Dato: 23. februar 1834
Fra: H.C. Andersen   Til: Henriette Wulff
Sprog: dansk.

Neapel den 23 Februar 1834.

Min kjære Søster Jette!

Snart fortvivler jeg ganske over Dem! ikke et Brev, ikke et eneste fra Dem! hvad er der dog skeet? Nei, nei, Dem kan jeg ikke have taget Feil af!; De kan ikke lade Dem forlede af Mængden til at være ubillig mod mig! Men hvad er dog Grunden til Deres Taushed! O der var saa meget, saa uendeligt meget at fortælle Dem, men dette bliver intet Brev kun et lille Ryk i Ærmet om at være saa god at huske paa den poetiske Broder Christian, der nu lever ved det herlige mørke blaa Middelhav, hvor Skovene bugne med Citroner og Oranger, hvor Vesuv vælter sin røde Ild ned af Bjerget, hvor Alt er som en Drøm, en lystig, deilig Drøm, hvor jeg savner alle mine Kjære. Nu veed jeg først hvad Italien er og sandt er det: » Vedi Napoli e poi muori!« Kom dog! kom dog! min kjære, eiegode Søster! o Gud jeg kan græde at De ikke er her! - Jeg drikker i dette Øieblik Deres Skaal i Lacrymæ Cristi, som jeg har ladet min Tjener hente mig, det er første Gang jeg smager den, Vesuv stikker deri, Skaal, min kjære, kjære trofaste Søster! - Vi fik da Carneval i Rom og det et glimrende! jeg sloges med Confetti saa Herts maatte tye ind i en Skomagers Boutik, hvor han tog et Par Støvler for at kaste paa mig; Damerne væltede hele Kurve fulde paa os. Gaden var en bølgende Strøm af Masker, hver Dag var Hesteløb og i Theatret glimrende Festiner, Een blev rigtignok myrdet oppe i en Loge men det fandt jeg ganske piqvant og morede mig over at de Andre blev bange og jeg ikke. - Midt under Dands og Musik skete Mordet. - Natten efter Carnevalet reiste jeg i Selskab med Herts, til Neapel. Vi fik Snee paa Albanerbjergene og Foraar i Terrazina, hvor Mandeltræerne blomstrede og Orangehøsten var i fuld Gang. Veien er usikker her og var besat med Soldater, men vi saae ikke til nogen Røvere, det Hele Rygte er vist nok alene for at faae Penge for Eskorten. I Mola di Gaeta saae vi hele Skove med Citroner og Oranger, de bugnede med Frugt, det deilige mørkeblaae Hav væltede op paa Kysten, hvor Levkøier og Receda voxte vildt. Gud hvor vi ere stifmoderligt behandlet i Norden! Italien kan ikke beskrives! Egnene maa man see, Luften maa man drikke, den er som de saligste Kys; jeg kan ikke udtale det. - Af alle de Stæder jeg nu har seet staaer Neapel øverst, selv over Paris, (dens Omegn kan kun sammenlignes med Genuas)! Hvilket Held for os! i 3 Maaneder har Vesuv, uafbrudt Dag og Nat, væltet Lava ud af Krateret, flere Gange har en milehøi I1dsøile hævet sig, jeg har endnu kun sæt det blusse, set den beegsorte Røg og om Aftenen den milebrede Ildstrøm, glødende og blodrØd, vælte ned af Bjerget. Det er et forbausende Syn! i Formiddags spadserede jeg til Portici, saae Herculanum og hvilede mig ved Foden af Vesuv; da rystede Bjerget, jeg kan ikke forklare det, den blege Flamme spillede i Solskinnet med den sorte Røg. I næste Uge bestige vi det, men vi kommee i til Krateret, da Stenene flyve vildt omkring og den brændende Lava koger i Spalterne. Øerne heromkring see ud som svømmende Skyer. Børnene ere som Englene paa Raphaels Billeder og mangen Madonna har jeg seet i Selskab her og paa Theatrene. Vi have Marlibran som Semiramide, Norma og i Gazza Ladra. O Gud, om fire Uger er min smukke Drøm her forbi, da gaaer det mod Norden, dog, Norden [er] Rom, Florents og Venedig. - Naar jeg døer engang, vil jeg spøge i Neapel. [Her er] Natten saa uendelig smuk. Her er Paradiset.

Tekst fra: H.C. Andersens Hus