Min kjære kjære Broder!
Jeg har flere Gange taget Pennen i Haanden og igjen lagt den; maaskee det ikke er rigtigt, men dennegang beholder jeg den. Jeg veed at De har havt en Krænkelse siden jeg sidst saae Dem, jeg hørte det igaar Aftes og forestillede mig naturligviis Tingen værre end jeg nu kjender den, saaledes gaaer det jo altid med Bekymringerne for ens Kjære. I gamle Dage pleiede De at sige at det gjorde Dem godt naar De efter en Ubehagelighed modtog nogle venlige Linier fra Søsteren, og jeg føler at jeg uagtet vi sees saasjældent derfor ikke er bleven Dem mere fremmed end jeg dengang var det. De er dog ikke syg? O, lad ikke denne Chikane forbittre og nedstemme Dem for meget. Tiden fører jo denne Parti-Aand med sig og Enhver der staar over Mængden maa jo mere eller mindre føle dens Tryk. Min kjære kjære Ven, hvad siger Fru Drevsen, hvad siger hendes Broder Deres bedste sande Ven. Mit Humeur har været saa nedtrykt i de sidste Dage, jeg vidste ingen Grund dertil, men jeg har oftere havt denne Følelse af Nedstemthed naar jeg senere har faaet at vide at en af de fraværende Søstre have været syge eller havt anden Modgang; idag er det igjen bedre. Naar De kan saa see til os!
Deres trofaste Søster
Jette.
