Dato: 8. februar 1841
Fra: H.C. Andersen   Til: Birgitte, f. Ballum Ørsted
Sprog: dansk.

[Afskrift]

Roma den 8 Februar 1841

Kjære Fru Ørsted!

De kan tro at De og alle Deres saa godt som daglig ere i min Tanke; naar man lever ret ene med sig selv, en Fremmet mellem Fremmede, saa bliver Kjærligheden til ens Kjære i Hjemmet des mere levende. Fra den 19 December har jeg været her i Rom, altsaa paa anden Maaned, strax ved min Ankomst sendte jeg et langt Brev til min Ven Eduard Collin og bad ham deri, at Ørsteds skulde see det; De veed altsaa at min Reise gjennem Tydskland var ligesaa hurtig som behagelig, og at jeg der var læst og yndet mere, end jeg kunde haabe. Reisen virkede saaledes godt ind paa mit Humeur, der har en større Elasticitet end man skulde tænke. Jeg var virkelig aandelig syg da jeg forlod Hjemmet , og var det vist ikke uden Grund, men som sagt Reisen med dens rige Afvexling, den megen Erkjendelse og Venlighed jeg overalt mødte gjorde mig godt; derimod fra München til Rom prøvede jeg en Deel Lidelser der begyndte med at jeg ved Afreisen nær havde slaaet mit Øie ud, samt at Holst, der havde bestemt at gjøre Reisen med mig, forandrede Beslutning og blev, han skulde imidlertid indtræffe i Rom i December og jeg skulde der have Værelser til ham, men han er endnu, den 8. Februar, ikke indtruffet, ja har ikke engang, som dog var simpel Høflighed, skrevet mig et eneste Ord til, saa jeg sidder her nu med hele Huusleiligheden: Reisen gjennem Tyrol var smuk men kold, Reisen derimod fra Verona til Florents og Rom regnfuld og uhyggelig, jeg havde ubehagligt Reiseselskab og da Reisen i Pave-Staten i denne Tid er mindre sikker, blev vort Nattelogie tidt paa Steder, hvor man ellers ei overnatter, og hvor vi altsaa fik det høiest interessant for en Læser af Reisebeskrivelser, men ikke for os selv som practiske Lidende. Nu kommer at i Rom er Vinteren saa slet, som den i mange Aar har været, ikke at tale om Kopper og Tyfus, der grasserer stærk, men Skylregn, Storm, Jordskjælv og Oversvømmelser, ja, se det var jo ogsaa ganske interessant – bagefter i Øieblikket lider man dog lidt for meget. Jeg lever ganske ene i et stort Huus, thi her er for Sygdommens Skyld ikke mange Reisende; hver Aften maa jeg stænge til Vinduer og Døre. Gulvet er med ujævne Muursteen; en stor sort Kamin gaber uhyggeligt midt imellem begge Vinduer; ihvormeget jeg fyrer i, opnaar jeg dog kun, at jeg kan faa min ene Side stegt,medens den anden fryser derfor sidder jeg med laadne Reisestøvler, Kappe over den forfrosne Side og Hat paa inde i Stuen; see det er naar jeg skal have det behageligt. Fra Nytaar og til disse sidste Dage har jeg næsten derfor lidt af Gigt i Hals og Tænder og det ofte Nætter og Dage, som jeg aldrig har prøvet det i Danmark. At jeg imidlertid skulde vige i min Meningen om Klimatet hjemme og her, vil aldrig blive Tilfældet, thi det er noget usædvanligt her er saa slet Veir, som naar vi ofte have ni Dage der ganske kunne staae ved Siden af vore skjønneste Sommerdage, og det nu midt om Vinteren, forleden var jeg saaledes i en Villa paa Engelsborgens Ruiner, hvor det var saa varmt, at man maatte kaste Overtøiet. Alle Træer stode grønne, Roser, Reseda og Levkøjer blomstrede, her var Duft og Solskin. Hver Time paa Dagen har man nok at see, den Rigdom af Kunstskatte og Alderdoms Rester, her findes, er meer end tænkeligt, desuden er alt, selv Snavset malerisk. – jeg vil blot kigge ud af Vinduet og sige Dem hvad mit Øie i dette Minut tilfældigvis seer, og De maa indrømme, sligt kan males. Her er en ujævn Gade bestrøet med Kaalstokke, sønderslaaede Kurve-Flasker og Sinveri; min Gjenboerske, mere letklædt end jeg tør antyde det staaer og ryster sine lagner ud af Vinduet uden at betænke, at der sidder en Madam under neden og steger Kastanier, som Folk kjøber og spiser. Landsmændene kom saa godt som aldrig sammen om Aftenen, derfor er denne Tid for mig meget kjedsommelig, da jeg hver Aften er hjemme og da ikke i den kolde Stue kan holde ud at sidde og læse flere Timer i Træk. Den jeg omgaaes meest med er Conrad Rothe, som har paalagt mig ret at hilse naar jeg skrev; han er et meget rart Menneske og veed en heel Deel; jeg har faaet meget Respect for den unge Mand og har ham virkelig kjær. Han læser en Deel og benytter overordentlig vel sin Tid til at see sig om og desuden seer han med Interesse. Vi reise rimeligvis samen til neapel; jeg vil afsted den 24de i denne Maaned, Dagen