandigt vil kunne nære og fæstne mere og mere.
Her er deiligt nede i Brunnen; jeg har i denne Morgenstund siddet herude paa Altanen og seet over de blaagrønne Bjerge og det sølvgrønne Vand, Dampskib paa Dampskib seiler her forbi og svinder igjen, hvor Klipperne lukke sig i varmt Taageslør. Idag skulle vi kjøre ad en ny Vei hugget ud i Klippen over Søen med Buer og Gallerier, som seer meget maleriske ud, navn[lig] i Solskin. Veien fører over Flüelen til Altdorf, Wilhelm Tells Fødested; man kan nu gaae fra denne Vei lige ned til Tells Kapel. En anden Dag skal vi høit op til Vierwaldstädtersøens Glion, Axenstein, et meget stadseligt, kneisende Hotel paa Toppen af Bjerget her ovenover; et stort Parkanlæg omgiver det, og her søge Folk op og berøve Brunnen dets tidligere mange Gjæster. Nu slipper Papiret op, og jeg har hverken skrevet heelt eller halvt. Vil De tage mod dette med Nøisomhed blot som en venlig Hilsen fra mig med Tak for meget Godt i det gamle Aar. Jeg beder Dem om at hilse Deres Frue og Børn meget.
Deres ærbødigt hengivne
Nicolai Bøgh.
