Dato: 30. april 1865
Fra: Carsten Hauch   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Den 20. April 1865

De maa ikke være vred, fordi jeg ikke før har takket for Deres smukke sTykke, "Da Spanierne var her". Men jeg har været saa syg - saa syg, især den sidste Deel af Vinteren ogi hele April Maaned, som jeg sjelden i mit Liv har været. Det er vel de 75 Aar, der trykke mig, thi dem fylder jeg i næste Maaned; mit Ansigt har været ganske opsvulmet, og nu, da jeg haabede Bedre, synes Alt at begynde forfra igjen. Det er nu 51 Aar siden, jeg første Gang traadte frem for Publikum; en saa lang Forfatterbane, hvori man har oplevet saamange Foranringer, og hvori man saa tidt har seet Recensenterne gjøre Hvidt til Sort, kan vel afkøle en Mand med Hensynt il Roes og Dadel; og i Sandhed, afkølet i denne Henseende er jeg bleven.

Deres Stykke hører vist, forsaavidt Læsningen ikke har skuffet mig, til Deres meget gode; det er fuldt af det Lune og den Naivetet, som aldrig forlader Dem; anden At især forekommer mig meget dramatisk; den ene Scene følger den anden med overraskende Livlighed og kraft; men den skal spilles godt, hvis der ei skal komme Uro i Scenernre. jeg længes efter at see det; vær nu ikke vred, fordi jeg ikke kan, hvad jeg gjerne vilde. Sandsynligviis kommer jeg ikke paa Theatret i denne Saison, thi jeg bør ikke gaae ud om Aftenen. Ravnen har jeg derfor heller ikke seet. Iøvrigt er det vanskeligt nu at faae et Stykke godt spillet, da vi, uagtet vi ikke mangle ypperlige skuespillere, dog vistnok mangle det gamle, ypperlige Sammenspil. Et Stykke, som i gamle Dage vilde have gjort Furore, sees nu tidt med Ligegyldighed; men det er da ikke Digterens Skyld.

Det gjorde mig ondt at see Brandes's Recension over P. Müllers "Ungdomskilden". Brandes er en høit begavet, ung Mand; men dette er igjen en af de Recensioner, der i mine Tanker bringer Publikum paa Afveie. De, som sætte Tanken i et Digt høiest, maae vistnok stille Paludan-Müller høiest mellem vore Digtere; thi der i han mesterlig. Men Tanken er langt fra det Eneste; Coloriten, den sandselige Udførlese, er ligesaa nødvenidg. Oehlenschlæger var en ringe Tænker og dog vor første Digter; thi den sandselige Udførelse var hos ham saa mægtig, at man reves hen og glæmte alt Andet derover. P. Müller er en meget ædel Digter, stor i Tanke; men der er hvidt Blod i hans Musas Aarer, saa man tydelig mærker, at det ikke er paa Anskuelsen, men paa den abstrakte Tanke, at de fleste af hans Digte ere byggede. For Resten er han vistnok en af de ædleste Personligheder, Danmark eier; og det føler man især, naar man staaer saa nær ved Graven, som jeg, a en slig Personlighed er langt mere værd selv end den høiste Genie.

Deres meget hengivne Ven

J. C. Hauch

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost