Dato: 24. august 1871
Fra: H.C. Andersen   Til: Henriette Oline Collin, f. Thyberg
Sprog: dansk.

Christiania den 24 August 1871.

Kjære Fru Collin!

Ikke et Brev faaer jeg fra Dem eller Deres medens jeg er her oppe. De er dog ikke [gaaet] op i Fiskeriet ligesom den mandlige Deel paa Ellekilde, den skal leve ene der for og glemme alt Andet; jeg har det fra Familien, og saa er det jo ubetvivleligt sandt. Imorgen, om Gud vil, reiser jeg fra Norge; Jernnætterne begynde, hver Aften knuger Kulden mig, men fjorten deilige Sommerdage havde jeg heroppe. Det er et stort reist Land, jeg vil her op næste Sommer om jeg lever, denne Gang harjeg kun seet lidt af Naturen, men nok til at faae Lyst til at see en Deel mere. Menneskene ere jeg kommen til at kjende! Hjertelag og Kjærlighed har jeg mødt; hver Dag har været en Fest, men tyve Aar er jeg ikke, jeg har følt mig træt, legemlig træt, saa at jeg ikke kunde sove derved om Natten. Jeg har endogsaa været til stormende Rusgilde, jeg skal fortælle derom; jeg kom halvdød hjem, men uendelig glad ved den stormende, ungdommelig Modtagelse og Levvel. Det vare prægtige livsfriske Gutter, et Velsignelsens Favntag. I Dag har jeg endt Indbydelserne, jeg var hos Byens fornemste Mand Statsraad Stang, der ogsaa udbragte varmt og smukt min Skaal. Om Folkefesten for mig i Bothaniske Have, har De vist læst i danske Aviser; jeg antager at den kommer der, selv i "Fædrelandet", Folke Eventyrfortælleren Jørgen Moe talte inderligt og velsignet, ret ud af sit varme Hjerte. Jeg troer, imidlertid, at Bjørnsen hellere vilde have talt, hans Sang til mig er man ikke fornøiet med, men jeg er det. Han sagde mig at han ikke kunde skrive Sange til Fest Leiligheder. Hvor har han og hans Kone været elskværdige mod mig, hvor har han dog mange og haarde Uvenner heroppe mod sig; dog er det meest som Politiker de ere imod ham. Et Par Dage har jeg ikke seet ham, hans gamle Fader ligger for Døden og han er dybt bedrøvet, hans Kone er en klog, elskværdig og praktisk Kone, som en Digter maa ønske sig; jeg synes særdeles godt om hende. Bjørnson og jeg ere blevet Duus, De veed jeg tilbød i min fattige Tid Deres Mand det samme Fortroligheds Baand, men han afslog det, – men nu har jeg Jonas, jeg har den nye Slægt!, hvor underligt at det falder mig i Pennen, men det er som i mine Drømme der lever og svulmer aldeles i Ungdoms Tiden, jeg sidder paa Skolebænk og er som een af Børnene, Dickens fortæller om. Paa Tirsdag eller Onsdag, om Gud vil, er jeg i Helsingør og kjører da ind til »Ellekilde«. Hils inderligt Deres Mand, den kjære Louise, min trofaste Jonas, Theodor som ikke gaaer op i mig, men "i Hundene"! gid at de til hans Glæde maa leve længere end jeg! (en Udtalelse af ham selv). Gid nu ikke Vind og Veir holde mig fra Deres Hellebek. Hjerteligst

H.C.A

Tekst fra: Helge Topsøe-Jensen