Dato: 5. august 1867
Fra: Sophie Pedersen   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Den 5de August 1867

Kjere Herr Etatsraad!

Jeg kan ikke sige Dem hvor glad overrasket jeg blev over at modtage et saa hurtigt Svar paa min forrige Skrivelse, hvorfor jeg siger Dem min bedste Tak. Det gjorde mig imidlertid ondt at erfare at De har havt saa mange smaa Plager paa Deres Udflugt, hvilke jeg nu haaber at De har vist Vinterveien. Jeg maatte ret lee over Deres morsomme Bemærkning "At klage gjør mig lige saa godt, som Obodeldoc", og er det nu mit inderlige Ønske at det maa have havt den forønskede Virkning; skulde Midlet ikke have været stærkt nok, da brug nok en Dosis, og er jeg da sikker paa, at min oprigtige Deeltagelse og nogle smaa Vink og gode Raad som jeg vil forsøge paa at give Dem, nok skulde hjælpe. Først og fremmest, maae De komme til Kjøbenhavn, gaae op til Tandlæge Didriksen, dernæst pakke Deres Kuffert og uafholdeligt gjøre en lille Afstikker til Paris. Ja oprigtig talt, saa begriber jeg ikke hvorfor De betænker Dem paa at tage Dem denne Fornøielse! De skulde virkelig gjøre det og da var det slet ikke kjedeligt, dersom jeg blev saa rask at der kunde blive noget af vor omtalte Reise med Bille, da enten at De mødte os i Schweitz, eller ogsaa at min Mand og jeg kom over og hentede Dem fra Paris. Det sidste er nu mindre sandsynligt, men ei umuligt. - Min Mand var henrykt over Paris og fortryder nu at han ikke blev der længer. 3 Dage er jo saa godt som Intet. Han vilde have telegrapheret til mig at jeg skulde komme derover, men var det nu mageløs heldigt at han ikke gjorde det, thi jeg kunde jo ikke have reist. - Samme Dags Aften, som jeg havde afsendt mit Brev til Dem, kom baade Block og Watt, og havde vi en rigtig gemytlig Aften. Jeg fortalte Block at jeg havde klaget over ham til Dem, jeg vilde dog være saa ærlig imod ham at tilstaa det. Han kunde ikke begribe, hvad jeg kunde have at skrive om; han havde sendt Dem et lille Brev, men han vidste slet ikke hvad han skulde finde paa at fortælle. Jeg glæder mig over at han har taget sig en lille Ferie; et Par Dage i Hellebæk, vil allerede have opfrisket Sindet. Jeg hører at han har spist hver Dag hos Collins. Watt reiste igen til Silkeborg hvor han bliver nogen Tid. Bille har travlt i disse Dage med at arrangere Fest Programmet for de franske Journalister, som ventes paa Mandag. Muligen at jeg renoncerer paa den Fornøielse at have nogen som Gjæst paa Rolighed, for at jeg bedre kan pleie mig og forholde mig rolig til den paatænkte Reise. Louise har omtalt en Herr Adolph Nathan, der besøgte os igaar; han havde ikke seet mig siden jeg var 14 Aar (det er omtrent 40 Aar siden) og interesserede det mig mageløst at opfriske gamle Minder. Jeg havde netop siddet og læst "Barnet i Graven" og da han saa den sagde han til mig "Denne lille Fortælling kan jeg sige, har frelst min Kone fra Melancholie." De havde nemlig mistet deres to min[d]ste Sønner i Skarlagensfeber, og Moderen kunde ikke forvinde sin Smerte, hun var fortvivlet og sørgede i den Grad at hun ganske forsømte sine 2 Døttre, hun endnu havde tilbage. Endelig en Aften havde de overtalt hende til at gjøre Besøg hos Amtmanden i Aalborg, (der bor de) hvor hun traf sammen med Dem og der ganske tilfældig havde De oplæst den; den gjorde et saadant Indtryk paa hende at hun brast i Graad og saaledes fællede de første Taarer, der ligesom forløste hende af en Forstenelse." Seer De Andersen da sig ham at jeg er ham evig taknemmelig derfor, jeg skal aldrig glemme det." - Johanne maa holde sig hjemme i disse Dage for en stærk Forkjølelse. Lille William som var herude igaar morede sig over den lille Flue, men sagde at han slet ikke havde jaget efter den. Og nu Farvel for denne Gang min kjære Herr Etatsraad, jeg har endnu idag flere Breve at skrive, og veed ei heller noget Interessant at meddele Dem. Vil De bringe min venlige Hilsen til Deres elskværdige Vært - men modtag selv mine bedste Ønsker og varmeste Hilsen fra

Deres hengivne

Dorothea Melchior. [s. 1, f.o.:]

Mange venlige hilsener fra deres hengivne Sofie Pedersen

[fortsættes med brev fra Louise Melchior, hvor de[n] indledende side[r] mangler]

... der blev dandset til Kl 12 1/2 om Natten, der var stadig fuldt, saa De kan tænke Dem at det i og for sig ogsaa bragte en Del ind.

den 5te

Her blev jeg afbrudt igaar af Besøg, og det var heldig for Dem, thi De er vist for længe siden kjed af mig, og skal jeg nu ej heller opholde Dem ret længe endnu. De Fremmede vare nemlig en Herr Nathan med sin Datter; han er en gammel Bekjendt af Mama, han lærte hende nemlig at spille, da hun var en ganske ung Pige. Billes og Runebergs kom kort efter, og vare vi da Fuldtal, Bloch kom ikke, men han var lovlig undskyldt, thi Billes fortalte, at han for Øjeblikket er i Hellebæk, han har vist allerede været der et Par Dage. Jeg glemte vist at fortælle Dem at jeg besøgte Lunds et Par Gange, de havde det godt, og vare glade over at høre lidt hjemmefra. Den første Gang jeg tog dertil med min Fætter og Cousine bleve vi overrasket paa Vejen af en stærk Byge; jeg kom uvilkaarlig til at tænke paa Dem, og paa vor regnfulde Tour til Hellebæk; jeg frygtede allerede for at vi skulde naae i samme vaade Tilstand til Lunds, som forrige Gang, dog Lykken var os gunstigere denne Gang, Regnen holdt hurtigere op, end jeg havde ventet, og vi slap med at faa Overtøjet lidt fugtigt, og ankom i ganske godt Behold til Aalsgaard. Fru Collin hilste jeg paa da jeg kørte forbi. Fru Bille var igaar ude i Ordrup, før hun kom her, for at besøge Pugaards; hun fortalte, at hele Familien idag rejser over til et Gods i Sverrig, som tilhører Faderen, de rejse tolv i Tallet, Fru Bolette Hartman og hendes Børn tage ogsaa med. Pennen glider saa hurtig ned af Papiret, saa jeg slet ikke kan faa den til at standse; dog nu nu maa jeg sige Dem Farvel for idag, idet jeg haaber, at De ikke finder det altfor ubeskedent af mig, at jeg saa længe har lagt Beslag paa Deres Tid. Jeg tænker rigtig snart at høre fra Dem, at alle de smaa Onder, De før var plaget af nu aldeles ere forsvundne, og at De atter er fuldkommen rask. Med mange Hilsner fra alle Rolighedsbeboere, og de fleste fra mig selv forbliver jeg Deres Dem hengivne

Louise Melchior

Tekst fra: Niels Oxenvad