H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra H.C. Andersen til Bernhard von Beskow 9. september 1842

Hop forbi menu og nyheder

Dato: 9. september 1842
Fra: H.C. Andersen   Til: Bernhard von Beskow
Sprog: dansk.

[ikke gotisk håndskrift:] Kjøbenhavn den 9de September 1842

Kjære Hr Kammerherre!

To af de smukkeste Sommermaaneder jeg endnu har kjendt i Norden, har jeg tilbragt iaar paa een af de meest skjønne Plette[r] i Danmark, jeg har følt mig saa vel, saa stille nydende, saa at Hjemmets Natur ret har kunnet afspeile sig i mit Hjerte. Det er hos de grevelige Familier Danneskjold og Statsministeren Wilhelm Moltke jeg har tilbragt Sommeren. I en riig Natur og hos elskelige Mennesker trives man godt og samler Kræfter til en ny Flugt og ny Virken. For et Par Dage siden tog jeg her ind til Byen, da et nyt, lille Arbeide af mig skal bringes paa Scenen, jeg var slet ikke glad ved at komme ind igjen i den mere bevægede Sø, men den første Hilsen her, nogle Timer efter min Ankomst, var Deres Brev, Deres kjære, hjertelige Brev der netop da blev bragt mig, jeg betragtede det som en god Modtagelse. Tak derfor!

Her tillader jeg mig nu at sende Dem et Exemplar af "En Digters Bazar" bestemt for Hans majestæt Kongen, vil De føie denne Godhed til den tidligere De har viist mig, at overrække Hans Majestæt denne Bog; jeg har tilladt mig paa det første Blad allerunderdanigst at nævne Kongens navn, De vil, da Han jo ikke læser Dansk sige ham lidt om denne Bog og min tidligere / Digter-Virksomhed, vel har mit Ungdoms Liv staaet paa Fransk, skrevet af Marmier i Revue de Paris, men jeg tør ikke tro at dette er kommet for Kongen af Sverrig! - Det er i hans Land ligesom i Tydskland, jeg har nydt en Erkjendelse, somom jeg var født og baaret der, aldrig vil jeg glemme den Hyldest Sverrigs Ungdom i Lund, der bragte mig ved et besøg for tre Aar siden; en saadan har jeg ikke modtaget større i mit eget Fædreland! jeg vil altid huske paa den, for at vide hvor meget jeg endnu maa virke for at gjøre mig den fortjent. Det svenske Folks Godhed for mig, er det som bringer mig til i allerdybeste Underdanighed at overrække dets ædle, oplyste Konge et af mine Arbeider i original Sproget. Vil De, i en bedre Form end jeg har kunnet det, sige Deres ophøiede Konge dette naar De overrækker ham Bogen.

Frøken Bræmer har skrevet mig til, at en svensk Oversættelse af "Bazaren" er under Arbeide, den tydske udkommer i disse Dage. Da De Hr Kammerherre maaske endnu ikke kjender dette mit seneste Product, tillader jeg mig at sende Dem et Exemplar, Gid De maa sætte det et Trin høiere end "Improvisatoren", en Bog De jo nævner med Venlighed. Naar De, ved Leilighed, har gjennemlæst den glæder jeg mig til et Brev, hvori De siger mig, hvad "Digteren Beskow" synes om den, / en Dom jeg vil meget lægge paa Hjerte. Fra Oehlenschlager mange Hilsner, han lever idyllisk paa sit Frederiksberg, hans nyeste Digtning "Dina" vil i Løbet af denne Maaned bringes paa Scenen.

Dersom jeg ikke næste Sommer gjør en Reise syd paa, maaskee til Spanien, da kommer jeg ganske vist til Stockholm, og De Hr Kammerherre vil da blive den første jeg gjør min Opvartning! vi have aldrig seet hinanden! jeg har meget at takke Dem for, Deres Venlighed mod mig og dernæst isærdeleshed for de mange smukke Digtninger, vi Alle kunne takke Dem for.

Ingemann har jeg besøgt tre Dage i denne Sommer, vi talte om Dem, Deres Portræt pynter hans Væg og fra det her jeg en Slags Forestilling om Deres Person; nu lev vel! tænk venlig paa mig og lad mig faae et Brev naar De har læst "Bazaren".

Hvad Herlofsohn angaaer, da kan jeg kun give den Oplysning at han privatiserer i Leipzig og saa vidt jeg veed der udgiver et litterairt Blad; hans nyeste Arbeide, der skal have vundet Bifald, er en Bog i Prosa: "Wanderbuch", hvad hans Person, Omgivning og Stilling angaaer veed jeg intet!

Deres inderlig hengivne og ærbødige

H. C. Andersen

E.S.

Min Adresse er "Hotel du Nord" i Kjøbenhavn /

[Udskrift:]

Høivelbaarne

Hr Kammerherre, Ridder af flere Ordener & & &

B. v. Beskow

i Stockholm

Tekst fra: Solveig Brunholm