Dato: 1. april 1839
Fra: Carsten Hauch   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Kjæreste Ven. Dette Brev vil virkelig, tænker jeg, indtræffe paa Deres Fødselsdag, til hvilken jeg ønsker Dme Held og megen Glæde. Gid De nu i dette ny Aar ret maa have Satisfaktion af Deres Stykke, som jeg særdeles glæder mig til at læse. Gid De ogsaa snart, som De ønsker, maa kunne foretage en Udflugt til et fremmed Land, hvortil Deres Hu saa stærkt staaer. Altsaa i Maj skal Deres Stykke opføres? Det er ikke den bedste Tid, imidlertid, tænker jeg, gaaer det her ligesom med Belysningen, hvori et Maleri hænger; vore Malere sørge nu tidt mere derfor end for Maleriet selv, imidlertid har jeg seet Stykker i den sletteste Belysning, som gjorde den allerstørste Virkning, thi deres egen Fortræffelighed erstattede og opvejede alle ufrodelagtige Biomstændigheder; saaledes omtrent vil det vel og gaa med Stykkerne og Aarstiden; er Stykket selv godt, da vil det kunne sees med Fornøjelse selv i Hundedagene. Jeg er stærkt forkølet efter en Tur til Næstved, hvor jeg tog ned af en Art Digterkløe, for hvilken jeg, som billigt var, blev haardt straffet. Jeg havde nemlig, paa Opfordring, digtet en Sang til Kirkehøjtideligheden, som der skulde holdes til Fordel for de Vandlidte; denne Sang fik jeg Lyst at høre, jeg tog da, som sagt, derned, det var den 15de Marts, Vejret syntes meget smukt, skjøndt koldt, og Koncerten gik godt; men om Natten begyndte der en frygtelig Storm med stærk Snefog; da vi den næste Morgen kom til Byens Port, var den lukket paa Byfogdens Befaling, eftersom Vejen var ufremkommelig og vi bleve advarede om at vende tilbage. Imidletid vilde jeg hjem for mine Forelæsningers Skyld og formaaede derfor Vedkommende til at lukke op;men da vi kom ud, var der hverken Vej eller Sti at se, vi kjørte over Grøfter, Marker og Gjærder og vidste neppe, hvor vi vare: Sneen fløj saa stærkt, at Sporet efter Slæden lukkedes øjeblikkelig, ligesom Kjølvandet efter et Skib. Da vi havde kjørt nogen Tid omkring i det vilde Vejr, væltede vi endelig, Ingen kom dog til Skade; vi vare da omtrent 1½ Fjerdingvej fra Byen og besluttede nu at vende om, men dette var ikke saa let, thi den Vei, hvorpaa vi skulde kjøre, var ufremkommelig, og den Vej, hvorpaa vi vare komne, var ikke mer at se eller kjende, thi Jord og Himmel stod i Et; endelig lykkedes det os at naa Herlufsholms Skove, der laa i Læ for stormen, og saaledes kom vi paa en lang Omvej tilbage igjen og maatte nu blive i Næstved i to Dage, i hvilken Tid vi saae flere Mennesker, der maatte forlade deres Slæder, hvilke stode dybt nedsneede paa Markerne. Tilsidst slap vi dog bort, men endnu lider jeg af en stærk Hoste og Forkølelse efter hin Tour, hvorfor jeg heller ikke, som jeg havde tænkt, kunde til Paasketid komme til Kjøbenhavn. Konen var ikke med, kun to af vore Børn, der dog befinde sig vel. - Oehlenschläger er da bleven Etatsraad, det glæder mig for ham, da han ønsker det, og det er en Ære for Etatsraaderne, at de kunne tælle ham id eres Klasse; imidlertid synes mig, at det ingen Digtertitel er; slige Titulaturer tjene mere tilat skjule og overbygge Geniet, end ti at fremhæve det; Gud bevare enhver Kunstner for at blive Raad, om det saa var Gehejmeraad; med Thorvaldsen er det en anden Sag, thi naar han kommer til Italien, da ryster han Konferentsraaden af sig og er Signore Alberto ligesom før, men i vort nordiske Klima tø slige Filistertitler ikke saaledes op. - Vil De vise mig den Tjeneste af forspørge Dem, naar De seer Bentzen, om han har faaet 1ste Del af mit Manuskript, jeg har Intet hørt derom. - Benna og William hilse Dem venligst og gratulere Dem til Deres Fødselsdag.

Sorø, den 1. April 1839

Deres tro og hengivne

J. C. Hauch

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost