H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra H.C. Andersen til Otto Frederik Müller 6. september 1860

Hop forbi menu og nyheder

Dato: 6. september 1860
Fra: H.C. Andersen   Til: Otto Frederik Müller
Sprog: dansk.

[Forsynet m. påskriften: Modtaget i Rom]

Geneve den 6 September 1860

Meget elskværdige, kjære Ven!

I dette Øieblik fik jeg Dit Brev og øieblikkelig skriver jeg for at mit Brev kan naae Dig endnu i Rom; "en Smule Uvillie" mod mig har sat sig fast i Dit Hjerte fordi jeg ikke bestemt opgav hvor jeg var at finde i Genf eller Lausanne naar Du kom, skriver Du, lad den endelig faae Reisepas naar Du nu hører hvor meget jeg har længtes efter Dig og troet paa et Møde; i Efterskriften af mit Brev stod at jeg rimeligviis tog til Ouchy i Hotel Anker og ikke blev i Lausanne, denne Bestemmelse tog jeg efter et Raad af min Ven Jules Jurgensen i Locle; i Ouchy blev jeg til den 18de, og da Du til den Tid ikke indtraf opgav jeg Dit Komme, men efterlod dog Besked til Dig i / Hotellet, hvor jeg var at finde, nemlig i Vernex ikke langt fra Chillon, de to sidste Dage i Ouchy kjørte jeg daglig op til Banegaarden, naar Toget kom fra Neuchatel og haabede at see Dig; vilde Du ikke standse maatte Du dog her forbi for at naae Geneve, men vi skulde nu ikke mødes. jeg blev en otte Dage i Vernex ved Montreux og tog saa her til Geneve, men føler mig ikke rask, mit Sind er forunderligt trykket; det er første Gang at jeg ude føler Længsel efter Hjemmet, Lyst til der at leve i Ro og Stilhed om jeg kan det. Jeg er saaledes mindre end før stemt for at flyve mer syd paa, uagtet jeg føler at kommer jeg ikke denne Vinter til Rom, saa kommer jeg der aldrig. I denne Stemning falder selv det Par Ord: at Du ikke kan skjule en Smule Uvillie mod mig, lidt tungt paa Hjertet, uagtet jeg jo seer, i det Du / har villet glæde mig med Brev, at Dit gode Hjertelag i Grunden er som før for mig. I Løbet af næste Uge maa jeg tage en Bestemmelse om min Reise [,] gaaer den til Rom, da skal Du endnu engang der, før Din Afreise haaber jeg, faae Brev fra mig. Her er koldt, efteraarsagtigt i Geneve, slet ikke bedre Veir end vi have det hjemme; med megen Venlighed har man i øvrigt modtaget mig, jeg er vel optaget i Familiekredsen, men i mit sygelige Befindende er det mig næsten besværligt og helst bliver jeg her hjemme i min hyggelige Stue hos Madame Achard, hvor jeg har det iøvrigt fortræffeligt. Du veed da at Heiberg er død; han blev jordet i Mandags. Man har i Brev til mig afskrevet Anmældelsen om hans Død, den jeg finder sand og naturlig skrevet, men den kritiseres hjemme hører jeg. Den lyder saaledes: Johan Ludvig Heiberg, min Barndoms Ven, min Ungdoms Leder, min elskede Mand, min Støtte, mit Værn, har Herren den 25 Aug. bortkaldt fra Jorden. Dette bekjendtgjøres af hans dybt bedrøvede Hustru. J.L.H.

Mig har denne Anmældelse rørt!

Fra Engeland har jeg om den nye Samling / af mine Eventyr og Historie paa engelsk, de glædeligste Efterretninger, alle de betydelige Journaler udtale sig i høi Roes over min Digtning og min Boghandler tænker allerede paa et nyt Oplag af samme og det med Illustrationer. Ogsaa i Frankerige begynder man at faae Interesse for mine Skrifter, mit Hjertes Børn flyve ud i Glands og Solskin og jeg - jeg lukker nok snart Øinene for denne Verdens Glands, det er nu en Følelse en Stemning - og den skulde jeg ikke plage Dig med, der har nok af Savn og Sorg, min egen kjære kjærlige Ungdoms Ven! hvorfor have vi dog i Hjemmet, i de sidste Aar, saa lidt seet hinanden? hvorfor holder man ikke mere sammen og glæder sig ret ved hvad man har, medens man har det? Gud glæde og bevare Dig! hils mine danske Bekjendter i Rom, nemlig vor Konsul Bravo og Hr Weilbach; saa og Saaby og Meyer.

Og nu Lev vel, kjære Ven!

Din oprigtige hengivne

H.C. Andersen.

Tekst fra: Solveig Brunholm (også lig med microfilmscan 78, 274-77)