Dato: 27. januar 1841
Fra: H.C. Andersen   Til: Bernhard Severin Ingemann
Sprog: dansk.

Rom den 27 Januar 1841

Hvor tidt er ikke De og Deres hyggelige Hjem i min Tanke! naar man ret er fremmed mellem Fremmede skjønner man paa Vennerne! hvor god og kjærlig har De ikke altid været mod mig, hvor godt har ikke Deres Kones hele Personlighed virket ind paa mig de faae Dage jeg har havdt Rast og Hvile i Sorø. Tak for det venlige Brev De ved min Afreise skrev mig til, bring ogsaa den ædle Hauch min Tak for hans Skrivelse; lad ham læse dette Brev, thi skrev jeg nu strax til ham, vilde [overstr: jeg] jeg kun kunde melde det samme han her hører fra mig, senere skal han faae Brev selv. Jeg vil nu skizzere Dem min Reise her til, før jeg taler om hvorledes jeg har det. Der var meget der tyngede mit Hjerte, meget der drev mig fra Hjemmet. Da Holst 14 Dage, før jeg, reiste, gjorte hans unge Venner et Festgilde for ham hos Ferrini, Øehlenschlæger og jeg skrev Sangene; at han havde en saadan Afskeds Fest var det, begriber jeg jo, der bragte mine unge Venner til at gjøre det samme for mig. Jeg leed mere den Aften, end nogen troer. Afskeden fra Collins var mig den tungeste, det er jo mit Hjem, og jeg veed at jeg betragtes der, som Søn og Broder. Søe-Reisen var stormfuld og uhyggelig; paa Breitenburg hvor jeg først tog hen fandt jeg saa kjærlig en Modtagelse at det ret gjorte mit Sind godt. Der var ogsaa endnu smukt Veir og Løv paa Træerne. Excellensens ældste Broder lever her, han har i 60 Aar været vanvittig og sees kun en bestemt Time i Haven, med sin Ledsager, men hver Nat banker han visse Slag paa Dørene i sit Værelse; jeg laae ikke langt derfra og hørte hver Nat denne Banken, og tænkte da; om mange Aar vil Overtroen her synes at høre disse Slag jeg [overstr: hø] nu hører i Virkeligheden. Den berømte Klaveerspiller Lizst var i Hamborg; hans Spil tiltalte særdeles min Phantasie, men virkede [overstr: sl] slet ikke ind paa min Følelse; selv forekom han mig ved Claveret, som en Dæmon, hvor Instrumentet var en Pinebænk, men Tonerne den Sjæle-Smerte dette aftvang ham. Efter et kort Ophold i Braunschweig gik jeg til Magdeburg for derfra, første Gang i mit Liv at gaae med Damp paa en Jernbane. Det interesserede mig i høieste Grad; vi fløi 16 Miil i 3 1/4 Time! den ene By syntes at ligge ved Siden af den anden! saaledes kan jeg tænke mig en Medea jage paa sin Trold-Vogn henover Jorden. Det gamle Nürnberg med sine gothiske Huse, sine Metal-Springbrønde og hele sit midelalderske Præg staaer endnu saa levende i min Erindring at jeg kunne endnu give et [overstr: levende] beskueligt Malerie deraf. Her og overalt hvor jeg kom, mødte jeg en Gjæstfrihed, en Hyldest kan jeg næsten sige, som forbausede mig; jeg vidste nok at jeg var kjendt og yndet i Tydskland, men jeg har seet at det er mere, end jeg turde tro. - I München fik jeg strax af Theater-Intendanten [overstr: mig] en Indbydelse til hver Aften at gjæste Theatret; jeg kom i flere Familier og de bekjendte Kunstnere Stieler og Cornelius behandlede mig næsten, som en yngere Ven. Her i denne By fandt jeg ogsaa, hvad der fornøiede mig, en Lomme-Udgave af udenlandske Klasikere hvori,- tænk engang, man havde optaget min »Improvisator«, rigtignok en daarlig Oversættelse. Jeg havde det saare godt i München, men her var ikke mit Blivested, jeg higede efter Italien; Holst havde aftalt med mig i Danmark at vi fra München skulde reise sammen, og jeg glædede mig virkelig[overstr: t,] som et Barn, at jeg skulde kunde vise ham al det Skjønne jeg kjendte i Italien, han havde, da jeg kom til München været der alt 14 Dage, jeg vilde kun blive otte til, men for at føie ham, skjøndt det var mig meget imod, lagde jeg endnu otte Dage til mit Ophold, at vi saa kunde følges ad; men da den Tid ogsaa var endt, var vi lige nær og saa reiste jeg alene. I den deiligste maanklare Nat, i skingrende Frost, kjørte jeg over Brenner; enkelte Stjerner stode saaledes, at de syntes at berøre Bjergene, der vare belagte med Snee og Stjernerne saae da ganske ud, som blussende Fyr paa Fjeldpyndten.