efter Karnevallets Slutning; i Dag har de alt begyndt med at reise Tribunerne op for Folket. Nytaarsdag saae jeg i det sixtinske Kapel Don Miguel, han har et blegt, lidenskabeligt Ansigt; de sorte Øine lynede i Hovedet; ved Siden af ham, paa samme Tribune, kun med en tynd Silkevæg, sad Dronning Christina af Spanien og lidt derfra Enkedronningen af Sardinien, en gammel kontrair Kone. I Kirken Ara-Celi, var fra Julen og ind i den nye Aar byggen en Scene, hvor Gud og Engle afmalede og udskaarne, svævede over nogle Palmetræer, der vare perspektivisk opstillede og under dem sad Madonna, virkelig klædt paa, Jesu-Barnet straalede af Juveler, St. Joseph stod tæt ved, og her foran kom daglig Pigebørn fra 6 til 9 Aar og holdt Prædikener for Folket; jeg var her sidste Dag, da Munkene første Jesubarnet i Triumph med fuld Musik gjennem Kirken; blæsende Instrumenter, stor Tromme. – De eneste Nonner man faaer at see og høre, er i det franske Nonnekloster; hver Søndag synge de, og det er virkelig en af de smukkeste og meest tiltalende Kirketjenester, jeg har hørt i Rom. Nonnerne see blege og stille ud. Kun gjennem det sorte Jerngitter kan man betragte dem. De boe ellers smukt, have Udsigt over den største Deel af Rom, Tiberdalen ud til monte mario; om Aftenen er især Lufttonen forunderlig deilig, der ligger en blaalig Duft, Taage kan det ikke kaldes over den uhyre By, med sine utallige Kirker og verandaer. Paa den saakaldte spanske Trappe lige under Klosteret ligger endnu "Onkel Beppo", som De hjemme kjender fra Improvisatoren, Landsmændene kalde ham Andersens Onkel. Det er ellers en fæl Karl! Hellig tre Kongers Dag var jeg i propaganda fide hvor Børn og unge Mennesker dannes til at blive Missionærer, her bleve oplæste Digte i 24 forskjellige Sprog, hvoriblandt dog intet skandinavisk var, ikke heller engelsk; en ung Mand der for 6 Aar siden var ført her til fra Californien, ganske vild, sang en af sine landsmænds Sange og accompgnerede sig dertil paa et af de Vildes Instrumenter. Her var en Samtale mellem tre Kaldæer og en Duet af to ægte Chinesere; det var ret interessant, men ude af mig selv var jeg ikke, skjøndt jeg seer i Allgemeine Zeitung en Anmeldelse af denne Fest, hvor der da fortælles at alle Tilhørerne vare grebne deraf og en "dansk Digter havde sagt til Anmelderen: Sligt oplever man kun i Verdens Staden Rom". Denne Tirade sagde derimod en ung katholsk Geistlig, der første os om i Propaganda og vist nok har skrevet hiin Anmeldelse, hvori jeg faaer hans Enthusiasme. – I Løverdags var det Pavens Kronings Dag og her var da stor Illumination og en prægtig Konsert i én af Capitolets gamle Sale; jeg var der; Aftenen var saa mild udenfor at man havde illumineret med Lys udenfor Vinduerne, de viftede ikke engang op de fleste Spaserende gik uden Overtøi, paa Løverdag den 13 begynder Carnevalet og varer otte Dage, - Vil De hilse Deres Mand og børn ret kjærligt fra mig! Jeg vilde blive meget glad om jeg fik lidt at høre fra Dem, selv om det var paa anden Haand, gjennem Collins; jeg faaer næsten slet ingen Breve hjemme fra, og ingen kan gribe begjærligere efter Breve, end jeg. Vil De hilse den unge Frøken Scharling fra mig, Oline Navnløs heed hun nok da jeg saae hende, hun var da saa beskjæftiget med sig selv saa hun ei befattede sig med Digteren. Vil De hilse hos Rothes og De kan fortælle Fruen, at hendes Conrad er blevet saa feed her i Rom at jeg finder han ligner Biskop Münster, een Dom, hvori Adam Müller giver mig Ret. Af danske er her Hofjægermester Bruuns Familie og en Deel Kunstnere, Holst derimod, som før er fulgt, veed jeg ikke det mindste om, skjøndt jeg her havde Værelser til ham i fire Uger. Med Hensyn til min Reise, da veed jeg endnu intet. Et Brev fra Collin meldte mig at Maurerpigen ei havde gjort Lykke, ei gav Huus og blev lagt hen; Honoraret for mig skal blive ubetydelig; min Reise var for en Deel bestemt paa et heldigt Udfald faaer jeg nu ikke fra Kongen der ved Afskeden var saa naadig at love, uden jeg selv begyndte med Anmodningen, at hjælpe mig, kom jeg i Forlegenhed, da maa jeg vende om i Neapel eller i det høieste kun faae ?? at kjende. Jeg har skrevet Brev derom, men Himlen maa vide om disse have naaet Hjemmet; thi jeg hører ikke et Ord derom; faaer jeg intet nyt Kreditiv til hen i Marts da vender jeg ved den Tid tilbage, men erholder jeg Penge og nogenlunde, da er det endnu min Plan at reise til Grækenland og derfra til Smyrna og Konstantinopel.

Før jeg ender dette Brev maa jeg tilføie, at i dette Minut kommer Holst. Min Modtagelse var slet ikke saa varm, som jeg i Grunden undte ham den. Han er indtruffet for en halvanden Time siden og siger at han i Verona har for 3 Uger skrevet mig til; men rigtignok ikke selv leveret Brevet paa Posthuset, noget man altid bør gjøre, men givet det til en Karl, betalt denne, og jeg – har intet faaet; selv har han tilbragt hele 14 Dage i Venedig: I morgen fløtter han ind hos mig og – reiser med fra Rom til Neapel om 14 Dage. – Nu lev vel! Gud velsigne og glæde Dem Alle i det kjære Hjem, hvor jeg i Tankerne tidt er; hos Ørsteds og Collins regner jeg mig hjemme; De har selv ved Deres Godhed mod mig givet mig Ret der til. Tænk venlig paa mig!

Deres taknemligt hengivne

H. C. Andersen

E.S.

Vil De hilse den juridiske Conferentsraad Ørsted, og dernæst uddele en Bouquet af Hilsener til alle mine Venner i Deres Kreds, fremfor alt til Døttrene og Scharling, Dahlstrøm &

[Udskrift:]

Fru Konferentsraadinde B. Ørsted

Studiestræde No 97

Copenhague in Danimarka

via per Hamburgo

franco frontieres

Tekst fra: Solveig Brunholm