Dato: 22. april 1882
Fra: Edvard Collin   Til: Johanne Luise Heiberg, f. Pätges
Sprog: dansk.

(Koncept, dateret 22.-24. April 82,

med Paaskriften: »hvad jeg omtrent svarede paa Fru Heibergs Brev«.)

Det har været mig en stor Glæde, kjære Fru Heiberg, at modtage Deres Brev om min Bog. De har forstaaet den, og De har forstaaet mig. Jeg hører, at der findes Folk, som mene, at jeg »har klædt A. af«; saadanne Dumheder røre mig visselig ikke, det er mig en velgjørende Følelse at see erkjendt af Dem og Andre, at jeg ved min Aabenhjertighed har bidraget til at mildne den saa udbredte haarde Dom blandt hans Samtidige om hans menneskelige Skrøbeligheder.

Jeg veed meget godt, at mit Arbeide trænger til Overbærelse; der er meget Planløst i Ordningen af Stoffet. En øvet Forfatter vilde have været paa det Rene med, at man lettest gjør en Bog kjedelig ved at overlæsse den med Materiale og kun give liden Plads for Raisonnementet. En anseet Forfatter skræmmede mig allerede tidligt med den Yttring mod mine Betragtningers Affatte1se i Brevform, at hele dette Afsnit maatte omarbejdes i Form af en Afhandling; dette havde nær betaget mig Modet, thi jeg følte godt, at dette Arbeide ikke laae for mig; det lyder næsten komisk, at jeg atter tog fat paa Grund af en Andens - man kunde gjerne kalde den trivielle - Bemærkning, at Enhver skriver paa den ham eiendommelige Maade.

Jeg maae dog fortælle Dem, at jeg endnu gjorde et Forsøg paa at komme ud af min Tvivl, idet jeg henvendte mig til en mig personlig ubekjendt, men anseet Forfatter med Bøn om, at han vilde sige sin oprigtige Mening. Han raadede mig til: ganske at opgive Arbeidet, da ingen meer har Interesse for Andersen. At denne Betragtning, som aldrig var faldet mig ind, i lang Tid betog mig Lysten til at arbeide videre, vil kunne forstaaes, naar jeg tilføier, at disse Ord kom fra en saa anseet Forfatter, som den nu afdøde Forfatter V. Topsøe.

Jeg indrømmer, at Bogen væsentligt - idetmindste efter Arketal - er en Materialesamling. Det er maaskee en fiin Antydning heraf, naar en saa velvillig Anmelder, som Dr. V. Pingel i »Morgenbladet« (sidste Torsdag) anviser Bogen en Plads blandt Kildeskrifterne til den danske Litteraturhistorie, en Plads, som ogsaa De anviser Bogen, og som jeg med Glæde modtager. Jeg har endnu den Overbeviisning, at A. kun kan beskrives ved en Række af Smaatræk; thi han var aldrig nogen Heelhed. Lad Andre forsøge at construere ham som en Personlighed. Det skal ikke kunne siges, at jeg har hjulpet dem dertil ved at stille ham sammen med to saa heelstøbte Personligheder, som min Fader og Heiberg.

Naar jeg har draget Heiberg ind i min Fremstilling, vil De let see, at jeg aldeles afholder mig fra Betragtninger over ham som Digter og Kritiker og overhovedet over hans Betydning for Samtiden, men at jeg kun giver nogle Glimt til Belysning af hans Charakteer, idet han, sin Overlegenhed uagtet, behandlede A. saa lempeligt, og altsammen for ikke at saare min Fader. Men det var mig meer om at gjøre at fremdrage Beviser for, at han var en Mand af Hjerte. Dertil gav jeg Afdelingen ...[hele dette afsnit er atter overstreget]

Naar jeg ikke har taget i Betænkning at offentliggjøre As private Angreb paa denne Sidste, var det simpel Pligt for mig at forklare det sande Forhold; jeg haaber, at jeg har forklaret det, uagtet jeg vel kunde ønske, at jeg havde udtalt mig udførligere derom. Hvor ofte var jeg ikke Vidne til denne Strid i hans Indre. H. var jo en at de Første, der introducerede ham som Digter og derved erhvervede hans Hengivenhed; men aldrig saasnart paaviste Heiberg, at A. var kommet paa en Afvei, før Forholdet forandredes; snart derefter modtog A. en venlig Tiltale fra H., og saa var Alt strax godt igjen. Jeg har i min Erindring saamange Beviser paa, at A ikke kunde undvære H.; thi han var ikke blind for dennes Betydning; ja, jeg kan sige, at han saae op til ham. At dette saa: grundigt forandredes var en Følge ikke alene af Sammenstødet i Anl. af As uheldige Arbeider for Scenen, men deraf, at A begyndte at blive bekjendt, ja endelig berømt i Udlandet. Hvad han i sin Barndom drømte, hvad han senere uafladeligt higede efter var nu blevet til Virkelighed. Denne Berømthed var ham Maalestokken for en Digters Værd; at opnaae den var for ham en Digters Opgave. Dette Held forvirrede hans Phantasi; han stillede sig selv ved Siden af, maaske over de største, men i Udlandet mindre bekjendte danske Digtere. Dette var hans Sygdom. Men hvorledes var det muligt, at han kunde være berømt i Tyskland, inden han havde skrevet Eventyr? Dette kan jeg ikke forklare. At Tydskerne have været mere klartseende end de Danske, er kun en Paastand.

At jeg tilnærmelsesviis har opnaaet at give en god Skildring af min Fader, glæder det mig meest at høre fra Dem; thi af de Nulevende er der udenfor Fami1ien Ingen, der har kjendt ham som De. Tak for, hvad De har været for ham, medens han levede. Tak fordi De har bevaret ham i uforandret kjærlig Erindring.

22/4 82.

Deres hengivne

Tak for Deres Ord om min Søster Ingeborg. Den Smerte, jeg følte ved hendes Død er intet imod det lange, ikke ophørende Savn. Intet er vissere, end at en Beskrivelse af Aanden i det Collinske Huus er mangelfuld, naar den ikke indeholder noget om hende. Dette har De, som har kjendt og forstaaet hende, Grund til at sige.

Aldrig har jeg kjendt et saa uopslideligt Humeur som hendes, aldrig har jeg kjendt et varmere Hjerte end hendes; i begge Henseender var hun dog kun sig selv i Familien og blandt nogle Venner. Her var hendes Kjærlighed trofast, ja om man vil, partisk; thi den som yttrede noget om En af denne Kreds, faldt i Unaade hos hende. Lad være, at man kan kalde dette noget »begrændset«, det er dog noget smukt menneskeligt. Reflexion var ikke hendes Sag, Øieblikkets Indtryk bestemte hendes Sympathi, ligesom det dannede hendes Omgangssprog; hendes Omgang med Heiberg er mig uforglemmelig; det var beundringsværdigt, at han med saamegen Lethed satte sig ind i et saa eiendommeligt, for ham uvant Forhold: Man kan have et varmt Hjerte uden derfor at være blød; hun var ikke eftergivende i sin Dom, hun holdt fast ved sin Dom, især om Personer; men naar hun var gaaet for vidt i sin Paastaaelighed, fortrød hun det bitterligt, thi altid vandt hendes gode Hierte Seir.

Hun elskede, ja tilbad min Fader. Gud veed, at han for os Alle var den samme kjærlige Fader, men hun var dog sikkert hans Yndling og ubetinget den bedst begavede af os Alle. Hvilken Indflydelse hun havde paa vore lykkelige Familieforhold, har De havt Leilighed til at bedømme.

Hvad nu mit eget personlige Forhold til hende angaaer, da var dette saaledes, at jeg kun med Taarer i Øinene kan tænke paa hende og tale om hende. Vor Sympathi gjorde sig gjældende i enhver Retning; helst dvæler jeg dog ved den Tid, da vi to unge lattermilde Mennesker vare blevne alvorlige; thi, ogsaa her mødtes vi i Enighed. Hun gik som et Barn til Vor Herre.

See, i denne Tone, kjære Fru Heiberg, kan jeg skrive til Dem; men hvorledes skulde det kunne være noget for Mængden? Forøvrigt synes mig, at A. i sine Breve giver et smukt Billede af hende. At jeg tilnærmelsesviis etc. 24/4 82.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost