Dato: 2. december 1851
Fra: Caroline Hanck   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Boller den 2 Decbr 1851

Ofte har jeg havt stor Lyst til at skrive lidt til Dem kjære Andersen, egentlig af den egoistiske Grund, at De ikke reent skulde glemme mig, Moder fortæller mig dog imellem lidt om Dem som altid er mig en stor Glæde; (thi De hører jo med til mine lyseste Barndomsdage); men altid har jeg atter tænkt, at naar man virkelig har Godhed for sine Venner (det tør jeg vel endnu kalde Dem?) saa skal man ikke plage dem med Breve, især hvem der har saameget at bruge sin Pen til som De; men da jeg saae at De var bleven Professor saa tænkte jeg, at her fandt jeg jo den bedste Leilighed, da jeg ikke mundtlig kunnet gratulere Dem hertil at skrive en lille Epistel, og fortælle Dem at jeg ret blev fornøiet herover, ja det er jo ordentlig moersomt at skrive det udenpaa mit Brev; men nu kommer strax min Egoisme bitte bitte svar mig peent paa mit Brev thi her er en forunderlig æsthetisk Eensomhed her oppe i Jydepotternes Land i vor nærmeste By Horsens er der en eneste æsthetisk Mand Rectoren; men denne »den Fattiges eneste Lam«, har doceret saa længe for sine Diciple, at han anvender samme Methode paa andre skikkelige Folk saa at jeg naar jeg vil gaae med ham, istædet for at komme i Poesiens deilige Land med løvrige Træer i Skoveensomhed Fugleqvidder og pladskende Springvande med Kjølighed og Slyngplanter, hvor Aanden suser mellem Træerne eller hvor der er tropiske Planter og en brændende Soel, - saa gaae vi i en peen Have (ikke med engelske Plainer engang) nej med tusindfryd om Bedene, Sand i Gangene, peent malet Plankeværk omkring etc, og istædet for Aandens Susen, seer jeg ham bøjet over Blomsterne for at binde en Pind fast til hver og forsigtig lugte til dem; see det er hvad man faaer til Indtægt udenfra det skal være det aandelige Samliv i æstethisk Henseende. Men lad mig nu være sand og ærlig, i Hjemmet lider Aanden ikke Nød der er Aand og Hjerte tilstæde, og Aanden er af den høieste Slags det er elskelige christelige Mennesker jeg lever med, Grevinde Frijs og hendes Datter nøjes ikke med den ydre Adel, men eje virkelig Sjælens. - Men i de ydre selskabelige Forhold, synes Phantasien forunderlig at sove hos Folk her, de gaae alene op i det praktiske, og værre bliver det vel siden Jyderne ved Fæet de Umælende har faaet Samfærsel med det praktiske England, der gjennem det vist ikke vil dele andet end sin Praktiskhed med os. - I denne Uge seer jeg at Deres Hyllemoer skal gaae i Casino,ja Alt Sligt gaaer jo nu min Næse forbi; gjerne havde jeg været hos Moder sidste Søndag De var der og læste for Dem; men her maae jeg nok nøjes med Naturpoesi, og den er i Sandhed at finde i Jydernes Land, hvor romantiske ere ikke de alvorlige dybe store Skove, med Søer ved Silkeborg? hvor forskjællig fra den fyenske og sjællandske Natur, ikke nær saa smilende; men meer alvorlig og storartet; den nærmer sig næsten i Lighed noget den norske Natur synes jeg, med sine store Bakker der gjør Skovenes Omrids saa smukt bølgeformige, paa Himmelbjerget ved Greis ved Rosenvold. Dog De har vel seet det Alt, De har jo flere Gange været i Jylland. Er Deres Eventyr Hyllemoer som er dramatiseret?, et nyt Eventyr skriver Moder har De ogsaa skrevet, hvor glædede jeg mig ikke i Sommer ved Deres "I Sverrig" især over Maleriet af Drengen med det bare velsignede Seilgarn, jeg læste den høit, og morede mig lige ind til Sjælen, det var Dem saa aldeles som fortalte dette, aldeles den Samme som i mine unge Dage, gav Skizzer af det Meislingske Familieliv der var akkurat samme naive Friskhed og Lune over det som i hine Dage. - See det er lidt af denne lette aandelige Bevægelighed som allerede i min Barndom fængslede mig saa stærkt, denne aandelige Forfriskelse som jeg her undertiden længes efter og seer til med samme Begjærlighed som man som Barn seer efter den farvede Regnbue; mit Liv er langtfra uden aandelig Interesse her; men meget alvorligt, ikke for alvorligt for min alvorlige Natur; men der er jo to sammenblandede i mig hvoraf den ene heller ikke fornægter sig (thi leet har jeg dog bestemt i denne Verden førend jeg har græt), og naar denne sidste Natur slet ingen Næring faaer, er jeg undertiden tilbøjelig til at forfalde lidt til Melankolie eller tage Livet lidt for alvorligt; vær derfor rigtig god imod mig, og fornøj mig med et Brev. Lad mig høre lidt af de gamle bekjendte Toner her i alt det Fremmede som har moret og bevæget mig saa ofte, jeg veed godt at det er et lille Offer jeg forlanger men jeg forlanger det af den Godhed som jeg har kjendt i saamange Aar; De kan troe det gjorde mig ondt at De var borte i Sommer da jeg var hjemme, og jeg er bange at det vil blive Tilfældet hver Sommer. See nu skal De være fri, thi nu er Pladsen forbi, et godt glad velsignet Nytaar ønsker Dem Deres søsterlig hengivne

Caroline Hanck

Min Adresse er blot Boller, Horsens

Tekst fra: Helge Topsøe-Jensen (kopi Rigsarkivet)