Skjemtedigt til H. C. Andersen.
I Skovkanten glimter et Huus af simpel Sort,
i Huset ligger Bonden og snorker sin Plage bort;
men Egnen aander sagte i Skumringens Magi,
det er en Sommeraften og Klokken kan være ti.
Hist nede har vi Stranden med Kampesteen og Sand,
der staaer en Piil og fisker i det rolige Vand.
Man skimter netop Hveen, der ligger mild og luun
i Aftentaagens Puder af det blødeste Duun.
Nu dufter Natviolen og Løvet skjælver blidt,
og Græsset vipper sagte for Alfernes Skridt;
der gaaer et stille Budskab til Urter og til Træ&r
at Natten bliver deilig, at Maanen er nær.
Hist standser der en Vandrer ved Bondens lave Huus,
og det er Peter Kogse med sin evige Ruus.
Nu vækker han sin Fader med Raaben og med Drøn;
den Gamle støier indenfor og skjender paa sin Søn.
Paa Taget vaagner Storken, en løierlig langbeent Fyr -
Han kneiser i Landskabsfaget over de andre Dyr.
d. 14 Octbr. 1835.
Joh. S. Welhaven.