Dato: 20. april 1845
Fra: Carsten Hauch   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Kjæreste Andersen!

De har ret beskæmmet mig ved at sende mig Deres sidste Bog [almanak 11.4.: "sendt Eventyr til Hauch"], endnu før jeg har svaret Dem og takket Dem for den første. Det maa da her skee under Et. Jeg har som sædvanlig med Interesse og Fornøielse læst Deres nye Eventyr. Den naive og barnlige Tone har De fuldkommen i Deres Magt, og Phantasie og Hjerte har endnu aldrig manglet hos Dem. Jeg veed vanskelig at gjøre noget Udvalg blandt Deres Fortællinger, og hvorfor skulde jeg gjøre det! De have alle deres Fortrin, hver paa sin Maade. Skulde jeg gaae efter min Følelse, saa vilde jeg maaskee sige, Holger Danske og De røde Sko behage mig bedst; men de to andre have ogsaa glædet mig, og jeg miskjender ikke det Digtertalent, der findes deri. Hvad Deres Comoedie [Lykkens Blomst] angaaer, saa finder jeg megen Poesie i det Lyriske og i mange Dele deraf, kun veed jeg ikke, om De dog ei har overskredet Eventyrets Grændser, idet De lader en Ting skee, som ikke blot strider imod den udvortes Naturens Orden, men ogsaa imod den indvortes; thi det Liv, En har levet, kan vanskelig atter leves af en Anden; denne Kreds er sluttet og gjennemløbet, og Vorherre kan ike selv gjøre den Ene til den Anden. Sætter man sig imidlertid ud herudover, saa maa man tilstaae, at Stykket virkelig indeholder mange, poetiske Skjønheder.

Jeg selv kommer vel neppe afsted i Aar; den lange og sørgelige Sygdom, vi havde i Fjor, og det som De vel veed, berøvede os et af vore allerkjæreste og yndigste Børn, en lille Engel, der rigtignok syntes skabt for Paradiset, har ogsaa tilintetgjort mit Reisehaab. Jeg havde dengang lagt en Sum til Side, som jeg havde indsvøbt i et Papir, paa hvilket jeg havde skrevet, at den skulde være til Reisepenge; men de gik alle bort i den svære Sygdom. Det kan nu ogsaa være det samme; Reisen kan jeg undvære, hvis blot hun ikke havde forladt os. Alt, hvad der lever, og hvad der glimrer for Verden, kan ikke erstatte mig dette lille, for Verden ubekjendte Barn, og jeg mener, at jeg i hende eiede en større Skat, end om jeg havde besiddet Rigdomme som Rothschilds og en Berømthed som Napoeleons. Det forekommer mig ordentlig, som jeg er forelsket, ikke i en deilig Prindsesse, men i dette lille, ubekjendte Barn, og som jeg aldrig kunde blive lykkelig, før jeg samledes med hende igjen. Hvis De havde kjendt hende, da vilde De heller ikke undre Dem derover; thi jeg har aldrig seet et sligt bevinget, henrivende Væsen; som en Raa i Skoven, med et Par Øine, som viste, hun havde Ret, da hun engang sagde: Alle kan døe, men Øinene, de kan aldrig døe. Alle som have seet hende, vare næsten ligsaa indtagne i hende, som jeg. Tilgiv dette Udbrud! Det kom, uden at jeg havde foresat mig det, og fyldet det hele Brev. Men De har et virkeligt Hjerte, og derfor vil De ikke miskjende mig.

Mange Hilsener fra min Kone. Vi have nu en lille Dreng, der vilde erstatte vort Savn, hvis det kunde erstattes.

Deres bestandig hengivne

J. C. Hauch

[Datering: Den lille pige, der døde, hed Albertine Louise Hauch var født i 1839 og døde i 1844.

Den 3. marts 1845 fik Hauchs en lille dreng, Ludvig Alfred Hauch (1845-1938).]

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost