Du har søgt på:

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: Oktober 1830
Fra: Riborg Voigt   Til: Christian Voigt
Sprog: dansk.

Hvor kan den gode Andersen troe, han er mig aldeles ligegyldig? Eengang meente han, jeg gjorde mere af ham, end jeg maatte, og jeg kan vel ikke give ham hele Skylden. Det gik her, som jeg før har sagt Dig: Jeg lader mig let henrive af det Ualmindelige; han er Digter og udmærkede sig meest her; Kunde det ikke nok smigre en forfængelig Pige? Imidlertid haaber jeg paa hans Helbredelse, ellers maa jeg jo bestandig angre min Uforsigtighed.

Min Kjærlighed kan jeg jo ikke skænke ham, da den alt længe tilhører Een, som fuldkomment fortjener den, men mit Venskab; jeg er med Glæde hans Søster, hans Veninde, naar han anseer mig værdig dertil; det maa han jo, siden han har tænkt paa Mere. Jeg var jo død; hvorfor skulde jeg saa komme til Live igjen? Men lad saa være! Jeg er jo nu hans Veninde og han ærer mig som saadan.

Jeg kan ikke tænkte mig, den Prinds, at den Prinds kan indbilde sig, det kunde være hans Gemahlinde. Troer han ogsaa virkelig det? Nej, her troe Folk at være bedre underrettede, og jeg troer, de har Ret.

Min venligste Hilsen til min nye Broder!

Din Riborg.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost