Dato: 12. marts 1850
Fra: Fr. Høegh-Guldberg   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Til Digteren H. C. Andersen.

Du, min saa vederqvægende Ven, Tak, mindre for Gaven

ene, men meest for hvert Ord, Du har ledsaget den med! -

Venskab, ja! det er Blomsten, der aldrig visner! den Blomst, der dufter bestandigen eens, dufter om Borg som om Grav!

Dig jeg jo rakte den aarle. Bevarende den i Dit Hjerte mindedes, tro som Ven, selv i det Fjerne Du mig.

Ak, og nu, da de vandre fra mig tilhobe, de Mænd jeg fulgte langs Banen fro, nu da jeg ældes forladt,

rækker Du mig end Løv af det Træ, vi har pleiet tilsammen,

Venskabs træet, hvis Grønt qvæger bedagede Barm!

Signe Dig Himlen! Ei meer forladt, nei! atter forynget griber jeg Lyren paany, stemmer og rører dens Stræng.

Og, om den Verden, jeg kjender for lidt til at elske den høiligt, gaaer den Gamle forbi koldt og fordybet i Kiv, ikke jeg agter derpaa! Du lydter, det veed jeg, Du hører Svanens Sang end med Lyst! Derfor belønne Dig, Gud!

Lukke snart, eller seent sig Graven, mig Englen forunder, tro til det sidste Suk Vennen jeg bliver en Ven!

Til Minde om Frederik Høegh-Guldberg

12te Marts 1850

/

[Udskrift]

S T Hr H. C. Andersen

Nyhavn venstre Side N. 34

Afsendt 12te Marts med Fodpost og betalt

Kjøbenhavn

Tekst fra: H. C. Andersens Album