Du har søgt på: *opmuntr*

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 3. april 1839
Fra: Johan Gunder Adler   Til: Jonas Collin d.æ.
Sprog: dansk.

[Censur: "Mulatten" - fortsættelse af: Brev ]

Naar Kritiken ved det foreliggende Stykke med Føie kan dadle, at det ikke har nogen betydelig dramatisk Interesse, at Helten i Stykket ei aldeles passer og i Grunden ikke vækker anden Deeltagelse, end den vi føle for Enhver der lider uden egen Brøde; at der i flere Charakterer og Forhold er noget forskruet - og umotiveret, at vi i Stykkets Slutning savne Beroligelse for en af Hovedpersonernes Skjebne, og at det, skjøndt i en mindre Grad end i Forfatterens tidligere Arbeider, vidner om Mangel paa Smag og Tact, - saa maa den, synes mig, paa den anden Side erkjende, at Stykket har nogle interessante og veltegnede Charakterer, spændende Momenter og ret piqvante Situationer, at vi i de lyriske Partier ofte finde en snad poetisk Verve og beundre en Rigdom af nye og frappante Billeder; at Forfatteren har vidst at omgive sit Stykke med en varm sydlig Duft, og at nogle af de Steder, hvori han støder an mod Smag og Tact, letteligen kunne lade sig forandre. Naar vi derhos med Hensyn paa Forfatteren bemærke, at dette Arbeide har betydelige Fortrin for hans tidligere og vidner om et Fremskridt, der vel kunde anbefale ham til nogen Opmuntring, og endeligen, med Hensyn til Theatrets Tarv, at der allerede i Publicum har dannet sig en fordeelagtig Mening om dette Stykke, som rimelig viis vil sikkre det nogen Tids vogue, saa troer jeg, at jeg, uanseet dets virkelige Mangler, bør stemme for dets Antagelse.

3. April 1839

Adler

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost