H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra H.C. Andersen til August Bournonville 20. maj 1867

Hop forbi menu og nyheder

Dato: 20. maj 1867
Fra: H.C. Andersen   Til: August Bournonville
Sprog: dansk.

Locle, Canton Neuchatel, Suisse, d 20 Maj 1867

Kjære fortræffelige Ven!

Fra Paris, hvor jeg tidt tænkte paa dig, fik du intet Brev; heroppe i Locle, høit paa Jurabjergene, hvor jeg for 34 Aar siden fuldendte min Ungdoms Digtning "Agnete og Havmanden" skriver jeg dig til at du dog kan have Sort paa Hvidt for at du er levende i min Tanke; hils din fortræffelige Frue, hendes Søster og Børnene! jeg blev lidt over tre Uger i Paris; den første og længste Tid der var det meget koldt og altid Regnveir. Alt var dyrere end ellers og Paris er jo ikke egenlig den By hvor jeg meest føler mig hjemme, imidlertid fløi Tiden hen og næsten daglig var jeg paa Udstillingen; om den har du vistnok læst nok i Bladene, jeg vil kun fortælle at Det som meest tiltalte mig, var den store Blomsterhave, hvor i Glashusene massive Palmer prangede, hvor man saae en Farvepragt og gik i en Duft af sjældne blomstrende Roser; Vandet faldt og Vandet sprang, gjorde alle de Kunster Vandet kan lære at gjøre. En stor Grotte var der, Sollyset faldt gjennem Vandbasin med Glas for, store Fisk svømmede der, man stod paa det tørre, men som om man stod paa Havets Bund, det var imidlertId til at blive træt af saaledes flere Timer at vandre om og naaer man saa skulde hjem kunde man ofte ikke opdrive en Vogn men maatte tilfods vandre den lange Vei til Palais royal. Herinde var en Aften smukt arangeret af Svenske Norske og Danske, en Fest for mig, men derom, hører jeg, har danske Aviser talt og altsaa veed du det; i forrige Uge forlod jeg Paris og reiste over Dijon til Neufhatel [ændret til: Neuchatel], i det vor Landsmand Jules Jurgensen, som jeg mødte i Paris, indbød mig at blive nogen Tid hos sig oppe i Locle og aande Bjergluft oven paa den varme trykkende Varme vi de sidste 8 Dage havde i Paris. Veien med Banetoget over Jura var storartet, jeg har lagt Indtrykket ned i følgende lille Vers

Hen ad Bjerge, gjennem Bjerge,

Knap en Fod fra Afgrunds Randen

Flyver jeg i Banetoget

I den maaneklare Nat,

Gjennem lange, mørke Tunler,

I en sneekold, fugtig Luftning

Ud igjen, høit over Byer

Dybt i Dalens mørke sat,

Lysene dernede blinke,

Ovenover Lyser Himlen,

Nyet tændt og alle Stjerner

Seer jeg i min vilde Flugt,

Gjennem Bjerge, over Bjerge,

Som en Fugl jeg dristigt flyver,

Verden, Livet, Gud, det Hele,

Hvilket Eventyr! hvor smukt!

Nede i Neuchatel var varm Sommer, her oppe er endnu tidligt paa Foraaret, jeg har i Kakkelovnen, dog er Bøgen sprunget ud og Græsset høit; paa fem Minutter kan man fra Locle gjennem to Tunnler naae ind over Frankerigs Grændse, jeg er næsten hver Dag heroppe inde i Frankerig og paa den Side af Bjergene er der mere varmt og der er alle Bøgetræer i deres deiligste Friskhed, det ere de nok ikke endnu i Danmark, jeg sender dig et Blad plukket paa fransk Side men paa Schweitzerlandets Grund. - Snart er jeg hjemme i Danmark, om Gud vil det. Jeg hører slet intet om Sølvbrylluppet, saa gjerne var jeg med ved den kjære Fest, men jeg veed ikke om jeg vilde blive indbudt, man siger at kun de allerførste Classer komme, og da at flyve afsted fra Schweitz hvor jeg nu engang er og kommen efter en anstrængende Fart hjem uden at turde vente at see noget [ændret til' Noget] af den egenlige Fest vilde være en stor Skuffelse. - Jeg er dertil ikke rask i Dag, lider af Tandpine, men paa Festdagen vil min Tanke, mit hele Hjerte, om jeg ikke selv personlig er der, være i Hjemmet, maaskee flyver et lille Digt i mit Sted, snart kommer jeg selv og omfavner Dig, min kjære, af Gud, saa rigt begavede Ven.

din trofaste Ven og Beundrer

H. C. Andersen

Tekst fra: Se tilknyttede bibliografiposter

Locle, Canton Neuchatel, Suisse, d 20 Maj 1867

Kjære fortræffelige Ven!

Fra Paris, hvor jeg tidt tænkte paa dig, fik du intet Brev; heroppe i Locle, høit paa Jurabjergene, hvor jeg for 34 Aar siden fuldendte min Ungdoms Digtning "Agnete og Havmanden" skriver jeg dig til at du dog kan have Sort paa Hvidt for at du er levende i min Tanke; hils din fortræffelige Frue, hendes Søster og Børnene! jeg blev lidt over tre Uger i Paris; den første og længste Tid der var det meget koldt og altid Regnveir. Alt var dyrere end ellers og Paris er jo ikke egenlig den By hvor jeg meest føler mig hjemme, imidlertid fløi Tiden hen og næsten daglig var jeg paa Udstillingen; om den har du vistnok læst nok i Bladene, jeg vil kun fortælle at Det som meest tiltalte mig, var den store Blomsterhave, hvor i Glashusene massive Palmer prangede, hvor man saae en Farvepragt og gik i en Duft af sjældne blomstrende Roser; Vandet faldt og Vandet sprang, gjorde alle de Kunster Vandet kan lære at gjøre. En stor Grotte var der, Sollyset faldt gjennem Vandbasin med Glas for, store Fisk svømmede der, man / stod paa det tørre, men som om man stod paa Havets Bund, det var imidlertId til at blive træt af saaledes flere Timer at vandre om og naaer man saa skulde hjem kunde man ofte ikke opdrive en Vogn men maatte tilfods vandre den lange Vei til Palais royal. Herinde var en Aften smukt arangeret af Svenske Norske og Danske, en Fest for mig, men derom, hører jeg, har danske Aviser talt og altsaa veed du det; i forrige Uge forlod jeg Paris og reiste over Dijon til Neufhatel [ændret til: Neuchatel], i det vor Landsmand Jules Jurgensen, som jeg mødte i Paris, indbød mig at blive nogen Tid hos sig oppe i Locle og aande Bjergluft oven paa den varme trykkende Varme vi de sidste 8 Dage havde i Paris. Veien med Banetoget over Jura var storartet, jeg har lagt Indtrykket ned i følgende lille Vers

Hen ad Bjerge, gjennem Bjerge,

Knap en Fod fra Afgrunds Randen

Flyver jeg i Banetoget

I den maaneklare Nat, /

Gjennem lange, mørke Tunler,

I en sneekold, fugtig Luftning

Ud igjen, høit over Byer

Dybt i Dalens mørke sat,

Lysene dernede blinke,

Ovenover Lyser Himlen,

Nyet tændt og alle Stjerner

Seer jeg i min vilde Flugt,

Gjennem Bjerge, over Bjerge,

Som en Fugl jeg dristigt flyver,

Verden, Livet, Gud, det Hele,

Hvilket Eventyr! hvor smukt!

Nede i Neuchatel var varm Sommer, her oppe er endnu tidligt paa Foraaret, jeg har i Kakkelovnen, dog er Bøgen sprunget ud og Græsset høit; paa fem Minutter kan man fra Locle gjennem to Tuneler naae ind over Frankerigs Grændse, jeg er næsten hver Dag heroppe inde i Frankerig og paa den Side af Bjergene er der mere varmt og der er alle Bøgetræer i deres deilige Friskhed, det ere de nok ikke endnu i Danmark, jeg sender dig et Blad plukket paa fransk Side men paa Schweitzerlandets Grund. - Snart er jeg hjemme i Danmark, om Gud vil det. Jeg hører slet intet om Sølvbrylluppet, saa gjerne var jeg med ved den kjære Fest, men jeg veed ikke om jeg vilde blive / indbudt, man siger at kun de allerførste Classer komme, og da at flyve afsted fra Schweitz hvor jeg nu engang er og komme efter en anstrængende Fart hjem uden at turde vente at see [noget ændret til:] Noget af den egenlige Fest vilde være en stor Skuffelse. - Jeg er dertil ikke rask i Dag, lider af Tandpine, men paa Festdagen vil min Tanke, mit hele Hjerte, om jeg ikke selv personlig er der, være i Hjemmet, maaskee flyver et lille Digt i mit Sted, snart kommer jeg selv og omfavner Dig, min kjære, af Gud, saa rigt begavede Ven.

din trofaste Ven og Beundrer

H. C. Andersen

Tekst fra: Solveig Brunholm (microfilmscan 56, 48-49)