Dato: 15. april 1841
Fra: Henriette Hanck   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Odense d. 15de April 1841.

God Morgen kjære Andersen ! Igaar (Onsdag) modtog jeg Deres lange interessante Brev med Personsposten. Tak for det, det glædede mig meget. Deres Venner have ængstet sig for Dem, da de jydske Aviser havde udspredt det Rygte at De laae farlig syg i Rom. De havde i Deres sidste Brev til mig skrevet at De vel havde lidt meget af Tandpine men var meget meget bedre, saa jeg tænkte mig Dem fuldkommen rask da jeg besvarte Deres. Men da jeg er saadan en Tosse at tro lidt paa Drømme, forstemte det mig rigtignok lidt, at jeg en Morgenstund drømte, at jeg sendte Bud ind til Thomsen efter en Plakat til en Aftenunderholdning som skulde gives her paa Theateret, jeg syntes at der blandt de annoncerede Declamationsnummere var et af Dem, og ved Siden af Deres Navn stod med smaa Bogstaver "ligger syg i Udlandet", det satte mig den hele Dag i ondt Humeur skjøndt jeg gjorde mig al Umage for at forjage Indtrykket deraf ; men De kan nok tænke Dem hvilket forunderligt og smerteligt Indtryk det maatte gjøre baade paa mig og de andre herhjemme som jeg havde fortalt min Drøm, da jeg et Par Aftner efter greb Thomsens Avis og læste disse Linier efter Aalborg Avis der jo har sin korrespondent i Kjøbh: "Ifølge Privatbreve skal Digteren H. C. Andersens Sygdom i Udlandet have andtaget en farlig Charakteer –dog haaber man paa hans Helbredelse709 , den kunde jeg imidlertid i de første Dage slet ikke haabe paa og De kan tro vi vare Alle inderligt bedrøvede naar vi tænkte os Dem saa syg og saa ene i det fremmede Land, jeg bad hver Dag til Gud for Dem, og endskjøndt jeg ikke vidste at De var bedre kom der dog saadan en underlig Ro over mig, saa jeg syntes at det ikke kunde være anderledes da jeg endelig igjen læste i Thomsens Avis efter et af de Kjøbenhavnske Blade, at de i Kjøbh. havde havt Brev fra Dem fra Neapel dateret d: 9de Marts, at De var rask og mod Slutningen af Maaneden gik over Malta til Grækenland710 . Det Brev have Deres kjøbenhavnske Venner havt omtrænt til Deres Fødselsdag, hvor det vist har glædet dem thi de have sikkert ogsaa været meget urolige, da Rygtet om Deres Sygdom ogsaa var almindelig i Kjøbh. At Deres Helbred imidlertid har været vaklende seer jeg af Deres Brev, men nu er det med Guds Hjelp overstaaet, og jeg haaber ogsaa at De paa det Øvrige af Deres Reise vil føle Dem vel, og være rask til vi sees igjen, for jeg vil sige Dem Noget, hvis De er saa uartig igjen at blive syg, saa vil jeg til Gjengjæld, ved Deres Hjemkomst, modtage Dem i Puder til op over Grene, med en spansk Flue for Munden og en Flaske Mixtur i Haanden, dog man bør vel ikke spøge med Sligt, jeg er raskere, og gaar igjen siden den 1. April til Børnene. Det er i Dag den sidste Dag af mine Paaskeferier, den anvender jeg til at underholde mig med Broderen. Ja De veed vel fra Kjøbh. at den svenske Oversættelse af Mulatten711 har gjort særdeles Lykke paa Theateret i Stokholm, tænk hvem der vist har været, for at see den opføre, ja jeg nævner Ingen, men der funkler en Grevekrone over hendes Navn712 . Jeg læste strax Deres Brev to Gange igjennem; men saa fik Thomsen det ind, og jeg har endnu ikke faaet det tilbage, derfor besvarer jeg det ikke før jeg har det, jeg kan endnu ikke ret opfatte Alt hvad De har seet. Men at tage med Pestskibet det var ikke Ret kjære Andersen, og saa er De enda storagtig af Deres Heltegjerning, at være saa dumdristig , hvor De dog er rastløs og ærgjerrig , af mig skal De saamen ingen Ros faae for det Foretagende, De har ikke havt Taalmodighed til at vente , det er Tingen, eller De har tænkt, at omkomme paa denne Maade vil tage sig ud i mit Eftermæle ; men det er igrunden Synd at skjende paa Dem da De er saa langt borte, dog det er nu min Ærgjerrighed, det er ingen Konst at være slem imod ens Kjære, naar man har dem Ansigt til Ansigt; men at skrige det ud til dem i den vide Verden som jeg nu gjør, dertil hører Kraft, jeg tænker at De i Deres næste Brev beundrer mig derfor, idetmindste gjør jeg Fordring paa det. Denne foregaaende Yttring er ikke at vippe paa Odense Kanal i en fladbundet Baad, den er et Vovestykke som jeg dristigt tør sætte ved Siden af Deres. De kan nok høre at jeg er bleven glad ved Deres Brev, derfor er jeg lidt overmodig. – Jeg veed ikke hvad Fr. Læssøe har skrevet Dem om Heibergs Udfald imod Dem i: "En Siel efter Døden"713 ; men det veed jeg, at man tydeligt kan see af det Hele at den gjennemkloge Heiberg har været saa vred at det har betaget ham al sund Fornuft , havde det ikke været Tilfældet havde han ladet sig nøje med at omtale Maurerpigen, som nu engang ikke har saa mange for sig, og ikke tillige nævnt Mulatten, der har hele Publicums Bifald, men det er hans utaalelige Arrogance der forudsætter, at hvad han siger er godt sagt, han tænker ikke paa at de Fleste maa henregne dette Feilgreb til lav Misundelse, saavel som hans Stiklen paa Deres svenske og tydske Anerkjendelse; og det er ikke engang vittigt, naar man er ond skulde man dog ikke være flau tillige. De er forresten ikke den Eneste der omtales, Øhlenschlæger, Sibbern, Claudius Rosenhoff og Flere blive og critiserede, om den Første siger han: "han er stor endog i sine Feil"714 ;. Saa er der et Digt, hvori han siger at en god Digter er et slet Menneske, og omvendt, et slet Menneske som oftest en god Digter715 d. v. s. det er da Meningen af det om det end ikke er ganske saaledes udtrykt. Hvad tror De nu han holder sig selv for at være? Saa er der en Scene hvor Døden kommer for at hente en Skuespiller, jeg husker ikke mere om det er Dødsenglen der siger, (men jeg tror det nok) "Bed dit Fadervor forend Du døer!" Skuespilleren svarer da: "Jeg kan ikke, jeg har ingen Souffleur!"716 Traaden i denne ( ja Heiberg bruger et Adjectiv til Comedie der er saa lærd at jeg ikke kan huske det717 , jeg havde stor Lyst til a la Fru Andersen at kalde det en apoplectisk Comedie, vist er det at det begynder med et A - saa kan De vel nok gjætte Dem til hvad det er, jeg har aldrig hørt det Ord før, veed heller ikke Betydningen deraf. Traaden i Digtningen er: En formuende Mand døer og bliver her paa Jorden hædret med Vers i Aviserne, Monument o s v. o s v., men da han vaagner efter Døden og kommer til Himmelens Port, vil St Peder ikke lukke ham ind, thi her gjælder hans indbildte Fortienester ikke, han gaar da til en anden Port, det er Indgangen til de gode Hedningers Opholdssted; her er Aristophanes Vogter, her bliver han og udspurgt; men da han paa Aristophanes Spørgsmaal, om han kjender noget til Socrates svarer ved at nedrive Aristophanes, (som han ikke kjender), for hans Opførsel mod Socrates, saa bliver han ogsaa jaget fra Hedningernes Himmel. Nu kommer han til en tredie Port, her ere ikke saa mange Omstændigheder her er en deilig bred Vei til Porten ved hvis Indgang Mephistopheles er Vogter, inden for denne Port er Helvede; og Vogteren gjør ham bekjendt med dette Opholdsted, her har man en heel Deel Blade fra Jorden: Frisindede, Kjøbh. post, Dagen o s v. o s v. her spilles ogsaa Comedie. I Aften skal Mulatten og Maurerpigen opføres. Hvad paa een Aften - spørger Borgeren, hvorpaa han da faaer det i Helvede saa aldeles malplacerte Svar "Ja thi da kan man lægge sig med en god Samvittighed". Fr. Læssøe finder at det hele Digt gjør rystende Fordringer til Mennesket om at forbedre sig, jeg synes at den satiriske Fremstilling af det Hele, den skarpe bittre Ironi der gaaer gjennem det, aander en Gift over al christelig Mildhed, der nærmer sig til Blasphemi; men det gaaer mig maaskee som Julie Guldbrand og Fabers Døttre718 , de Eneste her som jeg endnu har hørt kjende det, de tilstaa ærlig at de ikke forstaae det. De bad mig sidst skrive Dem lidt om disse Digte, jeg fik dem først Dagen efter jeg havde bortsendt mit sidste Brev til Dem. Jeg er ret glad derved thi nu er jeg overbeviist om at H-s Udfald mod Dem har gjort ham selv meest Skade; baade Gusta og Jane have skrevne at det i deres Kreds blev saaledes bedømt, og de see jo dog begge mange Mennesker. At det har ærgret Dem kunde ikke undgaaes; men forknytte Dem maa og kan det ikke. – Fr. Læssøe var saa glad ved Deres Brev ! –

Saa De har været saa haard og heftig i Rom, stakkels Andersen, gid de varme Solstraaler, og Grækenlands milde Luft maa smelte den Iis der saa let kan lægge sig om de bedste Menneskers Hjerte, min stakkels kjære Broder, De leed alt deraf under Deres sidste Ophold i Odense, De svarte mig engang med en saa forunderlig Træagtighed, at jeg tror jeg kunde have grædt over denne besynderlige tørre Haarhed, om jeg ikke dengang selv havde havt saa stor en Sorg, jeg vidste dengang ikke, hvad jeg skulde tilskrive den Forandring der var foregaaet med Dem. Det gjorde mig lidt bitter mod Dem, at vi i saa lang Tid efter Deres Afreise intet hørte fra Dem. Sorgen gjør jo undertiden egoistisk, jeg syntes at De maatte have mere Følelse for mit store Tab; jeg vidste ikke at De selv leed, o, men tro at jeg nok føler at den Smerte er den tungeste der gjør en ligegyldig for ens ældste Venner, for ens Nærmeste; men vi ville aldrig mere tale herom, det er Dem maaskee imod og – jeg troer heller ikke De har godt deraf. – Tillæg mig ikke som Ufiinhed, hvad jeg her har skreven, jeg veed godt at der ere Smerter der forekomme os saa hellige at de ikke taale den svageste Berørelse; men De er uagtet Deres tilsyneladende Aabenhed af disse indesluttede Mennesker, der gaar omkring med deres Sorger til de forstene sig i dem, og hvad opløser dem saa min kjære Broder, o, jeg haaber saa meget af Deres Reise. De bringer et riigt Udbytte hjem, Stof til et nyt Arbeide, og et friskere Sind.–

Saa De taler dygtig Græsk? Naa, sagde Caroline som igaar var herude, nu tænker jeg da at Andersen sander med mig at: Græsk er ingen Pine , see det vidste jeg alt som Barn, beed ham nu at han en anden Gang ikke gjør Nar af mig. Caroline deklamerede en Aften i en af Soireerne: "Det har Zombien gjort."

Da det var hos Søren Hansens med hvem vi jo ikke have Omgang vare vi andre ikke med. (Line hører tillige med Bredstorffs719 til Selskabet). Alle sagde at hun havde gjort sine Sager godt og det yndige lille Digt vandt almindeligt Bifald. – Her har paany været givet nogle dramatiske Forestillinger paa Theateret. – Tante A– har givet Fr Bagvendts Rolle i Medbeilerne720 , hun vilde grumme nødig have gjort det da hun ikke fandt det rigtigt passende for den tilkommende Institutbestyrerinde; men saa skrev Theatercomiteen et Brev til hende som de alle havde underskrevet for at bevæge hende dertil, da Stykket ellers ikke kunde blive givet, da det deels var for Theaterkassen, deels for Bespiisningsanstalten og Asylet, altsaa i velgjørende Øjemed, kunde hun ikke godt nægte det. Jeg var der med Biskoppens den Aften og morede mig ret godt. Sammenspillet var jo ikke synderligt men enkelte Roller gik godt, efter mit Begreb spildte Thomsen bedst, han var den gamle hidsige Fader, saa Tante A– og saa Mad. Thomsen og saa Lauritz Ørnstrup721som Hartkorn, de øvrige vare mere eller mindre uhældige. Ida Hansen har og spilt nogle Gange, hun er meget passioneret derfor, seer godt ud paa Theateret, og om hun end ikke er noget særdeles, saa fordærver hun dog aldrig sin Rolle. Jeg har seet hende i nogle Scener af Barselstuen i en Aftenunderholdning som Hansen gav paa Theateret og hvortil jeg var indbuden af Pontopidans722i Trine i Paul Møllers Digt og desuden i en Soiree hos Klaumanns hvor der var en halvandet Hundrede Mennesker samlede hørt hende declamere Balinclinationerne, hun var i en yndig Baldragt og sagde det virkelig nydeligt, det er det Bedste jeg har hørt af hende, naar jeg seer hende skal jeg bringe Deres Hilsen. Adjunct Hansen deklamerede den Aften Bryggerens Jerimiade af Hertz723

. Nu har jeg skrevet mig Hovedpine til, og Dem maaskee Søvn, derfor holder jeg op for idag i Morgen meer !

