Du har søgt på: *censur*

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 23. november 1833
Fra: Johan Ludvig Heiberg   Til: Jonas Collin d.æ.
Sprog: dansk.

23. Novbr. 1833. [Censur, Spanierne i Odense]

Idet jeg hermed har den Ære at tilstille Hr. Conferentsraaden det mig til Gjennemsyn overleverede Manuscript af Hr. ANDERSEN, tager jeg mig, efter Aftale, den Frihed, at gjøre nogle Bemærkninger derover, ved hvilke jeg dog maa bede om Undskyldning for den aphoristiske Form, hvori jeg, for Hurtighedens Skyld, ventelig kommer til at fremsætte dem. Ideen til begge Stykker synes mig heldig. De Elskendes Adskillelse, og deres Gjensyn, som bliver et naturligt Motiv til ei at adskille, men tvertimod forsone det yngre Par, forekommer mig at være en meget god Grundvold for et Skuespil; men imod Udførelsen troer jeg, at adskilligt kan indvendes.

Jeg troer, at Forfatteren gjorde vel i om han ikke gav sit Arbeide Navn af to Vaudeviller, men kun af een i to Tableaux (eller hvad andet Navn der maatte findes passende); thi det første Stykke ender altfor utilfredsstillende til at kunne betragtes som et Reelt. Denne i sig selv ikke betydelige Bemærkning troer jeg dog er ikke uvigtig med Hensyn paa Publicums Modtagelse af Stykket, da intet er skadeligere, end naar Publicum medbringer større Forventninger end dem, som det finder opfyldte.

Det Smukke, som ligger i Sujettet og som især skulde naae sit Culminationspunct i Gjensyns-Scenen i Stykket Nr. 2, synes mig ikke at være benyttet paa nogen dramatisk Maade, og derfor heller ikke at gjøre den tilsigtede Virkning. Gesandtens Fremgangsmaade mod sin Søns ham ubekjendte Elskede, idet han uopfordret sender hende Penge og et uartigt Brev, er altfor udelicat og plump for en høi Diplomat, der ikke skal fremstilles som en naragtig Person eller som en daarlig Diplomat; heller ikke gjenkjender man i dette Træk den forrige godhjertede Franciscus. Hvis Forfatteren vilde have fremstillet en Mand, som i et bevæget politisk Liv havde tabt sin Ungdoms Hjertelighed, da var det en anden Sag, men dette er ikke Tilfældet; thi ved Gjenkjendelsen af Augusta seer man, at han har bevaret sin Ungdoms Hjerte. Han maatte derfor vel sætte sig imod de Elskendes Forening men vælge et passeligere Middel. Fremdeles kunde Stoffet været benyttet bedre paa dette Sted, hvoraf hele Effecten er afhængig. Langt interessantere vilde det være, om Gesandten, inden han gjenkjendte Augusta, havde en Samtale med Luise, som jo maatte interessere ham ved sin paafaldende Lighed med Moderen, Noget, som han selv omtaler, men efterat Knuden er løst, saa at Forfatteren her har berøvet sig selv Leiligheden til en effectfuld Scene og en interessant Forvikling. Saaledes som Gjenkjendelsen nu finder Sted, er der intet dramatisk Liv deri. Hvorledes forresten Forandringen skulde gjøres, vil jeg ikke paatage mig at bestemme; kun derpaa vil jeg gjere opmærksom, at paa dette Sted sidder Stykkets værste Skrøbelighed; men dette Sted er Stykkets Hjerte, og Hjertesygdomme ere gjerne dødelige. -

Ved et Theaterstykke er det en slem Omstændighed, naar ikke alle Hjul gribe ind i hverandre, naar ikke Alt samles i een Gang til eet Maal. Dermed faaer Stykket noget Improviseret, Fragmentarisk, Incohærent, og dette ophæver den theatralske Virkning. En Følelse heraf har jeg haft ved Læsningen af nærværende Stykker, og troer at den har især sin Grund i tre Omstændigheder:

l) at der i begge Stykker ikke er en eneste Person (med Undtagelse af Johan, der siden bliver Agent, men han er kun en Biperson), hvis Charakteer blot er saameget skizzeret, at Tilskueren kan sige, at han har gjort et, om end nok saa flygtigt Bekjendtskab. Vel kan ikke enhver Person være saa meget udført, som dertil hører; det forlanges heller ikke, naar det blot er Tilfældet med dem, paa hvilke Interessen hviler. Men om Franciscus eller Gesandten, om Augusta, Diego og Luise faae vi saa godt som intet at vide. De gaae os forbi som saamange Mennesker i Livet, hvilke man neppe gjenkjender, naar man møder dem Dagen efter;

2) at der ere nogle i Handlingen aldeles ikke indgribende og fuldkomment overflødige Personer, til hvis Existens man ikke seer mindste Grund, nemlig Lise i det første Stykke, tildeels ogsaa Joze, og i det andet Stykke Hanne;

3) at der i saa simpel en Handling, hvis Fortrin burde bestaae i Unødvendigheden af mange udvortes Apparater, ikke desmindre behøves saa megen Decorations-Forandring.

Disse 0mstændigheder tilsammentagne sprede Handlingen ud i divergerende Retninger, medens der paa den anden Side ikke er gjort tilstrækkeligt til concentrere den. Alle lade de sig ikke forandre, uden at Forfatteren skulde skrive et aldeles nyt Stykke, men noget kunde han maaske indskrænke disse Divergenser, f. Ex. ved at borttage Lise og lade Johan aabne Scenen paa en anden Maade, samt ved at give Hanne en i Stykkets Gang mere indgribende Rolle.

Den svageste Side ved dette Arbeide forekommer mig at være den lyriske eller musikalske. Ikke som om der jo rigtignok ved Siden af nogle i egenlig Forstand sammenjaskede Sange - fandtes andre, ret smukke - der afgive et nyt Beviis paa Forfatterens Talent til at være lyrisk Digter; men de ere for en stor Deel saa udramatisk anbragte, at Vaudevilletonen er gaaet tabt, og Stykkerne ikke med Rette kunne kaldes Vaudeviller. Forfatteren synes ikke tilstrækkeligt at have fattet Forskjellen mellem Opera og Vaudeville. Den "sidste, som i musikalsk Henseende staaer saa langt tilbage for den første, maa opveie det ved Handlingens Overherredømme over Musiken. og derved, at ikke blot øret og Følelsen eller Phantasien, men at Tanken idelig, beskjæftiges under de anbragte Musiknumere. Man bør ikke skrive et Stykke, hvori man forener Manglerne ved Opera og Vaudeville, men man bør decidere sig for den positive Side af en af Delene, og saa lade Manglerne og lndskrænkningerne følge med, hvilket ikke kan være anderledes, Til Exempel paa den rette Vaudeville-Sang kan anføres den i enhver Henseende smukke og vel anbragte Vise i det første Stykke: »Hvo skjænker Mennesket et Hjem?« Men desværre ere der flere Sange, som kunne tjene til Exempel paa en urigtig musikalsk Anvendelse, hvilket jeg, ved følgende Detailler, maaskee vil kunne gjøre tydeligt.

1. En altfor stor Overflod af sentimentale Charakterer i en Vaudeville gjør en maadelig Virkning, især derved, at de give Anledning til sentimentale Sange, i hvilke man altid staaer paa Grændsen af Vaudevillen og nærmer sig til Operaen. I slige Sange tiltales Øre, Phantasie og Følelse, men ikke Tanken; i den gjelder Musiken som Musik, ikke som et Vehikel for Tankerne. Augusta og Hanne ere to saadanne sentimentale Personer, som udtale sig i altfor mange Opera-Romancer, hvori Vaudevillens Charakteer gaaer tabt, og Operaens opnaaes ikke, da Musiken er laant og vilkaarligt sammensat. Ogsaa Franciscus, Ludvig og Diego slaa ind i denne sentimentale Opera-Tone, og dræbe det egen lige Vaudeville-Liv. Vel har man paa Fransk adskillige rørende Vaudeviller, f. Ex. »Familien Riqvebourg«, »Et Feiltrin«; men uden at tale om, at denne Genre ikke fortjener at roses, og at det er aldeles udvortes, for Kunsten fremmede Hensyn, som have indført den, nemlig de for Pariser-Theatrene gjeldende Privilegier og Politi-Anordninger, vil man desuden finde, at selv her understøttes Handlingen af Sangene, og at disse aldrig staae ørkesløse, blot tiltalende Øre, Phantasie og Følelse, saaledes som i Operaerne.

