Dato: 1835
Fra: H.C. Andersen   Til: Otto Frederik Müller
Sprog: dansk.

[Forsynet med paskriften: I Begyndelsen af 1835].

Kjære Ven!

Du vil vist lee af mig! men lad gaae! Du har været hos mig, hængt Billeder paa min Væg! det har rørt mig! Du har tænkt venligt paa mig, ellers havde Du ikke gjort det! jeg skjønner ret der paa! O, jeg kunde kysse Dig derfor Du gode Menneske! gid vi bare vare der ude i Verden, ikke her hjemme i det kolde, kjedelige Norden! I Paris levede vi anderledes sammen! jeg tænker tidt paa de lykkelige Dage, og imellem undrer jeg mig over, at det ikke er som da, o det maa vist komme af Climatet, Luften er seig, det er et heelt Arbeide at komme fra Nyhavn til Nørregade! jeg holder af Dig! ved den evige Gud, Du er mig saa uendelig kjær, ofte, i min Eensomhed tænker jeg paa Dig, Verden vil kalde det, mine overspændte Øieblikke, men lad dem snakke, det er dog ophøiede, herlige Minutter, hvori man ret elsker sine Kjære! - Maatte vi dog komme til [at] reise sammen igjen, dobbelt skulle vi da nyde Øieblikket, dobbelt glæde os med hinanden! / Tak for Din Venlighed imod mig! Lad os altid blive Venner, trofaste Venner, i en anden, bedre Verden, forstaaes og mødes vi bedre! -

Din Ven Digteren!

[Udskrift:]

Hr. Cand: jur O Müller

Tekst fra: Solveig Brunholm (også lig med microfilmscan 78, 272-73)