Dato: 15. februar 1841
Fra: Henriette Hanck   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Odense d. 15 Februar 1841

Deres Overraskelse ved at modtage mit Brev var neppe større end den jeg følte ved at modtage Deres sidste Epistel, det kom mig saa aldeles uventet, og dog havde jeg strax om Morgenen en glad Forudfølelse af det, som jeg oftere har havt naar jeg senere op paa Dagen har seet Brev fra Dem, eller fra en af Søstrene. Ja i det Øjeblik Postbudet bragte det, havde jeg efter Bordet lagt mig lidt hen paa Sophaen, jeg var uvilkaarlig kommet til at tænke paa Broderen, og havde en underlig glad Følelse derved, saa kom Deres Brev, maaskee De har tænkt lidt paa mig, da De vidste at jeg den Dag fik det, thi det var netop den 20de Dag efter at det var afsendt. Ja det er vist ret barnagtigt af mig at tro paa Sligt; men Gudskeelov at jeg gjør det, thi hvordan skulde jeg ellers holde ud at leve saa adskildt fra de fleste af mine Kjære, naar jeg ikke havde den Tro at man dog i Aanden er hinanden nær, og at de fraværende Sødskende undertiden føle min Siels Nærhed som jeg deres. Det bedrøvede mig at læse at De ikke har faaet saa glædelige Efterretninger fra Hjemmet som jeg ønskede Dem, men jeg beder Dem at være overbeviist om, at jeg ikke har villet smigre Dem ved nogen falsk Fremstilling af Tingen, om jeg end af min hele Siel har kunnet ønske at drage Braaden ud af hvad jeg i denne Anledning gav Dem hvad jeg sagde Dem, har jeg ved Gud hørt af Andre, og jeg tror derpaa, ligesom jeg antager at det Resultat De selv har draget ud af det Hele er rigtigt. Jeg seer aldrig de kjøbenhavnske Blade, det Fædreneland hvori Recensionen over Deres Maurerpige har staaet, har jeg for lang Tid siden havt Løfte paa fra Læseforeningen681 ; men det er endnu ikke naaet til mig, jeg har hørt lidt fortælle om dets Indhold; men nu skal jeg i Eftermiddag gaae ind til Thomsen og derfra see at faae fat paa det; den gode Mand har iøvrigt ingen Orden med sine Blade, og vil desuden nødig af med dem, derfor henvender jeg mig sielden der, jeg tror ikke jeg i et heelt Aar har været i Thomsens Huus; men det er da ikke saa underligt thi jeg holder endnu Quarantaine kommer kun til de af mine Venner, der hente mig i Vogn og har endnu ikke gaaet længere end omtrænt til Postgaarden, syg er jeg ikke; men jeg har ingen Kræfter, jeg bruger ingen Medicin, og har under hele min Svaghed kun faaet et Par smaae Flasker styrkende Draaber, nu faar jeg omtrænt 1 1/2 Skeefuld Portviin hver Formiddag. Kulden har ogsaa været forfærdelig streng i Vinter. Foraaret vil hjelpe paa Dem siger Dr. Møller682 og Alle vi faae nu see, det pleier at være den Aarstid hvori jeg føler mig svagest, dog tror jeg at det iaar vil styrke mig, aldrig har jeg som iaar længtes efter det. Tak for Deres lille Foraarshilsen, den var visnet, det er underligt nok, de, De forrige Gang sendte mig fra Neapel vare saa friske og duftende at vi dengang Alle vare forbavsede derover. Svaghed gjør dog ret egoistisk, der har jeg nu snakket saa meget op om min Upasselighed, og De har jo ogsaa været syg, og det i det fremmede Land, saa ene, min kjære broderlige Ven, tro at jeg kan føle det smertelige deri, Gudskeelov at det var bedre da De skrev, jeg vilde ellers have ængstet mig meget, gid det dog maae vedblive, jeg synes at jeg er glad ved at De som jeg da haaber nu har forladt Rom; men den slemme Reise til Grækenland, maaskee at være udsat for at tilbringe Nætter under aaben Himmel, o, gid det var vel overstaaet og De havde havt ret megen Glæde deraf. Nu har jeg været inde hos Thomsen, han havde ikke Bladet; men fik det laant i Byen, han spurgte med megen Deeltagelse og Intresse, til Dem. Gid jeg nu kunde give Dem en Extrakt af den 6 Spalter lange Recension som kunde give Dem et nøjagtigt og tilfredsstillende Begreb om denne. Den er efter min Følelse godt skreven, og om jeg var i Deres Sted vilde jeg give Forfatteren Haanden og sige: "De er en klog og ærlig Mand, og jeg tror De mener mig det oprigtigt". Fortalen til Deres Bog synes han ikke om, i den, siger han blandt Andet: Herr A – gaar og piner sig selv med at udfinde Mennesker som han kan ansee for sine Fjender. Der var en Tid, da Hr. A – levede i sin Digterverden munter og tilfreds, lykkelig ved den Kjærlighed hvormed Alle kom ham imøde; jeg tror at det nu næsten er blevet ham lige saa nødvendigt til hans Livs Ophold at have Fiender. Siden Herr A – har begyndt at skrive Tragedier er han bestandig i slet Humeur; det Barnlige, det Venlige, det Godmodige, som tidligere charakteriserede denne Digter er næsten aldeles forsvunden, sine bedste Venner betragter han halvt med Mistillid (ja nu kommer der noget der er lidt haardt sagt) og den, der ikke er fanatisk begeistret for ethvert af hans Arbeider, betragter han som en svoren Fiende. Men Her A– har ikke en eneste virkelig Fiende!

Der er maaskee kun faae Mennesker i Verden, der har den Lykke at nyde saa megen personlig Yndest som Herr A. – Recensenten tror at De er en svoren Fjende af al Kritik, at De anseer Recensenterne for Væsener der kun ledes af Misundelse, Jalousi, Ondskab og personlige Hensyn, han mener desuden at for at kalde den foregaaende Kritik i Fædrenelandet683 over Mulatten hadefuld maa man virkelig lide af en formelig Mani for at skaffe sig Fiender ved ogsaa at ville gjøre Forfatteren af hiin Artikel til en Fiende. Jeg veed vel, vedbliver han, "at Herr A – har maattet døje mangen en skarp Kritik; men har ogsaa ved sildigere Arbeider beviist at disse Kritiker have været ham til Nytte; R – mener at De aldrig var bleven hvad De nu er om Kritiken altid havde forholdt sig tavs og De aldrig havde hørt anden Dom over Deres Arbeider end Salonernes Smiger, at De aldrig uden Kritiken var bleven istand til at skrive en Bog som "Improvisatoren", der er fri for alle Deres tidligere Digtningers Feil. – R – venter sig ingen Glæde af disse hans Linier da hans Dom over Maurerpigen ikke kan blive nogen ubetinget Lovtale , han tror at Forfatteren vil ansee den for ubillig. Maurerpigen har et Fortrin for Mulatten deri at Sujettet er Forfatterens egen Opfindelse, det er en temmelig almindelig Mening i Publicum at man søger Grunden til Stykkets mindre Held i Sujettet. Recs. er ikke af denne Mening han finder at Sujettet til Maurerpigen ikke er uden Interesse, at det indeholder mange dramatiske Momenter; men han mener at De ikke har forstaaet at ordne Deres Stof, at det er Maaden hvorpaa De har behandlet Deres Idee, der har berøvet Sujettet den Interesse det ellers upaatvivleligt vilde have vakt; han mener, at hvad der mangler i Digtet er Ro "Forfatteren tillader intet Sted Tilskueren ret at nyde; " siger han, der er en evig Bevægelse, en bestandig Springen fra det ene til det andet; det Hele har meget tilfælles med en Caleidoskop, hvori det ene brogede Billede maa vige for det andet, og hvor det afhænger af Tilfældet, om det nye Billede bliver smukt eller ikke. R – tror og at Forf. har været i Forlægenhed med hvorledes han skulde faae Musiktexten til at passe ind i Dialogen; han finder at Maurerkongen og hans Datter gribe for lidt ind i Stykkets Handling. "Om De ikke vil blive vred vil jeg tilstaae Dem, at jeg da jeg første Gang hørte Stykket havde en dunkel Følelse af denne sidste Bemærkning". At R – kan sige at Stykket efterlod et utilfredsstillet Indtryk af en ufuldendt Handling, og at Publicum antog at Teppet var faldent for tidligt er mig ubegribeligt, det maa da absolut ligge i en Feil i Fremstillingen. R – siger ogsaa at Bogen indeholder smukke lyriske Steder; men at den er overlæsset med Blomster, Skjønhed og Rosenduft; derved beviser han kun i mine Tanker, at han er en ægte Nordbo der ikke kan sætte sig ind i den sydlige Colorit hvori Bogen er skreven; han vedbliver " En smuk Undtagelse gjør Raphaellas Monolog i 3die Akt, og den hele derpaa følgende Scene imellem hende og den unge Konge. Dette er næsten hele tredie Akt, og dette Moment i Stykket staar ikke blot langt over det Øvrige; men vilde være en Prydelse for ethvert dramatisk Arbeide i disse Scener har Forfatteren viist sig Digternavnet værdig, han mener, at om man kan gjøre en Hovedanke mod Stykket da er det den at den egentlige Handling har maattet gjøre Plads for en Mængde Apparater der virke forstyrrende for Øjet og Tanken, og at Forfatteren derved har berøvet sig selv de Hjælpemidler, som Lyriken kunde have ydet ham og opofret den udførligere Udvikling af Charakteerene og af Sujettet, hvorved det mere har faaet Udseende af et Brudstykke end af et sammenhængende Heelt. Hvad Udførelsen af Stykket angaar, da er han ikke tilfreds med den, paa Holstes og Phisters Roller nær, han beundrer at Herr Holst har kunnet gjøre sin Rolle til den interessanteste i Stykket. Den almindelige Mening er, at Maurerpigen er en af Mad. Holstes bedste Roller, det synes nu Recensenten ikke;"men" siger han "Skylden er imidlertid ikke hendes, thi hendes Evner slaae her ikke til. Maurerpigen udkræver Evner som hun ikke er i Besiddelse af". Om Hr Hansen siger han, at hans Organ er ham imod, men at han ved sin Udførelse af Xavala har viist at han maaskee endog kan blive brugelig i det alvorlige Drama. Jfr. Ryges Udførelse af Herminie i: "Bagtalelse"684 er fortræffelig, hendes Udførelse af Niama, er – Ingenting. Hvorledes man derimod kan gjøre Noget af Intet har Herr Phister viist ved sin drukne Lazaro. Der tror jeg nu at Recensenten har ladet sig bestikke af den gode Konstner til at gjøre hans lille Rolle til mindre end den er, der [er] bestemt noget meget genialt i den. Resc. slutter saaledes: Den sceniske Udstyrelse, Costumerne, Optogene, Musiken og Dandsen skal, ligesaalidet som Udførelsen, gjøre Stykket til et Kassestykke. Skulde "Maurerpigen" blive indbringende for Theaterkassen, da kan Forfatteren ganske allene beregne sig denne Fortjeneste til Indtægt! – Jeg forstaar mig jo ikke paa det kjære Andersen; men efter mit Begreb og efter den Maade Recensenterne pleie at skrive paa, synes jeg ikke at man kan kalde denne Recension nedrivende, thi den indeholder jo ligesaa meget Ros som Dadel; jeg har jo kun kunnet give Dem nogle Hovedpunkter af den; men jeg tror, at disse faa har Aanden af det Hele, jeg veed iøvrigt ikke af andre Recensioner over Maurerpigen, med Undtagelse af en i Corsaren685 , som jeg ikke har læst, men blot hørt omtale med Dadel fra flere Sider, det samme Blad har ogsaa nedrevet "Gamle Minder" som Fædrelandet og flere Blade have hævet, jeg har tilfældigviis læst denne Recension, den er meget ungdommelig skrevet, og er formodentlig ligesom den over Maurerpigen sammensmurt af en Student, der bliver ingen videre Notice taget af den. Heibergs nye Digte har Gusta og Fr. Læssø skreven mig lidt om, dette En Siel efter Døden686 er nok et Slax Kraftprodukt, jeg har ikke læst dem, Milo har dem kun til Salg ikke i sit Leiebibliothek, der er her Ingen der spørger efter dem lod han mig svare da jeg efterat jeg havde faaet Deres Brev lod høre om dem, og jeg tror ikke det er nogen Undskyldning af Milo, Heiberg er saa lidt populair udenfor Hovedstaden, her have været Mange for at see til mig, Talen er jevnligt falden paa Litteratur, jeg har og været i et Par store Selskaber hos Schønheyders , hvor jeg jo kan pleje min Magelighed, som jeg siden skal fortælle lidt om, men ikke et Menneske har talt et Ord om Heibergs Digte. Jeg maa sige jeg føler ingen Fristelse til at kjøbe dem, det kan være at det er et Minus i min Siel; men jeg har aldrig følt mig tiltrukken af hans Arbeider, det er maaskee en Mangel jeg har arvet efter Fader, han som kun holdt af den fortrinligste Poesi vilde aldrig erkjende Heiberg for Digter. Der sendte Milo mig nu igaar:: "Syvsoverdagen"687 , fordi han formodentlig tænkte at naar jeg blot fik noget af H – saa var det godt. Naar jeg undtager Digtet Konning Volmer drager afsted paa Jagt, som jeg finder smukt, saa er dog det Øvrige det jammerligste Middelgods. Det forekommer mig som om han har havt den poetiske Deel liggende blandt noget andet Skramleri i en Skuffe, er falden over det og har saa i en Fart sammenjaget Prosaen for at benytte det Hele som et Finalscoup ved denne gode Leilighed. Men jeg er kommen ind i dette kjedsommelige Recensionsvæv som De vist er saa hjertelig kjed af, nu lidt om andre Ting. Christian Winther er udvalgt til at lære den tilkommende Kronprindsesse Dansk. Rygtet har sagt at han skulde blive Professor, og at Regjeringen ved denne Anledning vilde betale hans Gjæld; men Gud veed om det er sandt688. I Bispegaarden have de havt Herzes Digte; men ikke kjøbt dem, ellers har jeg ikke hørt Nogen her der har læst dem. Skuespiller Faaborg har meldt Familien her sin Forlovelse med en Jfr. Levin689 er nok er Choristinde og ikke skal have det bedste Rygte. Leutenanten her mener rigtignok at det aldrig vil komme til Givtermaal. Jeg har været ude at spadsere d. v. s. Sidt nedenfor Frue Kirkegaard, støttet paa min lille Paraply, og nu maae Deres Brev undgjælde det, thi nu er jeg saa mat at jeg ikke kan samle en Tanke. Hvor det bedrøver mig min stakkels Broder Andersen naar jeg tænker mig, at De har været syg og sadt der saa ene og tænkt, og Ingen havt til at pleie Dem. Jeg kan godt tænke mig, at De har trængt til en udvalgt Lecture noget mere end ellers. En Trøst maae De dog have at det Værk der nu sikkert arbeider i Deres Indre, vil bære Præget af denne Selvtænken der har været saa uforstyrret af de tusende Ting der i Kjøbh. maae adsprede Dem, disse eensomme Aftner have dog vist ikke truttet Dem som det tomme Selskabsliv i Hjemmet. Deres Brev var underholdende, hvor jeg gjerne havde hørt alle de forskillige Tungemaal, det maa have været meget interessant. De vilde sende mig en italiensk Solstraale, o, gid jeg kunde sende Dem en ret klar Glædesstraale, jeg vilde saa gjerne sige Dem noget ret oplivende, for Øjeblikket kan jeg ikke; men naar vi engang sees igjen saa haaber jeg vi Begge ville være glade, det ahner mig saa vist at Neapel vil give Dem ret meget Mod og Livs?Glæde. De veed ikke at vi endnu i Sommer blive i det lille graa Huus vi faae de 3 Værelser nedenunder der bliver malet. Da Moder holder en Auction faae vi ogsaa igjen nogle enkelte nye Meubler. Jeg tænker ret der skal blive hyggeligt. Dagen efter Flyttedag er det Moders Geburtsdag, det var mig en saa smertelig Tanke, da jeg troede at vi alt skulde rykke ud af Hjemmet; men Ejeren tiltræder det først til Efteraaret. Vi Børn forærer Moder 3 store forgyldte Rammer til de store Stykker som den elskede Fader har tegnet, og som De vel kjende fra Tolderlund – , naar jeg nu blot maae blive saa rask at jeg kan hjælpe Thea at pynte op dernede, jeg glæder mig saa meget dertil. De fraværende Søstre komme dog med Guds Hjælp endnu engang til at besøge det lille Hjem, og Thea er saa glad ved at Frederik faar det at see som han har ønsket saa meget; men samlede paa een gang blive vi vel aldrig mere; og om det ogsaa skeer saa er jo dog det Bedste, det Kjæreste for os Alle borte. De siger i Deres Brev at jeg har et Hjem, ja kjære Andersen jeg takker Gud derfor; men det er dog et adsplittet Hjem, og Længslen drager nu til alle Sider med Veemod og Ængstelse, og saa tager jeg Moder om Halsen, og saa græder vi begge To. Vi komme dog vist til Kjøbh. thi naar Thea ogsaa reiser saa tror jeg ikke vi holde ud at blive i Odense, naar jeg undertiden tænker mig det, saa tænker jeg ogsaa: Mon det ikke vil være Andersen hyggeligt at finde et andet Hjem hos os naar vi komme til Hovedstaden, mon det ikke kan oplive ham lidt at have en Moder og Søster i Byen som han kan ty til naar der ligger ham noget paa Hjertet og jeg skal bestemt blive en god Søster, om jeg ikke altid har været det; men saa tænker jeg ogsaa undertiden at mine Breve maaskee ere Dem kjærere end det at see mig, thi jeg kan ikke meddele mig saaledes i det daglige Liv som i disse.– I Deres Brev fra Breitenburg skrev De rigtignok at Collins Familie var den eneste fra hvem Afskeden var Dem tung; men Herregud fordi man ikke er saa højt anskreven, saa tror jeg dog at De desuagtet holder lidt af os, og – saa ere vi gode Venner alligevel. – De vil vide lidt om Characterene og Indholdet af den Novelle der aldrig bliver færdig . Indholdet kan jeg ikke saaledes i Korthed fortælle Dem, jeg vil give Dem en lille Replique af hver af de forskillige Damer over een og samme Gjenstand, maaskee den kan karakterisere disse. Helene "Frits maae elske mig ganske som jeg er, med alle mine Feil og Svagheder, han skal kjende mit hele Indere saaledes som jeg selv kjender det, han skal elske mig som jeg lever og aander, og ikke det Billede hans Phantasi danner sig af mig"; Bertha rystede paa Hovedet. "Bertha", sagde Helene og saae Veninden ind i Øjnene; "hvis Du nu var Ernstes Brud." "Kjære Helene!" "Min Gud jeg sætter jo blot det Tilfælde "kunde Du da ønske Dig en Andens Skikkelse eller Fuldkommenhed? Vilde den Kjærlighed henrive Dig og gjøre Dig lykkelig som ikke aldeles tilhørte din Ejendommelighed ?" "Jeg vend det ikke Helene og dog – naar jeg saae noget ret Godt og Skjøndt vilde jeg stræbe at danne mig derefter, det har aldrig bedrøvet mig at jeg ikke er smuk; men – om jeg var Ernstes Brud og han satte Priis derpaa, da vilde jeg sikkert ønske at være det, jeg vilde ønske at tilegne mig ethvert Talent jeg nu savner, ønske at jeg kunde aflægge enhver Feil for ret at være ham værdig. – – (Louicon Derville) "Deres sidste Kjærlighed," sagde Louicon med et skalkagtigt Smiil "Trøst Dem ved den Tanke kjære Farembek, at Deres Folkefærd, Poeterne ere saa vandte til at rutte med slige skjønne Talemaader, at det derfor ikke generer dem ligesom de omreisende Theatertrupper at avertere Fremstillingen af den næste med et Nyt, "for aller sidste Gang;" – Fru Dørner. "Aarene gaae" sagde Fr. D hvidskende og saae sig om til alle Sider som om hun frygtede for at belures, hvo der formaaede at tilintetgjøre deres Magt, at blive gamme , ikke at kunne fængsle ved et Blik, lyksaliggjøre ved et Smiil, for selv at nyde Tilfredsstillelsen deraf, Aar for Aar at see Rynkerne leire sig paa Panden og i Øjenkrogene, og intet Middel eje til at udslette dem, det er Livets Forbandelse ! Alt i Verden bestaae ved Illousioner," sagde hun efter et Ophold, "Kjærligheden er den underholdneste blandt disse, og – Afvexling giver den fornyet Tiltrækningskraft – osv. Cicilie (Blaastrømpen) "Jeg tilstaar det" svarede Cicilie "mit rigeste Ungdomsliv varede kun een Dag, den har jeg tilbragt i Tharent det var en lang Sommerdag, der hurtig henrandt; men den indesluttede en Fylde af Salighed hvis Totalsum jeg dengang trode tilstrækkelig for et heelt Liv, dog Tidens Lee er gaaet hen over hiin Dags Minder som over saa meget andet. Ungdomsroserne ere blevne et Potpouri for den gamle Kone, og Tharent er Vasen som indeslutter det ! – Saa er der en gammel Gouvernante en temmelig vigtig Person ved Knudens Løsning, hun har to Yndlingssange: "Je suis encore dans mon printemps ! og Ah, que l'amour est choie jolie! Jeg skal en anden Gang fortælle Dem lidt om Herrene, der er kun et lille Digt i hver Deel, i sidste er en Romance som een af Damerne synger, hvis her bliver en Plads i Brevet skal jeg nedskrive den siig mig da i Deres næste Brev hvem af Damerne det er, en Ting maae jeg endnu tilføje den ungdommelige Lyrik deri vil maaskee forekomme Dem lidt latterlig igjennem den aldrende Søsters Pen; men den er skrevet for flere Aar siden, nu vilde jeg vel neppe mere have kunnet det, derfor benytter jeg de gamle Sange fra Ungdomsdagene. – Jeg tænker De har nu hørt fra Fr. Læssøe, hun var glad ved Deres Brev. Fr. Hedemann sendte mig forleden noget bonbons fra Strelitz som hendes Mand havde bragt hjem, og flere nydelige Smaating til min Syæske i sit Brev omtaler hun ogsaa Dem, hun har nylig læst Deres Billedbog og har syntes saa særdeles godt om den, Maurerpigen har ogsaa behaget hende om end ikke i den Grad som Mulatten; det er ret ærgerligt, jeg vilde have skrevet Dem ud af Brevet hvad hun skriver om Dem det var saa smukt og poetisk sagt og nu har jeg gjæmt Brevet saa godt at det i dette Øjeblik ikke er mig muligt at finde det. Oldenborgs er her i Aften, de ere gaaet Ærender i Byen, men komme vist strax, og mit Brev skal være færdigt i Aften, thi jeg vil ikke at det skal komme for seent, det er underligt, jeg kunde slet ikke tænke mig at De fik det forrige, denne Følelse har jeg nu ikke med dette. – Da jeg igaar var inde hos Thomsens spurgte han mig strax om han ikke torde læse Deres Brev for at gjøre et lille Uddrag deraf. De havde ikke sagt mig hvad jeg sidst spurgte Dem om, om det var Dem med eller imod, jeg slog det da saadan hen jeg synes det er noget underligt noget med saadanne offentlige Breve som alle skulle læse; men da jeg kom hjem løb det om i mig, thi han havde spurgt med saa megen Godhed til Dem og saa sendte jeg ham det da ind, han har skreven en interessant Artikel deraf for sin Avis, den kommer i Aften, saa skal jeg gjemme den som fordum Comedieplakaten at De ved Leilighed kan faae den at læse, han sendte mig den ind til Gjennemsyn, tillige med følgende lille Seddel, som jeg sender Dem, De kan jo ligesaa godt læse de Breve Thomsen skriver til mig som han Deres til mig. Moder maae skrive lidt paa den anden Side thi al Plads skal benyttes. – Schønheyders Børn have havd Costumebal, det var nydeligt arrangeret, Bertha var Preciosa hun var yndig et Tableau udgjorde Baggrunden i Salen, deri var Sophie Bruun Madonna Børnene vare grupperet paa begge Sider. Adjunct Hansen fremviiste Voxcabinettet særdeles godt – han gjør nok meget af Sophie Bruun, jeg tror just ikke hun hader ham, saa jeg tænker man hører snart en Forlovelse. Sophie er en sød lille Pige, og H– en klog, vakker Mand, jeg synes det maatte blive et lykkeligt Par690 . Men nu kan jeg nok ikke skrive mere ! Levvel min kjære broderlige Ven. Gud velsigne Dem, derom beder

Deres Søster Jette.

Thea hilser mange Gange. Tante A– og Romancen.

Jeg vil ej døe, ej flye for Jordens Smerte,

Selv om Du har Violer til min Grav,

Til mig har Jorden jo endnu set Krav,

Her fængsler end en Salighed mit Hjerte.

Et Savn vil dugge op ad Fremtids Vover,

thi hvem skal elske Dig naar Alma sover.

Ja hvem vil trøste Dig naar Sorgen tynger

Frembyde Bryst og Hjerte mod dens Braad

O, hvem vil græde ved dit Øjes Graad

Og naar et Solskinssmiil din Siel forynger

Hvem vil som jeg vel glæde sig derover

Ak hvem vil elske Dig naar Alma sover.

Hvis Haand vil om din Arnes Hygge frede

Hvis Tanke til din Tankes Flugt da naae,

Hvis Siel vil ganske da din Siel forstaae,

Hvis Øje om dit Øjes Blik kun lede

Hvis Hjerte holde hvad kun Hjertet lover,

Ak, hvem vil elske Dig naar Alma sover.

Det Bal Studenterforeningens Medlemmer gav i Hotel d'Angleterre skal have været meget smukt, der var mange smukke Dandse, en componeret af Fru Hartmann. Iisfarten mellem Kjøbh. og Sverrig har taget sin Begyndelse. De siger De har ingen Lykke med Deres Døttre, De glemmer den lille Havfrue, jeg har aldrig hørt nogen have læst den uden at finde den saa ubeskrivelig smuk. Jeg skal hilse alle Venner og Bekjendtere fra Dem. Hempel har faaet skrækkeligt i Aviserne her har været en evig Pennekrig i Byen. Man har til Slutningen sagt H. "at den døde Olding Christian Iversen nok havde kastet den bekjendte Haandløgte op af Graven." Ja han har rigtignok faaet Gjengjæld for den; men det er dog alligevel stygt sagt, nu er han gammel og svag nu skyde de alle efter da Vognen hælder. Da han var i sin Velmagt tav de og krøb for ham. Nuomstunder er det da moderne at blive nedreven, der er jo næsten Ingen der bliver skaanet; men derfor bliver der vel heller ikke agtet derpaa.

Mit Brev sluttet Tirsdag Aften d. 16 Febr.

Tekst fra: Helge Topsøe-Jensen