2. Hvad der efter min Mening meget fortjener at dadles, er den Parforce-Jagt efter patriotiske Følelser, som udtaler sig i Augustas Sang: »Bølgen vugger op og ned«, og i Diegos det herlige Nordhav« etc. - Hvor ikke selve Situationen gjør et saadant Udbrud af patriotiske Følelser naturligt (saaledes som i »De Danske i Paris« i Duetten mellem Juliette og Majoren - ifald jeg selv tør sige det), der er der ingen Mening i, og det kan følgelig ikke vække nogen Begeistring, selvom Sangen, betragtet for sig selv, er nok saa smuk - hvilket desuden her ikke er Tilfældet. Disse to Sange ere atter Opera-Numere, som ere adskilte fra Handlingen og hverken passe til Personerne eller til Situationerne.

3. Forfatteren har forsøgt noget Nyt, idetmindste noget vi ikke hidtil have havt i den Udstrækning, nemlig at frembringe enkelte Musiknumere ved en Potpourri af forskjellige Themaer. Saaledes Franciscus's Arie i 1ste Stykke: »Det er stolt Soldat at være«, og det combinerede Numer i 2det Stykke: »Rap og stærk« etc. For at man skulde kunne dømme herom, maatte Forfatteren have meddeelt Noderne til disse Numere; man vilde da see, paa hvad Maade han selv eller den Musiker, som maatte have ledet ham, havde tænkt sig Overgangen fra det ene Thema til det andet. Har han derimod, uden dette Hensyn, blotpaa Maa og Faa, vilkaarlig sammensat disse Themaer, da faaer det Hele et eventyrligt Udseende og turde let blive umuligt i Udførelsen, formedelst det betydelige Omfang af de forskjellige Themaer, hvis Sammenknytteise let kunde fordre saa lange Modulationer, at det Hele vilde forekomme tomt og vidtløftigt. (ZINCK har, imod min Villie, gjort noget lignende i »d. 28. Januar«, men det tog sig ogsaa miserabelt ud). Forfatteren har maaskee tænkt paa en for Skuespiller SCHUSTER i Wien componeret stor Potpourri; men en saadan er altid et vanskeligt Kunststykke, hvilket en Forfatter, naar han ikke selv er Musicus, ikke kan gjøre paa egen Haand, men kun efter Overlæg med en Componist.

4. At lade Md. WINSLØW, i det sidst omtalte Numer, synge den samme Melodi som hun synger i »Bruden« og med Ord af en lignende Charakteer er en Gjentagelse af hvad man allerede har hørt, istedetfor at være noget Nyt, frembragt med det Gamle og Bekjendte. Det er et lignende Misgreb, som Forfatteren begik i sin »Kjærlighed paa Nicolai Taarn« (som forresten synes mig at staae hoit over hans andre dramatiske Frembringelser): nemlig at lade Md. WEXSCHALL parodiere sig selv. En god Parodie og en ny Frembringelse ved gamle Midler er derimod Agentens og Diegos Parodie paa: »En Time før Middag«.

Men det er paa Tiden at komme til et Resultat. Stykket forekommer mig, at kunne med nogle rigtignok betydelige Modificationer og Forandringer blive et ret behageligt og underholdende Stykke, ihvorvel jeg ikke kan nægte, at Hr. ANDERSEN saavel ved dette som ved ethvert andet dramatisk Arbeide bør være yderst forsigtig og heller undertrykke et eller andet Product, end risquere Publicums Misfornøielse. Det er nemlig et Factum, at Hr. ANDERSEN har ved sine dramatiske Arbeider tabt en Deel af den Gunst, hvoraf han iforveien var i Besiddelse som Digter. Virkelig synes det ogsaa, at han - idetmindste hidtil - er en lyrisk Improvisator, men som netop af denne Grund mangler Besindighed og Koldblodighed, uundgaaelige Reqvisiter for den, som vil virke ved Theatret.

I hvor lidet end ovenstaaende Bemærkninger kunne gjøre Fordring paa at være en egenlig Kritik, saa have de i det mindste den gode Side, at jeg har sagt min Mening med al den Oprigtighed, som jeg skylder Hr. Conferentsraaden paa ethvert Spørgsmaal De gjør mig, men isærdeleshed her, hvor Talen er om en Digter, paa hvem Deres Ros og Daddel, Deres Til- og Fraraaden sikkert har og bør have en saa stor Indflydelse.

Deres ærbødigst hengivne

I. L. HEIBERG.

NB. I de spanske Ord og Repliker synes adskillige Feil at være indløbne.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost