Dato: 11. juni 1834
Fra: Otto Frederik Müller   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Kjøbenhavn, den 11-14 Juni 1834.

Kjære fortræffelige Ven!

Endeligen - siger jeg nu ved at sætte mig ned til Skrivebordet for [at] sladdre lidt med min bortreiste poetiske Ven, og - endeligen - siger maaskee ogsaa Du, gode Andersen, ved at modtage Brev fra mig i det fjerne Wien. Egentligen har Du Ret til at være lidt vred paa mig, og det er mig i Grunden ret kjært, hvis Du er det, thi ellers brød Du Dig jo slet ikke om at høre noget fra mig. Undskyldninger har jeg desuden nok af; af Andres Breve veed Du formodentligen, at de henhører til 2 Hovedklasser l) Stoffets Ubetydelighed, og 2) Mangel paa Tid. - Dine Breve har jeg læst med megen Fornøielse. Ja Italien maa rigtignok være et herligt Land! det sande jordiske Paradiis! Jeg begriber fuldtvel Din Henrykkelse, og dog - reiste jeg jo ikke dertil!!

Har Du aldrig hørt tale om fixe Ideer, kjære Andersen? Om Beslutninger, som man ikke kan gjøre sig selv, og endnu mindre andre Rede for? - Du kjender mig saa meget, at Du veed, at jeg just ei er nogen Træblok, at jeg paa min Reise ret vel har forstaaet at skatte det Skjønne og det Interessante, som der er mødt mig, og at jeg maaskee, i Særdeleshed med Hensyn til Kunstens Frembringelser, har en mere aaben Sands derfor end de fleste Andre. Og dog manglede jeg aldeles Reisehumeuret, da jeg i Paris, indsaae Muligheden af en Reise til Italien. En fix Idee, eller den Forestilling, at jeg hverken burde eller kunde tage en saadan Beslutning, var det, som nærmest traadte for min Bevidsthed, og spørger Du, hvorfra vel den kunde komme, svarer jeg, at den hentede sin fornemste Næring af det, som kaldes Hjemvee, og af den Forestilling, at Reisen var umulig uden adskillig Opoffrelse fra Faders Side, som jeg var stolt af at give Slip paa, og endeligen af den Mangel paa Livslyst eller det Mismod, som Du maaskee flere Gange har bemærket hos mig. Denne grunder sig atter paa Forestillingen om min egen legemlige og aandelige Ufuldkommenhed, uagtet jeg er indbildsk nok til at troe, at det Onde, jeg kæmper imod, er medfødt, eller rettere, at Naturen har udrustet mig med en svag Villie og en ussel Aand, og at jeg forgjæves strider derimod, forgjæves stræber at naae det aandelige Standpunct, som jeg vel enkelte salige, salige Øieblikke i Livet har inde, men ellers kun kan skue op til .. men hvad der endnu er værre, jeg føler, at jeg kunde have gjort meget mere, kunde have benyttet min Ungdomstid meget bedre. O mihi præteritos referat si Jupiter annos! - Fra min Theorie om den medfødte Ufuldkommenhed udelukker jeg iøvrigt det egentlig moralske, hvilket jeg troer staaer alene i Mskts egen Magt, i det Mindste, naar det betragtes umiddelbart. Ja, kjære Andersen, jeg er meget misfornøiet med mig selv! Og hvad der meest nedslaaer mig, er Tanken om, at det aldrig vil blive bedre;jeg betragter min oprindelige Natur eller den medfødte Otto Muller som en fremmed Person, som jeg stiller mig lige over for og bestandig ærgrer mig over, men uden at jeg kan omskabe ham. Dog hører det med til min Theorie, at man selv kan gjøre meget - men at jeg selv i Modsætning til mig selv ei gjør mere, dette ærgrer mig ogsaa.

Kjære Andersen, bliv ikke vred over denne lille Udflugt. For at forklare Dig min Ikke-Reise til Italien maatte jeg oplukke Dig lidt [af mit Ind]erste; og jeg har taget saa meget mindre i Betænkning at giøre det, som jeg veed, at Du er af et godt og kjærligt Gemyt, og dertil holder lidt af mig. Jeg lider godt Andres Lukken-op af deres Hjertekammer, og jeg aabner ogsaa strax mine indre Rum, naar en Anden gider kigget derind. Har Du ikke forstaaet mig dennegang, da tillader jeg mig ved en anden Leilighed at lyse Dig om derinde; i Hjernekisten vil Du finde noget Jura, enkelte andre Smaating, og iøvrigt endnu god Plads tilbage; Hjerterummene vil Du tildeels finde besatte, baade af Venner og Qvindmennesker; Du vil bemærke Spoer af adskillige elskværdige Pigeskikkelser, som nu ere borte, men iøvrigt god Plads for »die Holde, die kommen wird«, thi fri er jeg Gudskeelov endnu. Min Humeur er med alt det ret godt, og jeg har i Grunden heller ei Ret til at klage over andet end over mig selv. - Skulde Nogenspørge Dig, hvorfor jeg ikke reiste til Italien, da sig, at det var Mangel paa Penge, eller - at Du ikke veed det. Kun gjøre Du mig den Tjeneste, kjære A, ved Din Hjemkomst her til Byen ei at anprise mig for meget Italiens Lyksalighed, eller bebreide mig hiin besynderlige Beslutning. Ak det skjær mig i Hjertet hver Gang jeg tænker derpaa! Men fortæl dette for Guds Skyld ei til Nogen; jeg spiller den consequente Mand, der ei fortryder hvad han engang har gjort. Folk er desuden slemme nok imod mig, at kalde mig indbildsk og forfængelig m.m. Naar jeg kunde og vilde oplukke mig saaledes for enhver som jeg har gjort for Dig i dette Brev, kunde det endda være det samme, thi ethvert godt Mske vilde da vel vide at finde noget godt ud af de Bevæggrunde, som holdt mig tilbage, men uden det vilde Pluraliteten sige: han har jo baaret sig ad som et Asen. Og maaskee siger Pluraliteten det nu virkeligen.

Jeg veed, at Du har været underrettet om vor kjære Faders Ildebefindende i denne Vinter. Vi have været meget bekymrede for ham denne Gang, men nu er han Gudskeelov igjen meget rask. Nogen Hoste og Mathed er vel endnu tilbage, men dette forvinder han maaskee aldrig, og gammel bliver han ikke. Moder bliver fed; Gusta har endnu ingen Kjæreste; Ludvig arbeider paa en Disputats og tænker paa en Udenlandsreise. Adam er nu i Dresden, hvor han har tilbragt nogle Uger, derfra gaaer han til Harzen eller Rhinen og ventes hjem i Slutningen af næste Maaned efter en Fraværelse af 8 Uger. - Jeg er først for nogle Dage siden kommen hjem fra en Sommerreise i Provindserne; hvis Du kan taale at høre tale om Jylland paa en Tid, da Du selv nyligen er kommen fra Italien, da viid: fra Kbhn gik jeg til Fredericia, hvor jeg tilbragte 5 dage hos Lunding. Han er meget svag, det stak].zels Mske, lider især for Brystet; det gjorde mig ret inderligen ondt; Du veed, at det er min bedste Ven her paa Jorderige. Hans Kone og hans lille Pige, som er døbt Mathilde, befinde sig vel. I Veile var jeg i ½ Dag, ½ Dag i Aarhuus, derfra besøgte jeg min Familie i Kallundborg og endte med Nørager. Edvard og hans Kjæreste, Lovise C. og hendes do samt E.Hornemann vare der foruden mig; jeg morede mig ypperligt i nogle Dage, og - ikke sjældent var Talen om den langbenede, blegnebbede Digter. Tre Vogne stærk besøgte vi Slagelse Veddeløb, hvor vi traf en Deel Bekjendtere. Nu er jeg atter hjemme, fængslet af de sædvanlige Contoirbaand :c: i Slavelænker. Ja hvor er man lykkelig, naar man reiser! Men ingen, ingen Lykke er fuldkommen, mindst medens man er deri - og saaledes ogsaa denne. Dog - jeg har havt mange glade Timer paa min Reise, faaet Klarhed i mange Begreber og i det Hele høstet adskillig Nytte, saa at jeg bør stræbe efter at glemme hvad jeg ikke erholdt og hvad ligesom [en] 180 ond Genius i Skikkelse af en fix Idee berøvede mig.

Af Bynyheder er der ei synderligt at opvarte med. Man begynder stærkt at politisere; Du veed vel, at den nye Anordning angaaende Provindsialstænderne er kommen ud. Den indeholder mange liberale Bestemmelser, enkelte, som ere i en ganske modsat Aand, og endeligen er det jo kun - raadgivende Forsamlinger, saa at Alt bliver den samme »Naade« som forhen. Kongen er nu i Aarhuus; Avisefterretningerne derom de samme som sædvanligt. Prinds Frederik ventes til Fredericia i Septbr eller Octbr; Comandantboligen indrettes nu temmelig pragtfuldt til Bopæl for ham. Han bliver Regimentschef ved fyenske Regiment, det samme, hvorved Lunding er Auditeur;hvorledes tænker om denne nye Chef der, kan Du vel begribe. - Det beckerske Skuespillerselskab giver Forestillinger paa Vesterbroe; de godmodige Kbhavnere finde det ret godt; vi derimod, som kjende gode tydske Theatre, maae finde dette Selskab meget slet. Hvad siger Du om de wienske Theatre? Især Karnthnerthor? I Lystspil, Comedie og Vaudeville har jeg ikke seet noget bedre i Tydskland end de wienske Theatre; kun vort vover jeg at sætte ved Siden deraf. Wien er i det Hele taget en fortræffelig Bye; lebenslustig und froh bryder man sig hverken om Lærdom eller Politik og tænker overhovedet - slet ikke. Og Pigerne! Herre Jemini! De bedste forliebte Eventyr, jeg har havt, vare fra Wien - aldrig glemmer jeg Fanny. Jeg boede i Leopoldstadt, Donaustrasse No 11, tæt ved den smukke Kjædebroe; gaae engang der forbi og tænk lidt paa mig. Glem ei at besøge Wiens smukke Omegn, især Briihl og Baden – dog jeg er jo en Tosse, Du har naturligviis allerede været der, naar Du modtager dette Brev. Prag vil sikkert interessere Dig meget; man siger, at den i Totalindtrykket meget ligner Rom. Kommer Du først over Prag, ja da er Du jo ikke mere fremmed - -lidt efter lidt rykker Du Norden nærmere indtil Du atter modtages med Glæde og [uskrøm]tet Venskab af dine kbhavnske Venner.Ja vist venter der Dig meget godt, naar Du kommer hjem! Naar Du bare vilde skjønne derpaa og - nu kommer det ba[rskeste] forandre Dig lidt, blot ganske lidt; i Hovedsagen den gamle fortræffelige, hjertensgode Andersen (Digteren udelader jeg her ganske), men kun lidt mindre egoistisk - forsaavidt dette Udtryk kan anvendes paa et Gemyt, der næres og flammer i lutter Kjærlighed - og lidt mindre halsstarrig i at høre velmeente Venneraad. - - - Jeg skjælver næsten ved at have nedskrevet disse Linier: jeg tænker paa Din Trudsel i sidste Brev mod alle, som vovede at sige et Ord paa Dig - - dem, som Du vil overvælde med Foragt og Had; men viis mig nu, at Du er stor og kan overvinde Dig selv, og fortæl mig ganske aabent, om ei før saa i Kbhn, hvad Du har at udsætte paa mig;jo mere Du river mig ned, desto mere troer jeg at du holder af mig. - - Ludvig forlanger nu Plads til at skrive; egentligen har jeg jo slet ikke havt noget at skrive om, thi disse Skildringer af mig selv, Forsikkringer om mit og Andres Venskab for Dig, og andre deslige Betragtninger kunne jo naturligviis fortsættes i det Uendelige, men solide Nyheder eller andet reel Føde har jeg ikke givet Dig noget af. Levvel, kjære gode Andersen, flyv fremdeles lykkeligt og glem ei - din oprigtigen hengivne -

