Dato: 4. juni 1869
Fra: H.C. Andersen   Til: Just Mathias Thiele
Sprog: dansk.

Kjære Ven!

Tak for hvad De har læst for mig af Deres Livshistorie; jeg træder frem deri, og [overstr: her] kan jeg ikke ret gjenkende mig selv, erindre den Maade jeg da har udtrykt mig paa, men troer Dem ganske paa Ordet. [Overstr: Jeg har gjerne senere levet fra] Det er tidt for mig som jeg havde levet i forskjellig Skikkelse; min Udvikling er [overstr: givet] er skeet saa forskjellig fra Andres, jeg harsaa at sige levet i de meest forskjellige Livsforhold og med de forskjelligste Mennesker; de som fra min første Optræden, [overstr: da jeg var] om med milde Øine paa den underlige Dreng, stor og opløben og dog aldeles barn, der troede paa alle Mennesker og aabent udtalte hver Tanke, som den kom, de [overstr: vil da, kan tilvisse nok tegne mig fra den Tid; [Overstr: som jeg selv maa sige den hellere end]

I de forskjellige Levealdere seer man Begivenheder og Personer gjennem et forskjelligt Glas. De har tilvisse med Hjerte og god Villie seet paa mig, men jeg troer ikke Billedet er ganske Barnet, [overstr: min Tale føles som Maaden jeg har talt paa klare] naar de viser mig talende kommer jeg til at tænke paa Manden der fremviser Frederiks Ste??fæstning, Her see De mine ?? osv og ikke den Troskyldighed hvor med jeg sagde Løst og Fast.

Mellem Eventyr og Historier har jeg i et Stykke Perlesnoer givet en Slags Vignetbilled af Bakkehuset, [overstr: som det er nu og hv]

"Nær ved Bakken hvor Frederik den Sjettes Slot ligger, Øehlenschlagers Barndomshjem, skinner i Læ af Søndermarkens Skovgrund en af Perlerne, man kaldte den Philemon og Baucis Hytte, det vilde sige: to elskelige Gamles Hjem. Her boede Rahbæk med Hustru Kamma, her under det gjestfrie Tag samlede sig i en Menneskealder alt Anndens Dygtige fra det travle Kjøbenhavn, her var her var et Aandens Hjem, - - og nu! siig ikke, "ak, hvor forandret!" - nei, endnu er det Aandens Hjem, Drivhuset for den sygnende Plante! Blomsterknoppen, der ikke er mægtig nok til at udfolde sig, gjemmer dog, skjult, alle Spirer til Blad og Frø. Her skinner Aandens Sol ind i et fredet Aandens Hjem, opliver og levendegjør. Verden rundt om straaler ind gjennem Øinene i Sjælens / ugrandskelige Dybde: Idiotens Hjem, omsvævet af Menneskekjærligheden, er et helligt Sted, et Drivhuus for den Sygnende Plante, der skal engang omplantes og blomstre i Guds [overstr: Natur] Urtegaard. De Svageste i Aanden samles nu her, hvor engang de Største og Kraftigste mødtes, vexlede Tanker og løftedes opad - opad blusser end her Sjælenes Flamme i "Philemon og Baucis Hytte".

De ønsker imidlertid at høre om mine Erindringer fra "Bakkehuset", men da maa jeg for en Deel gjentage, hvad jeg andetsteds har nedskrevet. Enken efter Danmarks berømte Statsmand, Christian Colbjørnsen, [overstr: boede] som var en af de første af høiere Stand, der venlig modtog mig den fattige Dreng, boede om Sommeren paa Bakkehuset; til hende kom jeg og fandt endnu flere venlige Mennesker paa dette Sted, De, kjære Ven, boede her og Rahbeks dramatiske Yndling, Skuespillerinde Madame Andersen, som da hun et Par Gange havde hørt mig fremsige Digte, gav mig i Spøg Navnet Der kleine Declamator; [overstr: men at betydningsfulde navne gave den livlige, ] jeg kom saaledes ogsaa snart ned i Fru Rahbeks Stue, hvor den livlige, aandfulde Kone morede sig ved at tale med mig og høre paa mine første dramatiske Forsøg. Jeg havde skrevet en Slags Comedie, den læste jeg for hende og strax ved de første Scener udbrød hun: men der er jo hele Stykker deri, De har skrevet ud af Oehlenschlæger og Ingemann - !" - "Ja, men de er ogsaa saa deilige! svarede jeg i al Uskyldighed, og læste videre. En Dag, da jeg fra hende vilde gaae op til Fru Colbjørnsen, rakte hun mig en Haandfuld Roser og sagde: Vil De tage dem med op, det vil vist fornøie Conferentsraadinden at faae dem af en Digters Haand. Det var tilvisse i Spøg at disse Ord bleve sagt, men det var første Gang mit Navn blev sat i Forbindelse med Digternavnet, [ overstr: Vandet kom] - der kom mig Taarer i Øinene [overstr: derved], og jeg veed at fra dette Øieblik var min Tanke vakt for at skrive og digte, det havde før kun været en Leeg, nu var det Maalet. Rahbek selv talte aldrig / til mig derude; den eneste Tilnærmelse var en Dag i Haven, han styrede lige hen imod mig, som vilde han sige et Par Ord, men i det han var mig nær og fæstede Øinene paa mig, vendte han pludseligt om igjen.

Den første og eneste Gang, Rahbek [overstr: har] talte til mig, var [overstr: en senere] i Theaterdirectionen da senere [overstr: en Tragedie] Den af mig indsendte Tragedie Alfsol, var gjennemlæst; [overstr: og jeg blev kaldet for at høre om min Dom] og jeg blev kaldet for at høre Dommen. Rahbek førte Ordet overgav mig Manuskriptet og sagde at Stykket var ubrugeligt for Scenen, men at man dog havde fundet deri "saa mange Guldkorn", at man havde det Haab at jeg ved alvorlige Studier, ved at komme i en Skole og forfra lære hvad der hørte til, vilde maaskee engang kunde levere den danske Scene Arbeider, som der vare værdige at opføres! og nu meddeelte Rahbek mig endvidere at Collin havde talt min Sag hos Kong Frederik den Sjette og at jeg aarlig fik en Sum fra Finantserne, samt at [overstr: Skole d] der var skjænket mig fri Underviisning i Slagelse Latinskole. For dette Sidste skulde jeg bringe Biskop Mynster, der var den meest afgiørende heri min Tak. Jeg kom til denne høithædrede Mand, han talte alvorligt og strængt, om [overstr: mit Held] den Lykke der forundtes mig [overstr: at stor] Flid og Taknemlighed. Det var tilvisse velmeent og efter hans Anskuelse den rette Maade at tale til [overstr: dette den fattige] den forunderlige, phantasifulde Dreng, om mit Sind vaar saa blødt, Ordene sloge mig som Svøber, og jeg gik bort i bittre Taarer, ogsaa paa Bakkehuset hvor hen jeg søgte før Afreisen flød Taarer, men det var Glædens over al den Venlighed, den Deeltaagelse, de Alle her, De kjære Ven, Madam Andersen og Fru Rahbek viiste mig. Det var et heelt Omslag i mit Liv, ja en heel Reise ud til Slagelse; Fru Rahbek fortalte mig at hun havde nu noget større for til næste Foraar, en Reise / hun oftere gjorte, en Reise til Hamborg! hvor hun gjorte Indkjøb af Papir til de smukke Æsker der var hendes kjæreste Haandarbeide. Den Gang var en Reise til Hamborg, som nu en Reise for os til Paris eller Wien; saa langt kommer jeg vist aldrig! tænkte jeg. Fru Rahbek trykkede Haanden ønskede at jeg om et Paar Aar maatte blive en god Student, og saa groer nok Poeten! -

Jeg var Student da Fru Rahbek døde og fulgte [overstr: fra B] hendes Kiste fra Bakkehuset til Frederiksberg Kirke hvor Synet af den stille betagne gamle mand stod dybt bevæget. Da gik mange Minder gjennem Tankerne, Minder om hendes Venlige Ord og den kloge Sjæl der lyste ud af hendes Øine.

Strax da jeg blev Student, udkom, som bekjendt, min Bog, Fodreisen; den var mig en Livssag, jeg troede at alle Venner og Bekjendte maatte blive ligesaa opfyldte af den, som jeg var det; een af de første jeg sendte et Exemplar var Fru Rahkbek; hun laae da syg og et Par Dage efter hørte jeg af Admiral Wulff, at hun var død! Mit første Udbrud var [overstr: som naturligviis i høi Grad overraskede ham] var: Mon hun fik læst min Fodreise! - "Menneske!" raabte Admiral Wulff, nei det er for galt, troer De, [overstr: De hun bryder] man bryder sig om Deres Fodreise naar man skal ind for Vorherre! han rystede alvorligt paa Hovedet. [overstr: Men det var i sandhed ikke min Tanke] Men min Mening var at jeg saa gjerne undte hende en Glæde, og det meente jeg da maatte jo være at læse i min nye Bog.

[uafsluttet]

Tekst fra: Solveig Brunholm (microfilmscan 12, 174-76)