- Meget Prellerie, slet Veir og daarligt Reise-Selskab gjorte, at jeg maatte samle al min Kjærlighed til Italien for at bevare mit Humeur. Jeg gik over Verona, Mantua og Bologne til Florents, Po-Floden havde efterladt en uhyre Dynd-Slette efter sidste Oversvømmelse. Regn og Storm ledsagede mig, sædvanligt; først i Florents var det Italien som det lever fra sidst i min Erindring; her havde jeg det ogsaa et Par Dage godt og Solen skinnede saa varmt. Den medicæiske Venus forekom mig at være blevet skjønnere siden sidst. Alt var mig saa bekjendt, saa hjemligt; der laae kun en Nat med en lang Drøm mellem dette Øieblik og sidst. I Galleriet var et Malerie, jeg aldeles [har rettet til:] havde overseet sidste Gang jeg var her, nu tog det da ogsaa den første Plads hos mig; jeg veed ikke om De mindes det; Ideen er det her, som gjør den store Virkning. Det er et Malerie af Florentineren A. Bronzino, det forestiller Christus, som stiger ned i Underverden til - ikke Fordømte, men til Hedningerne; Udtrykket af Forventning, Uvished og Haab er ypperligt givet. Ingen have Visheden uden Børnene, man seer deres Glæde; to omfavne allerede smilende hinanden, og een hjælper en anden op til sig, i det hiin peger paa sig selv, som om han sagde: jeg skal i Himlen. Kirken St Croce glemte jeg ikke at besøge; men mere end ved Dantes, Alfieris, Michel Angelos og Machiavellis Grav følte jeg mig bevæget foran Gallilæi; jeg saae paa den rødmalede Stige i hans Vaaben og tænkte, ja af en gloende Stige gik Du til din Udødelighed, en gloende Stige er Veien for hver, der ikke vil den slagne Hverdags Vei. Det indignerede mig at see, at der paa Gallilæi Huus stod en Indskrift om en af de senere Hertuger, at "han fandt det ikke under sin Værdighed at gaae ind i dette Huus og see det!" Fra Florents tog jeg med Veturin over Perugia; men nu begyndte det slette Veir og vi havde en Engelænder, der var det meest uforskammede og utaalelige Menneske jeg endnu har mødt. Han var os alle til Plage; og lige saa lystig, som han kan tage sig ud i en Roman, lige saa gruelig var han at være 6 Nætter og Dage, sammen med; han tog de bedste Stykker af vore Talerkner, behandlede os alle, som sine Tjenere og da jeg tilsidst blev kjed deraf var han uforskammet; Regnen skyllede ned, Veiene gjaldt ikke for at være sikkre og kun langsomt kom vi frem. Netop den Aften min Tragedie Maurerpigen spilledes første Gang, som jeg senere har lagt mærke til, var det mig den / piinligste Aften; vi skulde da have naaet til Nepi, men Mørket faldt paa og Veturinen erklærede at han ei kunde sikkre os for Overfald, vilde vi ei blive i Civitta [overstr: vechia] Castelane og derfra næste Morgen tage Eskorte; flere Overfald havde i den sidste Tid fundet Sted ved Nepi. Vi kom altsaa til Castelane og fik Logi i et usselt Osteria hvis Bygning for nogle Aar siden havde været Kloster; jeg skulde have sovet med Engelænderen, men foretrak at ligge paa tre Stole i en halv aaben Stald og var alt i mit Logement Klokken 8. Endelig, Løverdag-Eftermiddag Klokken 3 den 19 December rullede vi ind af porta del popolo i det gamle Rom. Den meget Sygdom her, De veed det borghesiske Huses store Sorg, holder de fleste Reisende iaar til Florents og Neapel; Landsmændene skaffede mig derfor snart Logie, og da Holst havde bedet mig at tage et Par Værelser for at han kunde fløtte ind til mig naar han kom, fik jeg en Etage meget billig, men i et aldeles forladt Huus, hvori jeg, paa Undtagelse af en Kone med to smaae Børn, de boe under Taget, er eneste Beboer. Hele Dagen tumler jeg mig i Gallerier, Kirker og Ruiner, men om Aftenen er jeg hjemme og ganske ene. Der er intet Sted Landsmændene samles om Aftenen, denne er derfor noget clostermæssig; i Theatret gives altid samme Opera, og Rom, veed De, er ei af de Byer, hvor der om Aftenen er Spadseren paa Gaderne. Nu er mit Hjem stort og uhyggeligt; jeg maa sidde tæt op til Kaminen og saa have min Mantel over den anden Skulder, for ei at fryse paa den ene Side medens jeg steges paa den anden; saa læser jeg eller noterer hvad jeg har seet, men det bliver dog Aften for Aften noget eensom, thi Holst er da ikke kommet endnu (den 27 Januar) ja har ikke engang skrevet mig et Par Ord til. Fra Nytaars Aften har jeg saa godt som til de sidste Dage været angrebet af Gigt i Hals Hoved og Tænder, det var et Par Nætter [overstr: var] saa voldsomt at jeg de følgende Dage fuldkommen havde Feber deraf; jeg var meget lidende og just da indtraf Brev fra Collin, hvori blev mældt mig at Maurerpigen ei tog sig ud paa Theatret, at Indtægten blev høist ubetydelig og at Stykket selv efter tredie Forestilling var lagt hen. Jeg havde ventet meget af dette Arbeide, ei som Digterværk, men som dramatisk Product. Min Reiseplan synes nu ogsaa med det uheldige Udfald at maatte overskjæres, dersom ikke Kongen giver mig noget; ved Afreisen, sagde han af sig selv, at [overstr: han] jeg kunde blive løst hjem, kom jeg i Forlegenhed, men jeg vil ikke komme i Forlegenhed men heller i Tide sige stop! nu har jeg skrevet Kongen til, og sagt at det beroede paa ham hvorlænge jeg kunde være ude, og hvorlangt jeg skulde komme, men jeg maatte vide det i Slutningen af Februar, dels for at benytte Aarstiden, dels for ikke at reise længer, end at jeg ved mine egne Penge kunde kom hjem, fik jeg ingen Hjælp. Kan jeg bringe 400 Species til Veie da gaaer jeg i Marts til Grækenland, Smyrna og Constantinopel, og det er mig af uhyre Vigtighed, men man kan jo ikke tale om sit aandelige Udbytte, som om det var andre Varer der skulde hentes. Dem kan jeg sige hvad der driver mig mod Orienten, De som først har vakt min Kjærlighed til den store Idee, der over et Aar har levet og rørt sig i mig. / Jeg vil skrive en Ahasverus. Alt før jeg digtede Maurerpigen samlede jeg mange Materialer til Ahasverus, men følte mig ikke stærk nok til at udtale det jeg vilde. Hvor tidt har ikke dette Kjæmpebillede anstaltet sig for mig; det har været mig som en Skat jeg skulde hæve af min Sjæl, men altid naar jeg troede at have den vel oppe, sank den endnu dybere. Den sidste Maaned her i min Aften-Eensomhed og paa enlige Vandringer er det Hele kommet i større Klarhed, jeg har endogsaa faaet hele Skizzen tydeligt ned paa Papiret og vil Gud jeg lever, da skal jeg dog engang skrive et ordentligt Værk, om ikke fuldkomment, saa dog værd at see til. Det er mig i dette Øieblik, som om alle mine tidligere Arbeider kun havde været Studier til dette - o maa jeg dog ret kunde hæve heel min store Skat! Ahasverus vil blive fire Tragedier, Jødedommets Undergang, Hedningdommets Fald, Middelalderen og vor Tid. Dog, ved disse Benævnelser, der ikke engang klart nok betegner min Plan, vil De intet Begreb faae om det Hele. - Men nu er her snart ikke Papir meer! Conrad Rothe og Adam Müller beder mig hilse Dem og Deres Kone. Müllers Bryst er meget angrebet, men Lægen giver meget Haab. Nytaarsdag saae jeg i det pavelige Capel Dronning Maria af Spanien og Don Miguel, de vare kun skildte fra hinanden ved en tynd silke Væg; de vare her blevne Naboer igjen. Vinteren er ikke god; skrækkelig Regn; Lynild og Torden have vi hver anden Dag, Tiberen har været over sine Bredder og hele Getto stod under Vand; een Nat var her et svagt Jordskjælv og frygtelige Virvelvinde; imidlertid have de sidste Dage igjen været milde og varme, som hos os i Juni; - Jeg vil blive meget glad om De efter Modtagelsen af dette Brev skrev mig til, jeg er i Neapel sikkert til den 16 Marts, et Brev derhen bruger fra Sorø 21 Dage. Vil De skrive Neapel postrestante. Hils Deres Kone, bed Hauch hilse sin og tænk begge venlig paa mig.

Deres hengivne H.C. Andersen.

[Tilføjelse i margen s.3:]

I disse Aftener har jeg her læst Deres Prinds Otto, tak for den, her nød jeg den bedre, end hjemme.

Tekst fra: Solveig Brunholm (microfilmscan 14, 179-82)