Dato: 20. januar 1841
Fra: H.C. Andersen   Til: Henriette Oline Collin, f. Thyberg
Sprog: dansk.

116. Til E. og Henriette Collin.

Rom den 20 Jan: 1841.

Min trofaste Eduard! Først nu i Dag kom Deres Brev, det jeg hver Dag med den inderligste Længsel har forventet! Gud glæde Dem derfor! jeg begyndte alt at tænke at Erindringen om mig hos Dem alerede gled bort i Deres Hverdags-Travlhed! - Jeg skriver stram for at De kan sige Deres Fader at det er bedre med mig, meget bedre, end da jeg skrev ham til sidst. De fleste af Landsmændene have været syge, jeg fik Gigt i Hals og Tænder, som jeg aldrig har prøvet det før, endnu er vel min Hals og mit Bryst angrebet, jeg er meget mat, men jeg er dog saa godt, som helbredet. Vinteren er denne Gang meget usund her i Rom; det regnede her i otte Dage, lynede og tordnede, Tiberen gik over sine Bredder og een Nat var der et svagt Jordskjælv. Aften og Morgen er een Grads Kulde, som her er skrækkefigt føleligt, da det op ad Dagen blæser Scirocko og er da saa varmt at det næsten qvæler at gaae med Overtøi. De sidste Dage har Luf­ten været reen, Solen varm, som hos os i Juni og Violerne blomstre i store Masser, jeg har klæbet een fast her i Brevet, den giver De Deres Jette. Af de tidligere Breve til Familien har De vel seet, at min Indtrædelse i Italien ei var behagelig, mindre godt Veir og daarligt Reise[se]lskab. I Rom selv er det den hele Dag, høist interessant at tumle sig, men Aftenen er dræbende; thi, som sagt, her er ei som da jeg sidst var her, noget For­enings Punkt for Landsmændene; de mødes intet Sted om Aftenen, I Theatrene gives altid det samme Stykke; paa Gaden er der intet at see og efter Klokken otte skal det ikke være saa sikkert, dog det troer jeg er Snak. Jeg er altsaa hjemme hver Aften henimod 6; her har jeg, da Holst har bedet mig om at tage Værelser med til ham, en Leilighed paa tre store Værelser, de ere med Muursteensgulv, sorte, dybe Kaminer og meget uhyggelige. Da Rom, for sin usunde Luft i Vinter ikke er saa besøgt, staaer hele Huset tomt, kun en Kone med 3 Børn boe under Taget. En gammel Karl Paul, som tjener min Vertinde, ligger her hver Nat, for som hun219 siger, at jeg kan have Hjælp, hvis noget skulde komme paa; men Paul ligger ogsaa under Taget og er saa gammel at en Dreng kan vælte ham.

- Lysestage har jeg ikke, men en colosal Lampe; naar denne nu er tændt og nogle Viinrankegrene og usle Pinde blusse i Kaminen, sidder jeg tæt op til den og steges paa den ene Side; paa den anden er det iskoldt og jeg har da min Kappe hængt ned over Skuldre[ne] og Hat paa. Det er det hjemlige Custume og det er jeg først ved Erfaring kommet efter er i det rigtigste. Hele Aftenen, hver Dag, kan man ei holde ud at læse i en Bog og det er skrækkeligt hvor da Tiden skrider langsomt. Var Holst efter Aftale kommet, da vilde meget af det Uhyggelige og den hele Eensomhed falde bort, men han kommer ikke, ja hvad han dog skylder mig, han skriver ikke, har ikke sendt mig et Ord fra jeg forlod ham i München; at jeg og alle Landsmændene her finder hans lange Ophold i den tydske By dumt, kan nu være hvad det er; hjemme finde vel Enkelte det et Tegn paa noget ret solidt! »han jadsker ikke Tingene af, den Karl!« - Jeg er vred paa ham! et Brev kunde jeg dog nok fortjene! jeg, som havde glædet mig saa meget til at reise med ham i Italien og senere at gjøre ham det hyggeligt her. Dog nok om det! - Imidlertid seer De, at disse Tilfældigheder og legemlig Smerte forenet med Uvisheden om Maurerpigen nok kunde sætte mig i en ret lidende Tilstand og i denne modtog jeg Deres Faders Brev, som jeg har læst og atter læst, men fik kun det værste Resultat ud. Et Par Dage efter at jeg havde modtaget det, fik flere af Landsmændene Brev, og da i disse ikke et Ord stod om mit Stykke, drog jeg dog220 den For­visning, at det ikke kunde være udpebet, thi sligt vilde jo dog have hørt

til : »interesante Nyheder«! - Et Brev fra Dem vilde altid være mig en Glæde og da nu dette221 Brev ovenikjøbet indeholdt langt bedre Efterretninger end jeg ventede - De seer hvorledes jeg maa have ventet det - blev Brevet mig en Oplivelse! - Et Svar paa denne min Skrivelse vil jeg ikke kunde faae i Rom, da jeg den 23 Februar reiser bort, men skriv da til Neapel og skriv tæt og langt! - Deres Fader maa have faaet to Breve,

som er mig af Vigtighed at de ere komne til ham, eet fra forrige Maaned hvori fulgte en Ansøgning eller Brev til Kongen og et, dateret den 9 Ja­nuar; det blev skrevet under skrækkelige Tandsmerter og Gigt Feber; jeg skrev det Dagen efter (eller endte det) som jeg havde faaet hans Brev. Jeg haaber at jeg før den 23de Februar, har her i Rom et gunstigt Svar. Jeg maa til den Tid have mit Creditiv paa hvad jeg endnu kan reise for, om jeg enten strax fik det af Kongen, eller om det, ved Visheden (?) her om kunde skaffes til Veie; men hele Creditivet, var dette under 200 Spe­cies da skulde det lyde paa Livorno eller Florentz, samt Triest og Wien, var det 400222 Species da foruden disse Steder paa Athen og Paris. - Faaer jeg intet Creditiv da er jeg nødt til, uden at komme til Sicilien, alt at for­lade Neapel midt i Marts og begynde paa Reisen mod Norden; dog alt dette har jeg udviklet tydeligt i det sidste Brev, som jeg haaber er gaaet rigtigt. Mine Breve til Neapel kunde sendes til den dansk-svensk-norske Consul Fleischer eller vel post restante, dog det skal jeg nærmere skrive om. Adam Müller er angrebet for Brystet, men De kan trøste hans Brødre med, at Lægen har undersøgt ham og at hans Lunger ikke ere daarlige, han seer heller ikke saa rødkindet ud og gaaer ret rask! - Af Landsmændenes Breve vidste jeg om Heibergs nye Digte; men fik af min gode Ven E, Collin, en anderledes Anmældelse, end hines Correspondenter have givet; disse sige at de ere »polerede« men »uden stor Kjærne«, meest The­aterhistorier; et Bind Digte af Herts omtales, som uheldige; dog jeg troer gjerne at baade de christianshavnske og herceiske Digte ere mesterlige og det skal glæde mig! - Bladene have altsaa talt ondt om mig, især for min Fortale, - nu, jeg skal see engang at give Dem en Bagtale maaskee det kan bringe Ligevægt i Tingene.

[I Margen 1 Side: ] I Brevet til Deres Fader var en Skrivelse til Mad: Holst, som jeg takkede for hendes Spil.

[I Margen 2. Side: ] Deres Jette gjælder den anden Halvdeel af Brevet! Lev vel! Ingen hænger mere trofast ved Dem end Deres Ven

H. C. Andersen.

Rom den 20 Januar 1841.

Kjære, kjære - Eduards Jette!

Det var smukt og godt af Dem at De skrev! det var de første Ord jeg ude har seet fra Dem! hvad De fortæller om Vulle at hun svøbte et lille Stykke Chocolade ind i en heel Avis fik jeg mig til at lee; det var den første Hilsen fra Hjemmet, som fik et lystigt Træk om Munden! det søde Barn! jeg tænker ogsaa daglig paa hende og naar jeg seer nogle pyntede Romer­børn, ønsker jeg at kunde bringe min Vulle et eller andet Stykke af deres Pynt; især er der nogle uldne Kassekinger der ret staae mig an, men hvor skal jeg faae dem hjem! - Lille Louise husker mit Navn, skriver Eduard, kys hende og lad hende ikke glemme Navnet, Gud veed hvorlænge det vil blive erindret i Danmark! men jeg glemmer jo min egen Datter over Deres Døttre! - den »ikke qvindelige« Maurerpige! - jeg kan begynde at tænke mig at Stykke[t] har forekommet løst, at »Øien-Skuespillet« har været for bredt, - men ganske forkaste det hele Arbejde kan jeg dog ikke! tak Deres Svigerfader fordi han strax skrev, uden hans Brev havde det været for haardt af Eduard at lade mig vente saa længe, som jeg maatte vente! den kjære Faders Deeltagelse gjorte mig ogsaa godt, skjøndt det var mig ligesaa meget om at han - just ved dette Stykke, skulde have havt Ære af mig, som det var mig om min Digter-Ære at gjøre! -

O det, det223 har piint mig, men det skal med den evige Guds Hjelp, oprettes! de christianshavnske Ax skal komme til at bøie sig, som i Josephs Drø[m og]224 jeg haaber de critiske magre Køer skal ikke sluge [de] aandelige fede!

- Dog det er nok billedligt talt og da det seer lidt uvist ud med min øster­landske Reise tør jeg nok ikke tale i Billeder. Hils dem Alle i Amalie­gaden, glem ei Moderen og Jonna; men gaae ogsaa ned i Deres egen Stue-Etage til Deres Fader og Moder og siig at jeg i Tanken ogsaa er der! hils Christian Thyberg, og lad Vulle bringe et venligt god Dag hos Jom­fru Schouboe, samt hos Bülows. - Forleden gaves her paa et af Thea­trene et Stykke med følgende Tittel: Margherita di Waldemar Regina delle tre corone del Nord al castello d ingemar, ossia mezza-notte. Ingen kunde forstaae Ordet »ingemar«, men saa blev vi enige om at det skulde være Ingemann; hvilket Navn Stykkets Forfatter vist havde seet paa en dansk Bog om Valdemar. Hellig tre Konger Dag var stor Fest i Propa­ganda fide; der blev oplæst Digte i 44 Sprog og dog var deri intet skandinavisk eller rusisk; det er unge Mennesker fra forskjellige Lande, som her dannes til Missionærer; komisk var en Dialog mellem to Drenge fra Pegu! det lød bogstaveligt 1) »Kakák! - 2) Smakaki kuk!« - en ung Cali­fornier, der for 6 Aar siden var kommet her til, som Vild, spillede paa et vildt Instrument og sang vildt; tilsidst var der to Chinesere i deres national Dragt; de225 sang og virkeligt sagde »tsching-sing!« - En Æthioper - det var et virkeligt sort Menneske! Kjole, Halsklud, Ansigt, Alt sort, det eneste Hvide var det han vendte ud af Øinene. Dronning Maria af Spanien har her leiet sig det samme Palais i Trastevere, hvor Christina af Sverrig boede. I Søndags blev alle Æsler og Heste velsignet ved Kirken St Antonio; der vare yperlige226 Figurer; en gammel Kone førte et lille Æsel, som der var klinet Guldpapirs Grise paa Bovene; det havde rød Sløife227 paa Halen og selv neiede hun dybt da Vievandet ogsaa kom over hende! i Dag velsignes alle Faarene i Kirken St. Agnese. Bruuns ere komne her fra Neapel hvor de have kjedet sig; vi vare sammen i Mandags ved en høist interesant Procesion i Peterskirken, hvor jeg var tæt ved hans Hellighed Paven. Hertuginden af Cambridge og Regina Maria var ogsaa der. - Jeg studerer Bibelen og Beckers Verdens Historie og læser Bul­vers Rienzi og Göthes Faust, selv har jeg kun skrevet fire Linier i et vee­modigt Øieblik, samt i München et Digt til Louise, lad mig vide om hun har faaet det og hils hende, ja ret saa inderligt, som De kan det! De mange, De i Deres Brev siger De skal hilse mig fra maa De hilse igjen! siig til Frøken Reimer, at jeg hver Dag gaaer ud af Porten for at see om hun kommer. Med Hensyn til Maurerpigen maa jeg tilføie, at det ikke synes, som jeg har Lykke med Døttre, Maurerpigen og Agnete traadte begge frem medens jeg var ude og de staae endnu eensomme i Verden. Søn­nerne have mere Lykke: Improvisatoren, Mulatten, Svinedrengen og Spillemanden, ja dem gaae det godt. Jeg er nu meget angest for de kommende Døttre, og der komme vist Døttre endnu! - Hartmann har jeg skrevet til i Dag, Eduard har vel bragt ham de tidligere Hilsener. Skriv nu De nogle Ord igjen i Eduards næste Brev og faae ham strax til at skrive; husk at jeg reiste den sidste Oktober og først den 20 Januar fik jeg hans første Brev. Lad mig endelig vide om Gottlieb har faaet et Brev dateret Mantua. I Dag har een af Landsmændene faaet Kopper, men i en mild Grad. I Nat var det igjen skrækkelig Torden; hver Avis mælder om Strandinger paa Middelhavet; i Nat er skeet et Overfald, jeg saae i Morges Blodet som endnu stod paa Stedet, men i saa stor en By, er eet Overfald jo intet. Lev nu glad og vel hils alle vore Kjære.

Deres gamle Ven

Digteren.

Tekst fra: H. C. Andersens Brevveksling med Edvard og Henriette Collin