Dato: 14. februar 1860
Fra: Andreas Munch   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Christiania den 14. Februar 1860.

Til Digteren H. C. Andersen.

Forleden Dag modtog jeg Deres venlige Julegave, det sidst udkomne Hefte af Deres "Eventyr og Historier". Jeg kan ikke andet end bringe Dem min hjertelige Tak baade for Gaven selv med dens friske og trøsterige Indhold, og for det venlige Sindelag, hvormed De ved dens Tilsendelse erindrede en gammel Ven og Aandsbroder der sandelig i den sidste Tid trænger til enhver Opmuntring for ikke at nedsynke aldeles i Sorgens Lethargi. Fra "Nordiske Dikter och Skildringer" kjendte jeg allerede en af dette Heftes Historier, "Barnet i Graven" - og det havde gjort mig saa godt; jeg har jo ogsaa nylig lagt et Barn i Graven - men desværre mit sidste - jeg har Intet mere at leve for. "Pennen og Blækhuset" er kosteligt - humoristisk og dog saa dybt. Ja, maatte vi kun Alle være rette Instrumenter i den store Mesters Haand! Og nu Historien fra Klitterne! I faa, dristige Træk et helt Livsmaleri - og det et Liv for Evigheden. Hvad De har villet dermed, har De opnaaet - man føler efter Gjennemlæsningen saa klart og trøstefuldt: Jordelivet er ikke vor sidste Bestemmelse - der maa være en Fortsættelse, en Udvikling, en Gjengjældelse, en Forklaring og Udfyldning hiinsides" O, didhen staaer nu mit eneste Haab.

Desværre kan jeg ikke sende Dem noget litterært Arbeide til Gjengæld, og jeg veed ikke, om jeg efter denne Dag vil kunne frembringe noget større, betydeligt Værk. Mit Liv har selv været en saadan Tragoedie, at jeg ikke behøver at digte nogen. Siden jeg sidst saae Dem i Kjøbenhavn Vaaren 1857, har jeg foretaget en stor Reise til Udlandet, dels, som jeg troede, for min egen Skyld, dels for efter Lægernes Raad at lade min eneste lile søn, der led af kronisk Brystonde, tilbringe en Vinter i Sydens milde Luft; man spaaede mig deraf den største og eneste Forbedring for ham. Jeg satte Alt i Værk forat kunne opdrive Midler til denne ulykkelige Reise. Min Søster var med og pleiede Barnet. Efter uhyre Besværligheder og Lidelser paa Veien, hvor han flere Gange blev saa dødssyg midt paa Jernbanen, saa vi maatte kaste os ind i det første det bedste Hotel paa de usleste Steder, kom vi endelig i October 1858 til Nizza. Her, i denne deilige Luft og mellem Oranger og Roser midt om vinteren, kom min lille Dreng sig tilsynelandende forbausende - efet et Par Maaneders Forløb kunde han løbe omkring i det Fri den hele Dag, og jeg fattede bedste Haab. Opholdet i Nizza var derimod mig til ingen Nytte. Jeg havde et Stipendium, hvorefter jeg skulde foretage Kunststudier i Rom; did drev min Pligt og Længsel mig - at gjensee Rom! Men at forlade mit lille Liv! - Tage ham med turde jeg ikke - det tilsagde sørgelig Erfaring mig. Med min Søster havde jeg ham godt anbragt i Nizza - flere skandinaviske Venner vare der, som lovede at bistaae hende, - jeg troede at kunne vove det for en Maaneds Tid - jeg rev mig løs fra den Lille - jeg føler endnu hans sidste Favntag om min Hals - jeg seer hans bønlige Blik, der bad mig at blive - jeg reiste med et tungt Hjerte i Begyndelsen af Februar 1859 over Florentz til Rom. Neppe havde jeg været der i nogle Dage - før jeg fik Telegram fra Nizza, at mit barn var sygt, farligt sygt, at jeg strax maatte komme, vilde jeg see ham endnu. - Jeg forlod samme Aften Rom - der var ingen Dampskibe - jeg maatte reise over Siena - jeg reiste Dag og Nat i 4 Døgn - min higende Sjæl var foran den tunge Diligence - jeg saae Intet af de herlige Egne, jeg reiste igjennem - jeg foer som en Dødsdømt, som en Blind gjennem Naturens og Kunstens Paradiis. - Da jeg endelig den 4de Morgen naaede Nizza - fandt jeg mit Barns Liig! Hvorledes jeg overlevede dette, veed jeg ikke, hvorledes jeg fik Liget med mig hjem veed jeg ikke - men det skete - jeg forlod al Italiens Herlighed for at bringe et Liig - mit eneste Barns Liig tilbage til Norden. I April kom jeg hjem - lagde ham ved hans Moders Side, og har siden siddet her næsten i Uvirksomhed og Eensomhed - prøvet paa at komme til mig selv igjen og gjenfinde Noget af min Livskraft - det gaaer smaat, men det gaaer dog, med Tillid til Den, som giver al Kraft og har Forsoning for alle Vunder. Jeg havde begyndt i Nizza paa et dramatisk Arbeide af mit Fædrelands Historie - dette har jeg nu atter fremtaget - men det ligger ikke mere for min nuværende Sjælstilstand, saa Gud maa vide, om der bliver Noget af det. Jeg maa see at finde Noget, der mere gaaer mig fra Hjertet, hvis jeg endnu skal kunne virke Noget i min Kunst. - De undskylder vist, at jeg har disket op for Dem med denne sørgelige Historie - men De har Medfølelse, De forstaaer en Faders Sorg, skjøndt De ikke selv er Fader, det siger "Barnet i Graven" mig.

Vil De aldrig overvinde Deres Modbydelighed for at komme til Norge? De skulde see, det lønnede Umagen. De er meget læst og kjendt her - mere end de fleste andre danske Digtere. I denne Tid opføres Deres "Ole Lukøie" her paa det norske Theater. Meld mig itide, hvis De kommer herop i Sommer, forat jeg kan være tilstede. Har De modtaget et Brev, jeg sendte Dem fra Nizza om Lord Russell i Weimar? Jeg spørger ikke forat De skal gjøre Noget ved det deri Omhandlede - den Sag er nu glemt og opgivet, ligesom L. W. R.s Skjæbne i Kjøbenhavn. Saadanne smaa Ærgrelser forsvinde for en stor Sorg.

Glem ei Deres Ven.

A. Munch.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost