Min Velgjører
Hr. Profesor Øehlenschlæger
Improvisatori,
er dette Digt.
De hellige Søstre, Ni
vel ikke ynder sligt. -
Men Hjertet taler,
ei Haanden maler,
hvad her jeg vilde.
Til Ragnarokr!
Til Guders mørke!
Naar Himlen styrter
for Surturs flamme,
og Fenrisulven
opsluger alt. -
Skal hist i Gimle
De Gode nyde
Et varig Held. -
Ei kan jeg tolke,
hvad Hjertet føler,
Alfader lønne
der ædle Iid.
I Morgenrøden,
da Dagen smiled'
paa Kanten af de lyse Skyer. -
ned steeg fra Norden,
en fager Møe,
Den fulde Læbe,
den smalle Midie
og Kindens Roser,
ei tolkes kan. -
Et Bølge Hav
De lyse Lokker,
med Blomsterkrands
af hvide Roser
omslynget, lignede. -
Ja! det var Freia!
det var den hulde,
den fagre Møe. -
"Jeg har ham lønnet"
var hendes Ord. -
"En trofast Qvinde
"og hulde Børn. -
"det er den Gave
"jeg her paaa Jorden
"gav ham til Løn. -
"En Egekrands
"hvor i jeg fletter
"med evigt grønt, en Tusindskjøn
"Jeg flette skal
"omkring Din Urne
"naar seent Du vandre
"til min Hal. -
erbødigst
Hans Christian Andersen
Elev ved det kongelige Theater
Kiøbenhavn den 17 October 1821
[påskrift af HCA:]
foræret mig igjen af Øehlenschlæger omtrent 30 Aar efter.