Brev til digteren Christian Winther
[
]
Montreux den 26. august 1862
Et Digt forlanger De! jeg eier intet,
Jeg ellers bragte Dem mit allerbedste;
Her i Montreux groe Laurbær, men ei Digte,
Det sidste her var Byrons om Chillon .
Naturen rundtom er vel selv et Digt,
Mit Hjerte rummer det, men ei Papiret;
Jeg kan ei tegne Aftnen her ved Søen,
Hvor Vandet skifter om med Blaat og Purpur,
Et luftigt Rosenblad mod Himlens Guldgrund.
Liig mægtige Chor-Stole i en Kirke,
Staaer Klippe sælsomt stillet op ved Klippe;
Der hænge Skovene, som Drapperier,
Og fjernest løfter sig Høialteret,
Et Bjerg med evig Snee til Alterdug.*
Her er en Fred, en Deilighed i Aftnen,
Et Farvespil, som ingen Maler giver,
Og dog i al den Glands og Deilighed
Min Harpe hænger uden Klang og Toner,
Den lette Bjergluft lader den ei zittre,
Mit Hjertes stærke Slag ei virke vil;
Det er som Strængene i Slummer laae,
Som om de samled' Kræfter for at klinge
Med større Fylde og med nye Toner
Snart i det Skjønheds Land, der aabnes for mig,
Hvor brændende Granatblomst mellem Laurbær
Vildt groer paa Gjærdet i det stærke Sollys,
I Cids og i Cervantes Fædreland.
Der sende Naadens Gud mig Digter-Gaven,
Den bruse gjennem de nu tause Strænge
Og bære hjem til vore grønne Øer,
Hvor Bøgen skygger over Kjæmpegrave,
Fata Morgana fra Granadas Have!
H. C. Andersen
*Dent du Midi
I BFN 855: "Nye Digte af Danske Digtere", hvor digtet første gang blev trykt 1863, er brevet dateret 26.8.1862.Da HCA lod digtet genoptrykke i "Kjendte og glemte Digte" 1867, blev digtets dato ændret til 30. August 1862.
I SS i MLEs fortsættelse, som udkom 1877, er datoen rettet tilbage til 26.8.1862
[Edvard Collins håndskrift] An Christian Winther
Antwort auf seinen Brief
Montreux. Aug 1862
Sie wollen ein Gedicht ich habe keines,
Ich gebe Ihnen sonst mein allerbestes.
In Montreux wachsen Lorbeer, nicht gedichte,
Das letzte hier war Byrons von Chillon.
Zwar die Natur hier selbst ist ein Gedicht,
Mein Herz kanns fassen, dieser Bogen nicht
Nie könnte ich zeichnen den Abend hier am See,
Des Wassers Farbepracht im Blau und Purpur,
Ein Rosenblatt auf'm goldenen Grund des Himmels!
Wie mächtigen Chor-Stühle i der Kirche,
Stehn Felsen neben Felsen seltsam hier,
Die Wälder wie Gewander sie umschlingen,
Und in der Ferne das Hochaltar sich hebt,
Der Berg mit ew'gem Schnee zum Alterkleid.
Der Frieden, Schönheit und der Farbenwechsel,
An solchem Abend laßen sich nicht malen.
Doch mitten hier in dieser Herlichkeit,
hängt meine Harfe ohne Klang und Töne,
Sie zittert bei der leichten Bergluft nicht,
Des Herzens starkes Schlag bewegt sie nicht,
Als ob die Saiten hier im Schlummer lägen,
Um Kraft zu sammeln, daß in reich'rer Fülle
Sie klingen mögen und mit neuen Tönen
Im Land Schönheit, wohin jetzt ich strebe,
Wo zwischen Loorbeern die Granaten blumen
Aufs Häcken glüht im frischen Sommerlicht,
I Cids und in Cervantes Vaterland. /
Mög' Gott mir da die Dichtergabe senden,
Sie brause durch die Saiten, die nun schweigen,
Und trage sie nach unsere grüne Inseln,
Wo Heldengräber unter Buchen ruhen,
Fata Morgana von Granadas Garten!
H. C. A.
