Dato: 17. april 1882
Fra: Johanne Luise Heiberg, f. Pätges   Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.

d. 17. April 1882.

Kjære Etatsraad Collin!

Tiltrods for min Beslutning først at læse Deres Bog om »Andersen og det Collinske Huus« i min Ensomhed i Sommer paa Landet; har jeg dog ikke kunnet vente saa længe; men har alt nu gjort mig bekjendt med denne og føler nu Trang til at sende Dem nogle Linier herom.

Fra det Øieblik, at de Andersenske Breve er tilende i Deres Bog, og De selv taler, har jeg med den største Interesse fulgt, hvad De oplyser om denne forunderlige Karacteers psycologiske Eiendommeligheder, som De med saa stor Kjærlighed og Indsigt har tydeliggjort for os, og jeg slutter mig ganske til dem, der har yttret, »jeg holder nu meget mere af Andersen«, efter at De har givet mig det rette Syn paa ham, og min tidligere Dom over ham, indseer jeg nu, bør modificeres efter at have læst, hvad De har skrevet om hans tildeels sygelige Temperament," der har skaffet ham selv. saa mange Lidelser, om end indbildte.

Det lille Vers, han i Hjemmet skrev, for at give sin Sorg over Kritikerne Luft, om Rosen, som Sneglen spyttede paa, finder jeg aldeles fortrinlig, ja mig synes, at dette lille Vers er noget af det Bedste, jeg har læst fra hans Haand, og vil aldrig kunne glemme det herefter. Mig synes, at det staaer i Høide med de bedste Goetheske Svøbeslag i lignende Anledninger.

At Heiberg ikke kunde sympathisere med en saa svaiende, umandig Natur, som Andersens, vil vel de Fleste kunne indsee uden at tiltro Heiberg, hvad han i saa høi Grad var fri for, at hans Kritik skrev sig fra Misundelse over Andersens Held og Berømthed i Udlandet, noget Heiberg aldrig har tragtet efter at opnaae.

Tak fordi De har haft det rette Syn paa Heiberg og for, at De klart og bestemt har udtalt dette.

Gjerne havde jeg i Optegnelseme om det Collinske Huus oftere seet Deres geniale, eiendommelige, vittige Søster Ingeborgs Billede fremhævet, hende fra hvem Andersen har hentet saa mange af sine lunefulde, pudsige Vendinger og Indfald i Eventyrene. Dog, et Lune som hendes, saa friskt, saa sprudlende lader sig vel vanskelig fastholde igjennem en Skildring, man maa selv have hørt hendes qvikke Livfuldhed og den godmodige Latter, der fulgte hermed, som gjorde, at om hendes Vid end rammede En selv, var det umuligt at vredes herover. Et er vist, at man i høi Grad maa beundre den Kjærlighed, den Taalmodighed, som Alle i det Collinske Huus har vist Andersen. Hvad mon der var blevet af ham, om ikke hans gode Engel havde ført ham ind i Deres Kreds, hvor han ved Siden af det meest udholdende Venskab fandt en daglig Regulator for hans syge Sjæls Udskejelser. Mennesket lever ikke allene af Brød, men af Paavirkning af andre Sjæle, og i Deres Huus fandt han begge Dele. Jeg haaber, at Deres sanddru Skildring af Andersen. vil staae i Fremtiden, som den Kilde, hvoraf der maa øses til hans Forstaaelse, naar det uendelige meget vage og godtkjøbsagtige om ham længst er glemt.

Hvad Interesse Skildringen om Deres velsignede Fader har haft for mig, der med Beundring, Kjærlighed og Taknemmelighed gjemmer hans Minde, behøver jeg ikke at forsikkre Dem om. Gud glæde ham i de lyse Egne, hvor jeg haaber, at han nu færdes, og hvorfra han nu seer ned paa os Andre, der endnu kjæmpende vandre her i Haabet om atter engang at mødes af de trofaste blaa Øine og det kjærlige Sind, som altid stod rede til at hjelpe og støtte de Forsagte og Bedrøvede.

Deres hengivne

Johanne Luise Heiberg.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost