Dato: 1. januar 1824
Fra: H.C. Andersen   Til: Line Snitkier
Sprog: dansk.

Nytaarsmorgen 1827

Til Jomf. L. Snitkiær.

Melancolia! blege Nordens Mø.
Med tunge Taare i det mørke Øie!
Naar Solen synker i sin tause Grav,
Og Herrens Engle hist som Stjerner tindre,
Da nærmer du dig moderligt din Søn,
Og trykker kolde Kys paa blege Læber.
O vaagn mig snart af Livets tunge Drøm,
Da Maalet for min Stræben ei kan vindes.
Hist faar jeg Kraft at synge til hans Priis,
Som gav den Gnist, som der skal vorde Flamme!

Tilgiv mig, gode Pige, at min Sang.
Selv første Dag i Aaret, sorgfuld lyder;
Men tungt slaaer Hiertet i mit unge Bryst
Og derfor maa dets Toner blive Vedmod.

Naar Vaaren kalder Liv af Død og Grav,
Maaske den da din Brudekrans vil flette
Og muligt da den lille bly Viol
Min Gravhøj pryder i den dunkle Aften.
Da er min Aand i Evighedens Hjem,
Der skal jeg som en Broder for dig bede. -
Min første Sang i Aaret modtag Du,
Maaske det er min sidste her paa Jorden.

Deres ærbødige

Andersen


-----

Bøn!

Hulde Død. Du Engel fra det Høie!
Før mig snart til Hjemmets blide Kyst.
Roligt vil jeg lukke trætte Øie.
Og indslumre ved dit kolde Bryst,
Thi for mig er Intet her tilbage,
Gud mig gav, men atter monne tage.
Dog i Døden selv jeg priser ham.

Mægtigt Haabet luet i mit Hierte,
Men nu er det evigt slukket ud,
Rædsomt Barmen svulmer i sin Smerte
O forbarm dig Almagts gode Gud,
Nu jeg lukke vil det vaade Øie,
Gid det først hist i det lyse Høie
Atter aabnes maa til Glædes Smiil;

Ak hvi gav Du mig det hede Hjerte,
At jeg føle kan for Skiønt og Stort.
Dog tilgiv, at i min vilde Smerte
Jeg tør dadle, hvad min Gud har gjordt;
Intet Ønske har jeg mer' tilbage,
Uden at du vil mig huldt borttage
Fra en Verden jeg ei fødtes for!

Løvet udenfor af Træet falder.
Efteraarets Storme nærme sig,
Hør mig Fader som dig her paakalder.
Hør min Bøn du huldt forbarme dig!
Naar da hvide Vinterfugle skiule
Løvet i den mørke Dødninghule.
Lad dem dække da min simple Grav.

Andersen.

Tekst fra: Solveig Brunholm