Dato: 1837
Fra: H.C. Andersen   Til: Johan Gunder Adler
Sprog: dansk.

Mene mene tekel upharsin

Sceptret, ikke det paa Thronen,

Det der viser os Nationen,

Brænder tidt, som Faklen ned.

Aandens Rigdom ene gavner,

Alt det andet gaaer, som Avner,

Vejres bort før Du det veed.

#

Trende Flammer nyligt brændte;

Mon Betydningen Du kendte?

Saa Du vel, hvad Haanden skrev?

Hvad der var Nationens Første,

Det, den ansaae for det Største,

I et Nu et Intet blev.

#

See mod Østens store Rige,

Der hvor Folkefærd fremstige

Villieløs paa Hersker-Bud.

Under Fyr og Palmeskygge

Seer Du Magt og Trældom bygge,

Zaren er en jordisk Gud! *

* Da een af mine Venner gjorte mig opmærksom paa at der i Ordet "Villieløs" kunde lægges en haard Betydning, forandrede jeg hele Strophen strax og sendte den til Instruktøer Nielsen. Direktionen har ikke seet denne:

See mod Østens store Rige,

Der hvor Folkefærd fremstige,

Paa den høie Herskers Bud

Adel der med Vorned bygge

Under Fyr og Palmeskygge;

Zaren er en jordisk Gud.

#

Hvor den rige Sumpstad kneiser,

Stolt Paladsets Pragt sig reiser:

Billedet på jordisk Magt.

Men, se Flammen slaaer fra Taget,

Alt er Ild, du hører Braget,

Vældens Glans i Gruus er lagt.

#

Kom mod Vest, hvor Seinen flyder,

Livet sig i Farver bryder,

Øjeblikket Mængden nyder,

Til Theatret vil vi gaae;

Skuespillet her er Sjælen,

Ordet dristigt, Sangen kjælen;

Zarens Slot er ei det største,

Nei Theatret er det Første,

Der Nationen selv sig saae.

#

Ildens Knitren Øret kjender:

See, det rige Flitter brænder,

Ja, det andet Blus er tændt.

Under Himlens Tabernakkel

Glædens Scepter som en Fakkel

Snart til sidste Gnist er brændt.

#

- Kom, vi seile over Søen!

Vort Karthago er paa Øen,

Tidens Væverstol vi see;

Og en Jomfru holder Spolen,

Smiler bagved Væverstolen,

Rød som Rosen, hvid som Snee.

#

Rundtom Mylren og Beregnen!

Som en billedlig Betegnen

Kneiser i den rige Havn

Stolt en Guldkalv, som man krandser;

Alt Europa om den dandser,

Børsen kaldes den ved Navn.

#

Vil for Støv Du Knæet bøje,

See, det styrter for dit Øie,

Ilden lægger det i Gruus.

Trende Flammer har Du skued’,

I en Treklang, saae Du Lued’

Hver Nations det første Huus.

#

Føler Du ei, stor og liden,

Poesi der er i Tiden,

Dyb Betydning Tanken faaer.

Her er intet Spil af Kræfter,

Nei, naar Du kun tænker efter,

Flammeskriften Du forstaar:

#

Hvad charakteristisk throner,

Præget paa de tre Nationer,

Hvad de kalde vil det Største,

hvad de nævne, som det Første,

Blev en glødende Ruin.

En usynlig Haand alene

Skrev sit understærke: "Mene,

mene, tekel, upharsin!"

Tekst fra: Statens Privatarkiver (H.C. Andersen Breve), Rigsarkivet