Otto Müller

[Udskrift:] Dem Herrn H.C. Andersen, aus Kopenhagen,

gegenwärtig

In

Wien

Bognergasse 315. Addr. an die königlich dänische Gesandtschaft in Wien

[tilskrift ark 460: Ludwig Müllers håndskrift:] Blot et Par Ord. Dit kiærkomne Brev fra München af 16 May takkes meget for. Det giør mig ellers ondt, saavel af dette som af dine fleste øvrige Breve at see, at dine Rejseglæder ei ere ublandede, men dit Humeur saa at sige med Graadighed griber de ringeste Anledninger og smaae Genvordigheder for at komme ud af sin Ligevægt og fortrædiges. Havde du mig, din kolde raissonerende Ven med ved Siden, de Griller skulde snart igien været jagne paa Flugten. Kun dette nu: tænk stedse paa, at kun et roligt af mørke Tanker uanfægtet Sind kan have den fornødne Receptivitet [af] alle de Indtrykke, hvori din Reises Nydelse og Nytte skulde bestaae, hvor taabeligt altsaa at lade sig nedkue af Smaating; henviis alle Griller og [dine] ubehagelige Tanker til din Hiemkomst, og lad dem da i Guds Navn hensove, naar det skal være. See det er min Reisephilosophie!/

[Tilskrevet på ark 459:] No 1: Du kan ei. Man kan meget, naar man ret foresætter sig at ville. - Hvor glæder jeg mig til at høre Gert Westfaler snakke, naar han kommer hjem; NB du maa hellere være en Geert end en Otto, thi han fortæller ei det ringeste om sin Reise, uden man pomper og perser og trykker ham; jeg veed næsten ei andet end hvad han skrev herom i sine Breve. - Hvad det lassenske Legat angaaer, er der desværre kun svagt Haab for dig; thi Fader siger, at han egentligt ei kan ifølge Fundatsen der taler om en Studerende af eet af de 4 Faculteter, der reiser for at ligge og studere ved et Universitet) anbefale dig, da 2 udmærkede theol.cand. Martensen og Koltoff med egregie [udmærkelse], Medaille og al disp. og skal søge det, foruden flere. Dog har han indstillet dig ogsaa, til Hammelef i Slesvig, der bortgiver det. - Kjære Ven, lad nu ikke disse Linier igien bringe dig ud af dit Humeur men nyd ret saa godt du kan, den korte Deel af din Reise, der ret er tilbage. - Fader, som vel Otto har skrevet om, har, da sidste Maaneder være meget raskere, men dog uden sine gamle Kræfter og Humeur desværre. Imorgen /

No 2.

skal han indvie Faber som fynsk Bisk; blot det ei maa tage formeget paa ham. Hilsner fra Familie og Vennnr. Jeg gaaer min gamle lige Vei, manuducerer, vader omkring i Theologi og Bøger, og nyder ved Siden af Livet, saameget jeg har Lyst til; Tanker om Fremtiden, som ere de eneste der kunne forstyrre min Sindsstemning, faae kun sielden Lov at komme frem; hvad kan det nytte at ængste sig for det tilkommende; lad Gud raade for det. Jeg har forresten i den senere Tid snuset omkring efter noget til en Disputats, men har endnu ei fundet noget tilfredsstillende at begynde paa. I Sommerferien har jeg i Sinde at tage lidt til Kallundborg og Nørager; husker du endnu de glade Dage vi tilbragte der sammen. - Nyheder! Ja der var rigtignok mange flere end jeg kunde skrive paa en Alen, endsige ½ Tomme Papirer, mit Valgsprog er i mange tilfælde: fix oder nix. derfor faaer du dennegang intet. Din Ludvig [Müller] semper idem.

Tekst fra: Solveig Brunholm (microfilmscan 78. 457-60)