Levvel nu gaar jeg mig en lille Tour og sender Broderen en Hilsen gjennem Luften, finder jeg en lille Blomst paa min Vei skal jeg sende Dem den. Hvorfra var den lille hvide Blomst der var klæbet i Deres Brev, den var saa fiin og gjennemsigtig, og hvad heder den? fra Thes[e]ustemplet?

Fredag d: 16. Nu har jeg da endelig igjen Deres Brev fra Thomsen, han havde uddraget en lang interessant Artikel af det som i Aften kommer i Avisen. O, hvor Deres Liv dog er Poesi for Øjeblikket, det er som om jeg aandede i en ny Verden medens jeg læser Deres Brev, De sagde i det sidste: Husk paa naar De halvt misunder Broderen, at Reisen har mange Besværligheder, tænk paa hans Eensomhed, jeg misunder Dem hverken heelt eller halvt kjære Andersen, jeg glæder mig kun over at De oplever Sligt, en saadan Reise var jo desuden i ingen Henseende for mig Fortællingen om den trænger sig kun som en Duft sød og oplivende ind i min passive Tilværelse, det kunde aldrig falde mig ind selv at gribe derefter. Da jeg tilskrev Dem mit sidste Brev troede jeg snart at gjøre en længere og fjernere Reise end Deres, endskjøndt jeg skrev det Modsatte, nu er jeg igjen bedre, Reisen er opsat maaskee for flere Aar. –

Kronprindsen er meget slet er i to Dage blevet aar[e] ladt 7 Gange, dog slige Nyheder ere jo den største Forandring underkastet inden Efterretningen naar sit Maal. Man glæder sig saa meget over et Brev der bringe Budskab om ens Kjæres Velbefindende, og ved dog lidet hvad der er mødt dem i Øjeblikket efter det bortsendtes. Øhlenschlæger har i disse Dage udgivet et oldnordisk Eventyr: Ørvarodds Saga724 . Fr. Paludan-Müller et romantisk Digt: "Venus"725han holder sig altid til disse døde Guder og Gudinder, det interesserer mig ikke rigtigt, jeg vil helst have levende Mennesker, jeg har imidlertid endnu ikke læst nogen af disse Nyheder. Herz arbeider paa Formælingsstykket726 , naar nu blot ikke Kronprindsen gaar bort. Christian Winther var nogle Timer i Wissenberg paa sin Gjennemreise, da Mad. Bredstorff er en Søster til Poul Møller727 , alle Mennesker (fortalte han) medgiver ham den Advarsel, ikke at forelske sig i Prindsessen. Line Faaborg og hendes Cousine, Skuespillerens Søster728reiste i dette Foraar til Dresden for at besøge en Tante der, Line er iøvrigt svag, gid Reisen maa virke fordeelagtigt paa hendes Helbred. Leutnant F. har jeg idag sendt Deres Hilsen gjennem Søsteren Sophie729 , paa Tirsdag fløtte vi ned i de Værelser han har forladt og som nu ere blevne malede. Det er underligt med Leutnant F. han har jo virkelig udmærket sig ved alle sine hældige Examiner, og maa vist have et ypperligt Lærehoved Flid o s v. o s v. han er en god Søn mod sin Fader, uagtet alle disse gode Egenskaber forekommer han mig dog saa gyselig ubetydelig som en sand Typhus for en ægte Hovedstadslaps. En Dag var han heroppe og var meget lykkelig over at han havde indbildt den skikkelige men lidt eenfoldige Kammerjunker Juel730 , at han Juel var forelsket i en Frøken Ahlefeldt, og at hun ogsaa syntes godt om ham, og nu tror han det virkelig sagde F.– det har jeg gjort ved Flere, og det er næsten altid lykkedes mig at faa dem til at tro det. Frøken Alefeldt bryder sig nu ikke det Mindste om Juel, saa den Sidste bliver kun til Latter. Ogsaa Blom731har nu forladt os, da vi ikke længere havde Plads til ham, ham savner jeg virkelig, det var dog lidt Ungdom, han har et ypperligt Hoved og det morede mig tidt at disputere lidt med ham, forstaar sig i al Venskabelighed, pleiede han at sige. Jeg vilde nok have været med i Neptun og Sirene Grotten, ogsaa ved Carnevalet i Rom. Ikke i Malta og paa Lycurk, dog jo naar jeg havde havt alle Mine med. Athen vilde jeg uhyre gjerne see; men ene, nej ene kom jeg ikke langt. Et halvt Aar bliver De endnu borte. Gud veed om jeg ved Deres Hjemkomst skulde være i Kjøbh. det er endnu ikke afgjort om Moder kommer til at bo der, det beror paa flere Ting og kan først afgjøres i Sommer, jeg ønsker det nu, thi jeg holder i Alle Tilfælde op at læse med Schønheiders og Rec[kJes Børn til Efteraaret, jeg skal udhvile i det mindste et Aar fra alle Informationer, og Børnene vare de stærkeste Baand der bandt mig til Odense. Krügers Familie, og endnu et Par Venner vil det gjøre mig ondt at forlade, det er Alt hvad der er tilbage af de mange mange Ting som har fængslet mig til Fyen. De mener at Hovedstadslivet gjør det indre Liv bevægeligere, det har jeg ikke trot, dertil haabede jeg at det adspredte for meget. Dog Adspredelse er ikke Fred, og det er dog det reneste virkelige Gode. Jeg skal hilse Dem saa mange Gange fra Tante Gusta, hun er ganske begeistret over Deres Reise, over mit Brev fra Grækenland, jeg skulde sige Dem hvor meget hun glædede sig over Deres Bedring, og over at det Rygte der og har ængstet hende var overdrevent. Mange spurgte i de Dage, om vi dog intet havde hørt fra Dem. Schleppegrell havde ikke sovet den første Nat sagde hun mig efterat hun havde læst om Deres Sygdom i Avisen. – Børnene have bedet mig gjengjælde Deres Hilsen. Fr. Recke732 er og en af Deres særdeles Velyndersker. De veed vel at Phisters Kone733er død, han skal have taget sig det meget nær, og har i flere Nætter vaaget over hende. Lunding taler jeg vist neppe da jeg slet ikke kjender ham; men kommer Fr. Hedemann734herind i Sommer skal han faae Deres Hilsen gjennem hende. Min stakkels elskværdige Fr. Hedemann; Folk ere ikke gode imod hende, de kalde hende coquet, og naar jeg forsvarer hende, som jeg gjorde igaar ret for Alvor, saa hed det: Ja, for Øjeblikket coquetterer hun jo med Dem. Hvad i al Verden skulde dog bevæge hende dertil, hvilke Bihensigter skulde hun forbinde dermed. De andre Damer kunne ikke taale at Kongen og Dronningen viste hende saa megen Yndest fremfor alle andre under deres Ophold her og nu tillægger de hende den uskyldigste Frihed som Coquetteri. Forleden maatte jeg rigtig lee over Folks alt for gode Tro til mig. Caroline der forræsten aldrig har seet Fru H – tog en Dag oppe hos Guldbrands hendes Parti mod Flere og beraabte sig paa min Dom over hendes elskværdige Naturlighed. Kjære Caroline sagde Fr. Guldb., Siig mig seer Jette ud som om hun vidste hvad Coquetteri var. Nej det har Fr. G. Ret i tilføjede den store Physiolog Adjunct Hansen som ogsaa var tilstede, og som troer at han kun kjende Folks Charakterer af deres Ansigter. Jeg gad vist om de ville blive i den samme Tro, hvis de læste min ny Novelle hvori jeg har beskreven en Coquette. At skrive Bøger er igrunden at betage Folk deres gode Tanker om en, naar man ikke altid vil levere chinesiske Malerier, et saadant var jo Tante Anna, sagde Nogle, det er min nye Bog ikke, maaskee den har vunden derved, gid jeg selv ikke maa have tabt. Naar jeg har siddet og tænkt mig ind i denne intriguante Coquettes Charakteer, er jeg næsten bleven bange for mig selv, og har tænkt hvor er det dog muligt at disse Rænker har kunnet falde Dig ind, det har sadt mig i ondt Humeur, og det har forekommet mig at det at sætte sig ind i slætte Menneskers Tanker og Følelser, maatte have en uhældig Virkning paa Charakteren naar denne ikke var meget fast. Gaar det Dem aldrig saaledes? Vidste jeg at det var Tilfældet vilde jeg aldrig skrive meer, saa maatte jeg jo tildeels give Heiberg Ret i hans Paastand, som forekom mig saa oprørende:

At en god Digter som oftest er et slet Menneske, saa maa jeg jo ordentlig være glad ved at jeg er en Fusker. Har De lagt en Plan til noget nyt Arbeide under Deres Ophold i Udlandet, jeg kan egentlig ikke tænke mig det, jeg synes blandt saa mange ny og forskillige Gjenstande maae det ene Billede fortrænge det andet. Det er et daarligt mat Brev De faaer til Gjengjæld og Tak for Deres interessante Beskrivelse. Da De forrige Gang var i Italien kunde jeg bedre følge med, men jeg tror virkelig at jeg bliver mere og mere prosaisk jo ældre jeg bliver, dog det er vel Livets Gang. Moder hilser Dem saa mange Gange, hun er dog Gudskeelov nogenlunde vel, ogsaa alle Søstrene hilse, og Marsleverne. Jeg synes der var saa meget jeg vilde skrive om da jeg begyndte; men den slemme Hovedpine som flere Timers Hovedarbeide giver mig gjør at jeg har saa ondt ved at samle Tankerne. Jeg skal have Blom til at sige mig hvad det græske Ord i Slutningen af Deres Brev betyder, det veed jeg ikke. Deres Brev var heelt gjennemstukken. Jeg skriver saa hurtigt igjen, det er dog bedre at mit Brev bliver lidt gammelt, end at det maaskee ganske skulle forfeile Dem om jeg biede længere, imorgen Lørdag d: 17 sender jeg det med Personsposten. Gid De intet Tilbagefald maae faae af Deres Feber og lykkeligt bestaae Reisens øvrige Farer og Besværligheder giv Deres gode Engel et Vink om at følge Dem. Levvel ! – I Spillemanden var jo Christian ikke vred paa Lucie, fordi hun drillede ham lidt med hans ærgjerrige Mod, derfor tilgiver vel ogsaa Andersen at Søster Jette ikke er stort bedre, Mennesker som ere mig ligegyldige fornærmer jeg aldrig, det er en Forrettighed der udelukkende tilhører min Familie og maaskee to eller tre udenfor den. Skal jeg fortælle Dem hvad den smukkeFr. Hedemann siger om Dem og Deres Billedbog, hun finder den saa smuk og Ideerne saa barnlige og yndige. "Andersen" siger hun, "hører ogsaa til dem Verden i Almindelighed ei fatter – men hans Erkjendelse kan derfor ej være mindre hos Mange, Mange, – Han har noget af det ved sig – saa at man med Velhaven kunde sige til ham: "Kan Du igjennem din Strid og din Daad bevare Dig Barndommens Skjær til det Sidste, da har Du Regnbuen over din Graad, da har Du Glorien over din Kiste !735

See her er endnu et Stykke hvidt Papir, og jeg har ikke meer at sige, intet at fortælle som kan interessere Dem; men tro at det kun er min Aand der er fattig og ikke min søsterlige Følelse.

Her har De en lille Blomst fra Urtepotten i det Vindue jeg hver Dag sidder ved, har den ikke en yndig Duft. Marken har endnu ingen Blomster; men idag er det igjen varmere. I Marts have vi havt Sommerdage, Violer og italiensk Luft saa klar og reen som De selv har indaandet den. Fra Fr. Læssøe kan jeg hilse, hun er rask. Hører De jevnligt fra Jette Wulff - Forleden havde jeg Brev fra Betty Salomon, hun reiser i disse Dage til Sverrig. Betty Petersen er blevet forlovet med en Kjøbmand Pouelsen?736her i Byen. Paa Mandag give de her paa Theateret den første Kjærlighed737hvori Ida Hansen giver Fr. Heibergs Rolle. Jeg kommer ikke derhen om jeg ogsaa bliver inviteret, det er Moders Geburtsdag, og hun har ingen Lyst. Hvorledes mon De tilbragte den 2 April, i Kjøbh. var jo stor Stads den Dag, hos os var den lidt uhyggelig, vi havde Auction den Dag over endeel overflødige Meubler og noget Skramleri Moder skildte sig ved. Her var ingen Ro i Huset, om Eftermiddagen læste jeg i Illousionerne af Baronesse Knorring og blev i ondt Humeur fordi jeg ingen havde mere.

Levvel, Levvel, Gud holde sin Haand over Dem, det ønsker Søster

Jette.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost