Dato: 1830
Fra: Signe Læssøe   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Som jeg sidder, falder det mig ind, at jeg nok gad sagt Dem et par Ord angaaende Deres Kjerlighed til Naturen - De forbauses hvergang jeg siger Dem at De ikke elsker den, da De saa herlig kan tale om den, jeg svarer Dem sjelden noget paa det fordi jeg, maaskee af overdreven Kvindelighed, ikke gider udviklet hvad der kan lade krast i Manges Nærværelse - men jeg vil dog nok have De skal vide min Mening og - - rette Dem derefter - (Spøg) De elsker Naturen, det er unægteligt, men ikke paa min Maade og det er det jeg vil De skal, De elsker den; De legger Mærke til den for at anbringe Beskrivelsen om dens Skjønheder i Deres Digte og derved samle Laurbær og Eegeløv. Laurbærtræet og Eegetræet opvækker ikke Deres Beundring eller Kjerlighed, men vel den lille Krands der af Pigehaand deraf er flettet til Dem - Er det at elske Naturen for Naturens Skyld? Skal Deres egen Individualitet aldrig kunne træde tilbage for noget, tillad jeg siger det, høiere? jo det vil jeg lære Dem!! -

Jeg elsker Naturen for Naturens Skyld, jeg gjennembæves af navnløs Følelse naar jeg eene paa min Altan seer Solens Opgang og Nedgang, seer Havet blidt eller oprørt, seer Skyerne i deres fantastiske Skikkelser flyve forbi Maanen og snart tilhylle den let, snart ganske skjule den;jeg takker Gud som dannede mig med Sands for at være lykkelig ved Naturens Barm, som gav mig den til en evig, uforanderlig Ven og Trøster i mit lange Livs saa mange tunge Bekymrings Timer,jeg føler med salig Bevægelse: den er mig altid tro naar jeg kun bliver den troe, med ydmyg Barnlighed klynger jeg mig fast til denne Moder, dette Hele, dette Uforanderlige, og med salig Stolthed føler jeg, jeg er et Led af dette Hele, naar jeg er hvad jeg skal være, om kun et Atom, dog Noget i dette Store og kan værdig bidrage Mit til at forherlige Skaberen af al denne Herlighed -

Gud velsigne Dem troe og føel heri som jeg; ingen Missionær kan ivrige re stræbe at trække Hedninger til sin Kirke, end jeg ønsker at trække alle gode Mennesker ind i mine Følelser - o man er saa lykkelig derved, man afhænger ikke saa meget af Menneskenes Luner, Menneskenes Kulde eller Haardhed, nei man staaer for fast, thi man staaer ikke eene, man staaer ved Guds Haand naar man staaer ved Naturens, og dens Foranderlighed opdager det klare Øie snart, er bygget paa evige Love som ere just saadanne for vor Lyksalighed -

Dette er min Religion, denne Kjerlighed til Guds herlige Skabelse gjør, at jeg selv søger efter al min Evne at naae Fuldkommenhed og bidrager det lidet jeg formaaer at bibringe mine Omgivelser den, at min Evne kun er ringe, at Sporene ikke ere meget synlige af mine Bestræbelser det er ikke min Skyld - mit Pund var ringe.

Det er jo underligt at jeg vil skrive dette til Dem hvis Minde vil vare i mange Aarhundreder naar mit neppe staaer blandt mine Børnebørn; men det er dog ogsaa kun tilsyneladende saa, det nedtrykker mig ikke, thi med Vished veed jeg, at lever Signes Minde ikke, saa lever dog i Rækker af Aar de Tanker jeg har opvakt og nedlagt hos saa Mange, ere de gode, hvad bryder jeg mig om mit Navn staaer derved, de bidrage til det hele store Gode og det er mig Fyldestgjørelse nok, men hvad der nedtrykker er, at hvert ubesindigt Ord maaskee ogsaa bær sin slemme Frugt der varer i det mindste saa længe som det gode. - Hav De ogsaa, for Guds Skyld, altid dette for Øie, især i Deres offentlige Liv, et trykt urigtigt Udtryk gjør vel mere Skade end hundrede udsagte - det er ængstligt at tilhøre Verden i den Grad!

Jeg havde meget endnu at sige, men jeg frygter De vil anvende de Ord De brugte om Jfr: Hanke ogsaa paa mig: et langt Brev med intet Indhold, derfor jo kortere jo bedre - rigtigere jeg slet ikke skrev, men jeg kan ved Gud ikke lade være.

Igaar har De dog vist faaet Brev, Gud give det var noget afgjørende, jeg frygter De taaler ikke den dræbende Uvished.

Deres moderlig hengivne

Signe Læssøe

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost