Dato: 3. juni 1874
Fra: I. P. E. Hartmann   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Kjæreste Ven!

Hvad skal jeg anføre som Grund til at jeg ikke lige strax efter d. 2_e lod høre fra mig? Intet, som sædvanlig, aldeles Intet, jeg selv kan lade gjælde for Undskyldning, undtagen dette ene, at jeg den første Uge efter Festen var saa overvældet af Indtrykkene som den havde gjort, at jeg bogstavelig Intet kunde undtagen hvad jeg netop skulde; Dagen selv gik let nok for mig, og jeg mærkede i Grunden ikke til nogen AnstrængeIse fra Morgen til Aften, men bagefter kom Reactionen, som vel naturligt er. Nu sidder jeg paa mit lille hyggelige Værelse i Nærum, og overseer det Hele som et smukt Eventyr, fortalt mig til Gavn eller til Skade, alt eftersom jeg selv forstaaer at opfatte det rigtigt, eller i Daarlighed; jeg haaber at Gud, som har taget mildt og naadigt paa mig alle Dage, vil lære mig det første.

At give en detailleret Beskrivelse over Festen paa Skydebanen er jo nu overflødigt, efterat Aviserne have givet Referater derom, som i mange Henseender forekom mig for vidtløftige. Naar man seer Taler, som kun ere Fostre af Øjeblikket og den Stemning som de ere fremkomne i, gjentagne paa Tryk næsten ordret, "bliver man lidt flau derved"; men ligerneget! Mindet om Dagen og om al den Godhed og Venlighed som vistes mig, vil jo aldrig nogensinde kunne udslettes. Tak for Din deilige Sang, ligesaa skjøn for Alle som kjærlig mod mig; den Jubel, den fremkaldte, ikke blot bagefter men ogsaa mellem Versene, var den smukkeste Tak der kunde bringes Dig derfor; ogsaa haaber jeg at Du gjennem Holst" har modtaget den Hilsen fra hele Selskabet, som han lovede at bringe Dig. - Jeg reiser paa Lørdag til Aarhus for at bivaane en Sangfest, som afholdes der Søndag - Tirsdag i næste Uge; egenlig havde jeg nu gjerne ønsket Ro; men det er en gammel Indbydelse til Gade, Heise og mig, som vi har lovet at efterkomme, og hvor man vel ikke godt kan svigte uden egenlig Nødvændighed.

Thora var henrykt og rørt til Taarer over Dit Brev; hun hilser kjærligst og skriver selv een af de første Dage.

Gid nu den rene Landluft og end mere de personlige og kjærlige Omgivelser, hvori Du lever, ret maatte virke velgjørende paa Dig. Jeg tør vel nok bede Dig bringe en Hilsen fra mig til den ærede Familie paa Holsteinborg, med Bevidnelse af fuld Høiagtelse, og desuden af Tak fordi den holder af Dig; men hvem gjør ikke det?

Ingen mere end

Din trofaste

I:P:E:Hartmann

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost