Dato: 28. januar 1841
Fra: H.C. Andersen   Til: Chr. Høegh-Guldberg
Sprog: dansk.

Rom den 28 Jan. 1841.

Vel er jeg en meget omflagrende Fugl, men min Tanke er dog i sin bedste, hyggelige Time i Hjemmet hos alle mine Kjære. Den kommer oftere til Dem og Deres Kreds, end De vist troer; i Aften vil jeg lade det blive mere legemligt, et Brev skal være Puppen som gjør Dem min Tanke synligt. Jeg forlod virkelig aandelig lidende Kjøbenhavn; den sidste Aften der havde mine Venner arrangeret et Festmaaltid for mig hos Ferrini; Ørsted, Collin, Øehlenschlæger og flere Ældre hædrede mig der, som deres Ven, men dog leed jeg i mig selv den Aften meer end man troer, og hvorfor – ja, De veed jo nok om Romernes Templer, om endogsaa hver Alter viiste aabent sin Gud, eet stod dog for en usynlig. Mit Ophold i Tydskland var kort, kun paa 5 Uger, men jeg erfarede at jeg der havde et langt større Publicm, var langt mere kjendt og yndet, end jeg før turde troe. Overalt mødte jeg Beviser herpaa. Hos Rantzau Breitenburg havde jeg det ypperligt de faae Dage jeg endnu var paa dansk Grund. I Braunsschveig, Leipzig og Nürnberg fandt jeg Gjæstfrihed hos Mennesker der kjendte og elskede Digteren, uden at have seet Mennesket. Som de interesanteske Momenter maa jeg fremhæve at jeg (i Hamborg) hørte Claveerspilleren Lizt og (i München) Thalberg; den første behagede mig meest; han er genial og eiendommelig, den anden mere klog maaskee, mere correct, men jeg gik koldere fra ham. I München blev jeg af Intendanten strax indviteret til hver Aften at besøge det kongelige Theater, jeg kom ind i mange Familier og hvad der overraskede mig, jeg fandt her i en lille Udgave af udenlandske Clasiskere, at man havde optaget min Improvisator. Digteren Holst boede jeg sammen med her i 14 Dage, doppelt saa lang Tid, som jeg havde bestemt, men han havde lovet mig efter denne Tid at vi skulde gjøre vor Reise sammen; da Tiden var omme var han endnu ikke beredt paa at tage af sted og saa reiste jeg alene gjennem det besneede Tyrol; Brenneren kjørte jeg over i en skingrende Frost men i deiligt Maaneskin; saasnart jeg naaede Botzen stode Træerne endnu med Løv og i Verona var det sommerligt og smukt, men nu fik jeg Skylregn og daarligt Reiseselskab og med disse Plager forfulgtes jeg lige til Rom. Ved Mantua hvor jeg var en Dags Tid, saa der ganske krigerisk ud, saaledes samlede man her Proviant og holdt sig beredt. Posthuset her var et ophævet Kloster og Vognskuret var i Kirken, der hvor Alteret havde staaet var nu det Sted, som man har i ethvert Huus, men ikke besøger uden af Nødvendighed. Det stødte meget min religiøse Følelse. Jeg saae endnu betydelig Spor af Po-Flodens Oversvømmelse. I Bologne var det ganske, som en slet dansk Sommer, Alt var grønt, men her var Regn og Kulde. Først i Florents havde jeg det italiensk! Jeg kjendte hver Gade, hver Kirke fra sidst; jeg følte mig saa hjemme i Gallerier og paa Promenader. Kirken St Croce kan De troer har en Samling af Grave, der vise jordisk Storhed i Aandens Rige; Side ved Side hviler her Michel Angelo, Dante, Alfieri, Machiavelli og Gallilei. Med Veturin tog jeg Veien til Rom over Perugia, men Veiret var slemt og vi havde en engelænder, der plagede os alle, saa Reisen var en sand Marter. Han havde en Raahed, en Uforskammethed, der tid var naragtig original, men ikke til at taale; Maden tog han af vore Talerkner, røvede det Bedste fra Kjøkkenet og bragte ethvert Huus i Oprør. Komiskt var det ellers i Terni, at da vi der kom saa seent at det var umuligt at faae Vandfaldet at see, forlangte han en Løgte for med denne at tage afsted for at betragte det. /

Løverdag den 19 December Klokken 3½ rullede jeg ind af porta del populo i det gamle, evige Rom. jeg flyttede strax Dagene efter Ankomsten ind i en lille Gade via purificatione, hvor jeg, da her formeddelst den megen Sygdom er faae Fremmede i Rom, fik en heel Etage at tumle mig i, Huset selv er ganske øde, Verten boer i andet, saa jeg maa ordenligt stænge til og see efter om Altanen, thi aldeles sikkert er her ei i Rom. Hver Dag bringer sit aandelige udbytte, men Aftenen er lidt ensom. Landsmændene mødes intet Sted og jeg er saaledes mutters ene hver Aften i en stor steensgulvs Sal, med en Kamin der kun steger paa den ene Side, medens den anden føler Kulden ind af de sprukne Døre. Fra Nytaar til omtrent den 15de har jeg ogsaa været noget syg, lidt skrækkeligt af Tandpine og Gigt i Hals og Hoved, et Par af Landsmændene have ligget af Kopper, og Veiret har været mærkværdigt slet. Det vil sige ikke koldt, som i Danmark, men Skylregn og slappende Scirocco; Virvelvinde der rive Tagene af Huse, som om det kunde være i Mariboe, Torden hver Nat og eengang Jordskjælv. Tiberen løb over sine Bredder gik ind i Jødeqvarteret og satte Kirken santa Maria della rotunda (Panteon) under Vand. Nu er det igjen klar Luft, Solen varmer som hos os i Juni og Roser og Violer mylre frem. Nytaars Dag var jeg i det sextinske Kapel og saae der, kun skildte fra hinanden ved et Gardin, Don Miguel, der seer noget medtaget ud og Dronning Maria Christina af Spanien. Enkedronningen af Sardinien møder jeg hyppig, vi have omtrent samme Promenade. Dronning Christina fløtter nu ind i det Palaids den svenske Christine har beboet. – hellig tre Konger Dag var jeg i Propaganda, hvor Børn og unge Mennesker opdrages til at blive Missionærer; hver enkelt oplæser her et Digt i sit Fædrelands Sprog og saaledes hørte jeg da her 44 Sprog hvori blandt det fra Pegu klang høist comisk. En ung Mand, derfor 6 Aar siden kom her til aldeles vild, fra Californien, foredrog ene af de Vildes Sange. En Æthioper, der var sort i Skind og Kjole og ikke havde andet hvidt end det han vendte ud af Øinene, gav os en Prøve paa æthiopisk Poesi. To Chinesere i deres Nationaldragt holdt en Dialog i det Chinesiske. I Theatrene spiller Publicum den lystigste Tolle; deres laconiske Replikker gjør stor Virkning; forleden var Kritikken over en Ballet kun den at de Alle skreg et frygteligt "Uh!". – To eiendommelige og smukke Gravskrifter jeg i Dag netop fandt i Kirken Maria del angeli kan jeg ei lade være at afskrive, da de vist ville tiltale Dem, som de have fraperet mig, de ere et Par hundred Aar gamle.

a)

Virtute vixit.

Memoria vivit.

Gloria vivet


b)

Corpus humo tegitur.

Fama per ora volat.

Spiritus astra tenet.

medens jeg var meest lidende af Gigt I Hals og Tænder fik jeg Brev fra Collin at Maurerpigen, ei tog sig ud paa Theatret, ei gav Huus og vilde rimeligviis efter 3die Forestilling blive henlagt; jeg havde i dramatisk Henseende ventet mig særdeles meget af dette Arbeide og tildeels basseret min Reiseplan paa dets gunstige Udfald; / nu vil det beroe paa Kongen hvor meget og hvor snart jeg faaer fra ham, hvad han ved min Afreise, af sig selv, gav mig Haab om. Erholder jeg nu 300 Species, da kan jeg endnu see mit Ønske Opfyldt at komme til Grækenland og derfra gjøre en Reise til Smyrna og Konstantinopel; den hele Tour bliver, efter alle de Skildringer jeg har faaet her i Italien ingen behagelig, jeg kommer nogle Gange til at oevrnatte under aaben Himmel i Bjergene, er heller ikke fri for Farar, men hvilket herligt aandeligt Udbytte vil jeg ikke bringe hjem, De 40 Dage Qvarantaine hører ogsaa med til Lidelserne. Sidst i Februar venter jeg at erfare hvorledes mine Sager staaer, og til den Tid er jeg i Neapel, hvor hen jeg tager fra Rom, Dagen efter Carnevalets Slutning. Digteren H.P. Holst, som skulde komme fra München og fløtte ind hos mig, har jeg ikke hørt et Ord fra endnu til Dags Dato, saa jeg ikke veed hvor han er i Verden; München maa han vist have forladt, thi jeg begriber ikke hvad der skulde kunde fængsle ham der i flere Maaneder. Bring frem for Alle Deres kjære Kone min sønlige, ærbødige Hilsen, beed Deres Døttre tænke med Venlighed paa mig, Frøken Morgenstjerne og Jomf Martensen glemmer De ikke heller og skal jeg sende dem Hilsener til at uddele udenfor Huset, da maa De bruge een af de smukkeste til Grevinde Holck født Danneskjold; jeg var i Sommer sammen med hende og Greven paa Dampskibet og tidligere mødtes [vi paa] Glorup, hvor de begge vare saa elskværdige at [invi]tere mig til Grevens Vænge, men jeg tog en længere Flugt og gik over Alperne; dernæst hilser De Dr Guldberg Fabricius de Tengnagel! – De veed at Prindsesse Borghese og alle tre Børn ere døde her af smitsom Syge; en Mængde Digte ere udkomne i denne Anledning, det jeg finder smukkest har jeg oversat, her er det!

En Paradisets Blomst af Troen bragt

Til Temsens Bred og plantet der i Solen,

Skjød herligt frem; dens Duft, dens Yndes Magt,

Dens Glands, sligt findes ei hos Vaarviolen!

#

Men Kjærligheden planted' Blomsten om

Den Blomst, som gjorte alle Hjerter glade

Den plantedes ved Tiberen i Rom,

En himmelsk Duft gik fra dens rene Blade.

#

Og Duften steeg; vi hørte Engle sige:

"Den Blomst er ei for noget jordisk Sted,

I Lysets Have blomstrer kun dens Lige!"

#

En Engel saae vi da til Jorden stige

Og rive Blomsten op; tre Skud gik med,

Tre unge Skud – de groe nu i Guds Rige.

––

Men nu lev vel! – I Neapel bliver jeg vist til den 16 Marts, dersom jeg skulde overraskes med et Brev fra Dem; Breve komme der – post restante –. Nu lev vel tænk altid med det gamle Venskab paa Deres sønlig hengivne

H.C. Andersen.

[Udskrift:]

ST

Hr Oberst von Guldberg

Storkors, Ridder &&

Nestved.

in Danimarka

via per Hamburgo

franko frontieres.

Tekst fra: Ejnar Askgaard (microfilmscan 13, 832-35)