Du har søgt på:

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 3. januar 1859
Fra: Bernhard Severin Ingemann   Til: Ingeborg Christiane von Rosenørn
Sprog: dansk.

Sorø d. 3die Jan. 1859

Kjære trofaste Veninde!

Nytaarsaften bragte os atter det kjære Tankebesøg, som nu i saa mange Aar har været vor glædelige Erstatning for det vistnok endnu glædeligere personlige Aftenbesøg i de forrige Dage. Hvergang Brevet den Dag kommer, modtages det med Taknemlighedens og Erindringens Glæde og med Haabet om at mødes med Dem til Foraaret. Gud skee Lov, at De dennegang, uagtet et Aars større Vægt, dog føler Dem friskere og kraftigere, end forrige Vinter! Derover glæder sig vist ogsaa den kjære elskværdige Dronning, og denne Glæde hører til den "Fremtids-Velsignelse", vi ønske hende, som os selv. Ogsaa for Deres kjærlige Børns Skyld og for Deres Kjærlighed til Børnene vil Vorherre maaskee opfylde vore Ønsker og lægge Dage til Deres Dage, med samme aandelige Kraft, som nu og med saa megen Legemsstyrke, som behøves.

En saadan Fremtid, som den, vor gamle kjære Sibbern troer skal oprinde for den 9de Generation efter vor Tid herpaa Jorden - den hører hen til "den nye Himmel og Jord, hvor Retfærdighed boer", og den skulde han seet ud til over Timeligheden, blandt de virkelig fødte og gjenfødte Menneskesjæle, som vi gaae hen til, og som de ufødte Generationer omtrent vil have samme Vei til gjennem en syndig Verden, som alle dens Forgjængere. Han har - saavidt jeg kan see af det første store Hæfte - vendt Blikket efter det Rige, hvor der skal være en Hjord og en Hyrde, til Jorden istedetfor til Himlen. Det er hele Feilen. Hvad der er urimeligt og umuligt for hvilkensomhelst Slægt paa Jorden, bliver først muligt og virkeligt for den i Gudsriget forenede og gjennem Jordlivet og alle følgende Tilværelsens Stadier luttrede og udviklede Menneskeslægt. Sibbern har forvexlet Begyndelsen med Enden. Her er jo alle ogsaa de kommende Slægters Liv Begyndelse - den høiere Udvikling og Fuldendelse maa jo søges hos de Sjæle, der ere udover denne første Bevidstheds-Tilværelse. Et saakaldet Tusindsaarsrige paa Jorden anseer jeg (med Luther) for en stor Vildfarelse at antage. Et saadant vilde jo ikke omfatte den forudgangne 6000 Aars Mennskeslægt men kun 1/180 af de tilblevne Sjæle, og med Synden maatte jo ogsaa Døden ophøre. Dog nok om denne bagvendte Idee, som synes mig ligesaa trættende fremstillet, som usandsynlig. Andersens "De Vises Steen" er, skjøndt Allegorie, udført med Liv og Phantasie. Stenens Navn og Elmenter finde han og lader Pagtens Bue pege ud over Jorden efter dens Verden. Lucie har ogsaa hørt ham læse dette Eventyr med megen Fornøielse.

Bevar fremdeles den gamle Sympathie, som De bevarer Venskabet med Deres inderlig hengivne

B. S. Ingemann

Tekst fra: Brevveksling mellem B. S. Ingemann og Fru I. C. v. Rosenørn