H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra Waldemar Raaslöff til H.C. Andersen 29. juni 1874

Hop forbi menu og nyheder

Dato: 29. juni 1874
Fra: Waldemar Raaslöff   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Dresden den 29. Juni 1874

Kjære Herr Conferentsraad!

Det er atter meer paa min Datters end paa egne Vegne, at jeg idag har den Fornøielse at tilskrive Dem, men heldigvis er det dog ikke Sygdom, som denne Gang forhindrer hende i at besvare Deres sidste, venlige Brev af 6te ds. - kun Forretningernes Mangfoldighed! - og da hun forudseer , at endnu 2 à 3 Uger maae hengaae, inden hun tør haabe at kunne komme til selv at tilskrive Dem, har jeg - med stor Fornøielse, det kan jeg forsikkre Dem - paataget mig at bringe Dem hendes foreløbige Tak for Deres Brev, og en meget hjertelig Hilsen fra os Alle. Reisen til Italien ligger nu allerede langt bagved os; men dog er Erindringen om den meget levende, og vi dvæle ofte og med Glæde ved den. Min Datter meldte Dem udentvivl, at vi havde det godt i Rom, om end Klimatet var mindre behageligt; men jeg troer ikke, at hun fortalte Dem om mit Besøg i Klosteret Buonoventura, hvor jeg opsøgte Küchler for at bringe ham Deres Hilsen, over hvilken han glædede sig meget. Khrre. Kjær, som ogsaa hjerteligt gjengjælder Deres Hilsen, førte mig derud. Vi fandt Küchler vel og munter - en Barnenatur forekommer han mig at være - og med Sindsro imødeseende det Øieblik, da han og de andre Munke ville blive fordrevne fra deres Kloster, nærmest fordi Rosas vil foretage omfattende Udgravninger paa Klostrets Grund. Det er meget heldigt for K., deels at der er ham tilsagt en Pension fra Kunstacademiet, og deels at en Ve i Rom har tilbudt ham en fri Bolig; thi ellers vilde han være ilde nok faren med de 120 Francs i Papir - altsaa omtrent 105 Frs. i Guld - som den italienske Regjering har lovet at betale ham, saalænge den kan, hvilket vel sagtens ikke vil være ret mange Aar; thi Nationalbanquerotten synes at nærme sig med stærke Skridt. Som det er, rammer altsaa Grusomheden ham kun derit, at det bliver ham saa godt som umuligt at fortsætte sin hidtidige Levemaade og at opfylde det Løfte, han aflagde, da han traadte ind i Ordenen; men Sligt kommer jo slet ikke i Betragtning i saa liberale Tider, og det, uagtet Intet vilde have været lettere end efterhaanden at samle Munkene i enkelte Klostere indtil deres Død. K. havde Intet i sit Atelier, da saavel hans som Klosterets bedste Malerier vare blevne flytede - hvorhen, sige de ikke - for at den italienske Regjerings Agenter ikke skulde forefinde dem, naar de tage Klosteret i Besiddelse. Af organiseret Tarvelighed mindes jeg ikke at have seet Noget, der kunde sammenlignes med K.s Kloster, saa at Munkene, med Hensyn til, hvad Bonden hos os kalder "Levemaade", neppe ville tabe ved at jages ud i Verden.

Jeg maa dog ogsaa fortælle Dem lidt om en Privat-Audients som den hellige Fader lod mig blive tildeel. Grev Paar havde arrangertet det isaahenseende Fornødne, og jeg havde den Lykke at være idetmindste en halv Time aldeles ene med denne venerable, men dog muntre, jeg kunde næste sige joviale Olding, som henriver ved sin Elskværdighed, medens han imponerer ved sin store Godhed, sin Resignation og sit gudhengivne Sind. Vi talte om Alt, hvad der bevæger Nutiden, altsaa naturligviis ogsaa om den Forfølgelse af den catholske Kirke, som Bismarck har sat i Scene - hvorfor, har endnu intet Menneske kunnet sige mig - men der kom ikke et bittert Ord fra ham.

Imidlertid imponerer han ikke ved sin Forstand eller ved en høi Opfattelse af Begivenhederne, tvertimod er denne naiv og barnlig, og hver Udtalelse vilde ikke kunne taale en skarp Kritik. Da jeg havde svaret bejaende paa hans Spørgsmaal, om jeg kjendte de forende Stater, talte vi endeel om de, og han kom da ogsaa til at sige: "Mais ce sont des drôles de gens ces Américains - voilà qu'il-y-en-a qui prétend etre chrétiens et qui cependant ne veulent pas se faire baptiser - mais comment peut-on être Chrétien sans être baptisé?" Han indrømmede med Fornøielse, at Kirken ikke led nogen Forfølgelse i de forenede Stater, men da jeg yttrede, at dette vistnok især havde sin Grund deri, at der var Staten og Kirken fuldkommen adskilte, og at man maaskee heri havde det bedste - fordi det eneste - Middel til ogsaa i Europa at afværge al Krig imellem Stat og Kirke, - søgte han ved nogle ligegyldige Yttringer snarest muligt at komme bort fra et saa "verfänglich" Spørgsmål. Han omtalte med stor Interesse Kongens, Dronningens, Prinds Valdemars og Prindsesse Thyras Besøg og medgav mig Hilsener til den kongelige Familie, hvilke jeg haaber han paa Eftersommeren at faae Leilighed til personlig at overbringe. Paven saae forresten meget vel og munter ud, og hans Omgivelser fortalte mig, at det frivillige Fangenskab i de første 6 Maaneder havde generet ham meget, da han pleiede at færdes meget i Luften, og truede med at indvirke meget skadeligt paa hans Helbred; men at han efter denne Prøvelsestid - vel fordi han havde indrettet sin hele Levemaade derefter - havde befundet sig meget vel, og forsaavidt man tør gaae efter hans Udseende, sagde de høiærværdige Herrer sandt. Jeg kaldte hans Fangeskab et frivilligt, da det er det i materiel Forstand; men i moralsk Forstand maa det dog vistnok indrømmes at være "ufrivilligt", da han ikke kan gaae udenfor Vaticanet og dets have, uden ved hvert Skridt at træffe paa Indretninger, Foranstaltninger - faits accomplis - som han intet Øieblik har undladt at protestere imod, - og saaledes stiltiende at anerkjende en Tingenes Orden, som han betragter som ulovlig, og paa hvis Varighed han ikke troer. Dertil kommer, at han vilde overalt finde Murene bedækkede med Viser, med Karrikaturer, som angribe Alt, hvad han anseer for helligt og ophøiet, og han vilde ved roligt at spadsere omkring imellem slige "horreurs" bidrage ikke Lidet til end yderligere at forvirre Befolkningens Begrebet, og til at berøve sig selv den "prestige"; som han nu unægtelig er i Besiddelse af. - Naar man overhovedet indrømmer, at der gives andre Fængsler end dem, der omsluttes eller dannes af Mure og jernbeslagne Døre, saa troer jeg ogsaa, man maa indrømme, at Paven ikke ganske uden Grund betragter sig som Fange. I ethvert Fald bringer han selv det største Offer for denne Fiction og bærer den med uforlignelig Værdighed. Det synes utvivlsomt, at han for Victor Emmanuel personlig har un vrai faible, saadan som Forældre sommetider have for dem af deres Børn, der opføre sig slettest; men denne Følelse er i ethvert Fald aldeles personlig og dækker ikke hans Regjering, om hvilken le très-saint Pêre km itl at sige (i hvilken Forbindelse erindrer jeg ikke nøie): "-mais il faudrait pour cela de la dignitè, et c'est justement ce qui manque absolumetn à ce gouvernement". Antonelli, med hvem jeg ogsaa havde en længere, og i mange Henseender interessant Samtale, gjorde mig imidlertid kun Indtrykket af en snu Diplomat og Verdensmand, og indgjød mig derfor hverken speciel Interesse eller Respet. - At exc. Baron Holsten-Carisius ogsaa var i Rom i vinter med Frøken Bülow, og at denne blev meget syg i Neapel, har De vel allerede erfaret; forhaabentligen ere de nu begge retournerede til Danmark. Et interesssant og meget behageligt Bekjendtskab gjorde jeg i Deres Ven, Etatsraad Birch-Reichenwald fra Norge, et Bekjendtskab, som jeg ret meget haaber og øsnker at kunne fortsætte trods Afstanden. Etatsraad Bravo var vel og munter og anbefaler sig til Deres venlige Erindring. Ligeledes Prindsesse Pignatelli, som converserer sig ganske mærkværdig godt, og hvis Svigersøn, Prinds Pignatelli-Pignatelli, hefen for Familien, er en meget vakker Mand. - Men nu tør jeg virkelig ikke fortælle Dem Mere om Italien af Frygt for, at jeg skulle tage Vinden ud af Seilene paa mine Datter. Lad mig derfor endnu kun omtale, at vi fra Triest af (hvor jeg traf en Frøken Konow - en Datterdatter af Oehlenschläger - hos hendes Onkel, vor derværende Consul) besøgte Slottet Miramar, som Keiser Maximilian har bygget og beboet en kort Tid, inden han gik til Mexico. Noget mere Fuldendt har jeg aldrig seet - hvor Kunsten er kommen en deilig Natur tilhjælp uden at fordærve Noget, og hvor meget store Summer ere blevne udgivne med saa stor Skjønsomhed, og hvor der hersker en saadan Harmoni overalt, at man næsten maa tvinge sig til at see, hvor kostbart det Hele virkelig maa have været. Men man kan ikke besøge dette Sted, vandre igjennem disse Værelser, fulde - det ene mere end det andet - af Gjenstande, der erindre om den ulykkelige Keiser og den endnu ulykkeligere Keiserinde, uden at gribes af meget vemodige Følelser. Slotte bliver nu vedligeholdt som et Slags Gravmonument; det tilhører Keiseren, og det kan selvfølgelig ikke beboes af Nogen. Naar De engang kommer i hine Regioner, maa De endelig ikke forsømme at besøge dette Slot - det eneste i sit Slags, og det i alle Enkeltheder meest Fuldendte, jeg nogensinde har seet.

Og dermed maa jeg slutte for idag, hvis jeg ikke vil tilskrive Dem en heel Bog. - Hvormeget vi have glædet os over de gode Efterretninger om Dem selv, som fandtes i Deres Brev til min Datter, - og som desuden selv var et Vidnesbyrd om, hvormeget De er gaaet frem i Sundhed og kraft - behøver jeg jo ikke at forsikre Dem om, ligesaalidt som om den store Glæde, det vil være for os Alle ret snart atter at høre fra Dem, og da at erfare, at de gaaer fra miuex til mieux.

Jeg formoder, at dette Brev vil finde Dem paa "Rolighed", og jeg beder Dem da at ville bringe Deres elskværdige Vært, Værtinde og øvrige Medlemmer af Familien en meget hjertelig og oprigtig Hilsen fra os Alle; og dermed: Lev ret vel, og behold i uforandret venskabelig Erindring

Deres hengivne

V. R. Raasløff.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost