H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra Kirstine Marie Iversen til H.C. Andersen 14. november 1827

Hop forbi menu og nyheder

Dato: 14. november 1827
Fra: Kirstine Marie Iversen   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

S. T.

Hr. H. C. Andersen

Studiosus Artium

Viingaards Stræde No 131, 3die Sahl

hos Fru Swartz

betalt.

Kiøbenhavn.

Odense 14de Novbr. 1827.

Gode Andersen!

Foranlediget ved at jeg ikke kunde erholde Tirsdags Kiøbenhavnerposten med Onsdagsposten hertil, men kun engang om Ugen om Søndagen, skrev jeg til min gamle Ven Conferentsraad Monrad i Postdirectionen, om det ikke kunne lade sig giøre at jeg til den sildigste Tid Tirsdagaften kunde fra en Ven faae et Brev indleveret med bemeldte Avis eller Blad.

Han havde den Godhed at lade mig svare, at naar jeg ønskede det at have Bladet kunde jeg muelig erholde det, efter høiere Tilladelse ligesom de andre Avisredacteurer, ved at bestille og betale det her paa Posthuset i Odense, og da faa det tilsendt 2 Gange ugentlig. - Derved besparedes betydelig Porto for mig. De har da den Godhed kiære Andersen ikke at modtage eller betale flere af Bladene, da jeg for Fremtiden faaer dem her paa Posthuset, og betaler det her for dette løbende Qvartal, dette vil de Godhedsfuldt sige den der udgiver eller Kiøbenshavnspostens Expediteur, at han kan vide, at det Blad som De modtog ey gaar af, men blot forandrer sit Tilsendelses Sted nu her til Odense hver Postdag!

Imidlertid takker jeg Dem for Deres Velvillie ved at ville have tilsendt mig same paa den Maade jeg den Gang ønskede.

Meget takker jeg Dem ogsaa for hvad De ellers i Deres Breve skrivtlig har meldt mig, som jeg og har afbenyttet i min Avis, kun ikke hvad Skuespil der skal ugentlig gives, thi det kan neppe interessere her. Men usigelig kiært ville det for Fremtiden altid være mig, om jeg undertiden fra Deres Aand og Haand maatte glædes med nogle Nyeheder. Hvad der staar i Kbhvnsposten har jeg nu strax ved Postens Ankomst - men der kan dog gives mange Ting som kunde interessere mig at vide, og som jeg ved Valg kunde giøre Brug af, naar det kun øyeblikkelig meddeeltes mig. De kan altid være forvisset at jeg skal viise mig erkjendtlig derfor.

Jeg har med megen Fornøyelse læst Deres Digte som De havde den Godhed at sende min Datter Søeborg, og haaber jeg at De ikke har imod at jeg undertiden i mit Moerskabs Blad afbenytter nogle af Dem f. E. Jydepotten, Poetisk Spiseseddel m. fl.: Dog uden Deres Tilladelse vil jeg ikke giøre det.

Min Datter Augusta beder Dem meget hilset, ligesaa alle Hanckes.

Lev vel, kiære Andersen! mine bedste Ønsker for Deres Fremtids Held ville De modtage af

Deres oprigtige hengivne

K. M. Iversen.

Tekst fra: H.C. Andersens Hus