Dato: 5. juni 1841
Fra: Henriette Hanck   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Odense d. 5te Juni 1841

At Deres Reise frembyder saa mange Behageligheder fornøier mig paa Deres Vegne ret meget . De er jo omringet af Alt hvad der kan fængsle Deres Aand og Interesse, bevæger Dem i en Kreds De sætter Priis paa og beriger Deres Phantasi med saa mange Billeder der engang vil bidrage til at forjage den Kjedsomhed i Hverdags livet, der jo lettere bemægtiger sig Geniet end det almindelige Menneske. Jeg lykønsker Dem til al denne Herlighed; men den har endnu ikke ret formaaet at fængsle mine Tanker fordi Bagsiden af Deres lille Seddel hidtil aldeles har optaget dem751 . Jeg kom igaar Aftes hjem fra et kort Ophold i Marslev, den varme lette Luft havde gjort mig godt, og jeg var mere oplivet end jeg i lang Tid har været, uagtet den korte Fraværelse glædede jeg mig dog til at see Moder igjen. Caroline var kommen herud, og her var Breve fra alle Søstrene jeg blev meget glad ved at høre at her ogsaa var nogle Linier fra Dem, men den Glæde varede rigtignok kun til jeg havde læst dem – Da Thomsen lod mig bede om Deres første Brev var det mit meget piinligt at sende ham det, det forringede hele Brevets Værd betydeligt i mine Øjne at jeg saaledes skulde dele det med Andre: men jeg nærede i det Øieblik ingen Tvivl om at han jo havde Deres Tilladelse dertil, jeg kunde aldeles ikke tænke mig at han ellers kunde lade mig sige om jeg vilde! gjøre et lille Uddrag deraf, eller om hast selv maatte gjøre det, jeg tænkte mig da, at De maaskee ved Alskeden da Thomsens Huus jo var det sidste De besøgte havde givet ham et Slags Løfte om gjennem mig at give ham disse Bidrag til hans Avis, det faldt mig aldrig ind at en Mand som jeg kun et Par Gange flygtig har talt , kunde anmode mig om at læse et af mine Breve naar han ikke havde Brevskriverens Minde dertil. Senere fik jeg, som De skriver Skrupler, jeg skrev Dem, hvad jeg havde gjort sagde Dem at jeg fandt det underligt om det skulde være saaledes, og bad Dem sige mig Deres Villie i saa Henseende. De ændsede det ikke; men jeg kan jo ikke undre mig over, at De i det forstyrrede Reiseliv vel har overseet eller glemt det, endskjøndt De i Deres Svar nævnte Thomsens Navn. Han udbad sig igjen Deres næste Brev, som jeg efter min egen Følelse nægtede; men da jeg ikke vidste om det var rigtigt eller galt saa sendte jeg ham det senere. Da jeg igjen skrev til Dem sendte jeg ikke allene Thomsens Lap; men jeg bad Dem paany at sige mig om det var Dem mod at han benyttede Deres Breve. Hvorfor fik jeg intet, aabent Svar paa mit aabne Spørgsmaal. Bliv ikke vred kjære Andersen, det var en utidig Skaansel . Jeg maatte jo af Deres Tavshed, af Deres venlige Ord til Thomsen slutte at det ikke var Dem imod. – Da jeg langtfra trode at Deres Correspondance med Hjemmet var bleven saa udbredt som jeg senere har hørt det er Tilfældet, tænkte jeg mig at De saaledes gjennem Bladene ønskede at give de Venner De ikke kunde tilskrive Efterretning fra Dem og derfor billigede Thomsens Artikler – i hvilke jeg iøvrigt og ingen her har fundet noget Latterligt. Men de indbildske Kjøbenhavnere gjøre jo Alt fra Provinserne latterligt. Jeg har gjemt Aviserne og skal ved Deres Hjemkomst overtyde Dem om, at de 3 Mænd i Kjøbh. ikke have holdt alt for strengt over Sandheden ved at sige at T- har meddeelt hele Breve. Jeg har ikke sendt Deres lille Seddel ind til ham og vend ikke om jeg kan gjøre det. Han vil jo naturligviis sige: "Hvorfor har Jfr. Hanck ikke nægtet mig Brevene?" og han har Ret, jeg burde utrykkelig have spurgt ham om han havde Deres Tilladelse dertil, og det var en falsk Unseelse af mig at jeg ikke gjorde det. For det sidste Brev falder Skylden desuden aldeles paa mig , jeg sendte ham det uden Anmodning fordi jeg trode at det nu engang skulde være saaledes. Da han sendte mig sit Udtog ind fandt jeg det jo temmelig langt, og fik ham til at udstryge Noget, jeg havde gjerne endnu ladet Pennen løbe over nogle flere Linier, men der hører Mod til for et Fruentimmer at behandle en Mands Arbeide som en Stiiløvelse, jeg lod det da staa, imidlertid vil Thomsen sige: Jfr. Hanck har seet mit Manuscript og billiget det. Det bedrøver mig inderligt at jeg har voldt Dem nogle bittre Timer. Det vilde være mig en højst ydmygende Følelse om De kunde tro om mig at jeg havde ladet trykke af Deres Breve for at prale med at de vare bleven skrevne til mig, som man vel nok her i Byen har gjættet sig til; men det tror De ikke! De veed, at jeg altid har betragtet Deres Breve som en Glæde og ikke som en Gunst. O, jeg er ret nedstemt over det Hele ! Der er endnu to Grunde hvorfor jeg nødig vil sende Th. Deres Seddel naar De ikke utrykkelig vil det.

Jeg tror for det Første, ligesom De, at han ved Siden af sin Iver for at optage ting hvorved han vil gjøre sin Avis underholdende af personlig Interesse for Dem har ønsket disse Bidrag, er det Tilfældet vil Deres sæddel jo krænke ham, og Thomsen er uhyre forfængelig, hvor uskyldig De end er deri vil han dog ikke tilgive Dem at man har fundet hans Artikler latterlige og – saa har De en Uven mere. Det er mig ligegyldigt ! siger De maaskee, ja, men jeg vil bebreide mig at det er min Skyld. For det andet tror jeg at det uagtet Deres Forbud nok kunde falde ham ind at offendtliggjøre det Hele. Det Menneske har en skrækkelig Skrivelyst. Den Dag jeg var inde for at laane det Fædreneland hvori Recensionen over Deres Maurerpige stod, sagde han mig at han i sin næste Avis havde isinde at optage Deres Fortale til denne Tragedie med en lille Anmærkning af ham selv. Det var jo lige efter at Bogen var kommen ud, og der var dengang talt endeel om den nedstemte Tone i denne Fortale, og jeg sagde Thomsen at jeg ikke trode at De ønskede den mere omtalt bad ham ikke at optage den, det Samme gjorde hans Kone ogsaa; men da vi fik næste Avis var den dog deri752.

Bliv nu ikke alt for utaalmodig over dette lange Vrøvl som De maaskee i Tankerne vil kalde denne Side af mit Brev, over en Gjenstand som det vist er Dem ubehageligt igjen at høre oprippe; men De veed nok at jeg har ondt ved at fatte mig i Korthed, og jeg maatte jo sage Dem det , da det ikke er mig ligegyldig at mine Venner have Grund til at miskjende mig. – Da jeg intet Brev har at besvare har jeg kun lidt at fortælle Dem. Hvordan Hjemmets politiske Liv udhvikler sig meddeler vist Deres Venner Dem og mine ufuldstændige Reflectioner derover vil vist ikke interessere Dem synderligt. Veed De at Orla Lehmanns Parti ved almindelige Bidrag samler en Sum til ham, der skal sikkre ham en uafhængig Existens753 . Man fortæller at et Par af de gamle Colegi Herrer skal have yttret at han som et ungt kraftigt Menneske fortjente at spyttes i Øjnene om han tog derimod. L–s Parti siger derimod, at Regjeringen bestandig vil nægte ham en Stilling i Staten og derfor maa Folket ansee det for dets Pligt at holde ham skadesløs derfor. Corsaren seer jeg undertiden, der ere enkelte særdeles træffende Ting deri, men jeg synes ogsaa mange søgte Vittigheder, og Alt uden Undtagelse nedrives, det er mig utaaleligt, det er jo dog igrunden saa let at finde den svage Side ved Alt, saa let under Annonymitetens Kaabe at give Arrogance og Kaadhed Luft. Der ligger en Feighed til Grund for denne Fægten i Mørke som oprører mig. Lemanns hele aabne Færd indgyder derimod dog Agtelse om man endog ikke ganske kan billige den. Det maa egentlig være vanskeligt for en Skribent synes mig at træffe det rette Punkt hvorpaa han kan holde sig under den almindelige Gjæring, naar han ikke ret med Liv og Siel føler sig hentrukken til noget Parti, det er vistnok vanskeligt og maaskee dog nødvendigt at vedligeholde en aldeles Neutralitet, men kan jo let bringe Digteren i et falsk Lys fra begge Sider. Da jeg sidst var i Kjøbh. undrede jeg mig over hvor De kunde være i en saadan Spænding over det Digt, De havde skrevet, jeg har siden tænkt derover og kan nu godt begribe det754 . Ja Digterne have rigtignok meget at kjæmpe imod. – Datoen paa Deres sidste Linier er af 29de April, det har været længe undervejs, dog nej, en Maaned maaskee, jeg gad vidst om De nu er i Wien og om mit Brev ikke kommer for seent for at træffe Dem der, dog det kan jeg umuligt tro. Jeg har i dette Øjeblik en Udsigt af Wien og et Kort over Østrig ved Siden af mig. Jeg ejer i min lille Bogsamling et meget godt og nøjagtigt Værk: " Steins Reise durch Mittel-Europa." Det er i 7 Bind og i hvert findes et Kaart og en Udsigt fra en af de omtalte Steder. Jeg vilde gjerne spørge Dem om en Ting naar jeg kunde vente at De vilde svare mig derpaa, thi det hører ikke til de fleste Herrers og slet ikke til Deres Natur at besvare et Brev, jeg har i min hele Brevsamling fra Deres Haand kun to Breve, som jeg betragter som et Svar, ellers fortæller De bestandig ny Ting. Størstedelen af Deres Breve ere historiske. Det kan nu De, som hører og seer saa mange interessante Ting gjøre; men jeg hvis eensformige Omgivelse frembyder saa lidet at meddele maa altid tage min Tilflugt til de Tanker og Følelser der under Brevskrivningen paatrænger sig mig og – jeg veed ikke – det er tidt ikke godt. Det gjør naturligviis at De maae kjende mig meget bedre end jeg kjender Dem, det sætter mig ofte i Forlægenhed at De ikke ret staar klar for mig; men jeg kan ikke sige mig selv hvori det egentlig ligger. De vil vist tænke, naar hun klager over Mangel paa Stof til et Brev, hvorfor mon hun da tilskriver mig dette som hun jo egentlig ikke skylder mig, ja, det er saa let tænkt, naar jeg kunde have faaet Ro i mit Sind for hvad den første Side indeholder saa havde De saamen heller ikke faaet det: ikke fordi jeg hylder det Ordsprog: Lige for Lige o s v. De har glædet mig oftere med Brev end jeg i Begyndelsen havde haabet, og De har jo desuden saa meget at benytte Deres Tid til og saa Mange at skrive til; men af en anden Grund, som jeg ikke kan sige . Det fornøier mig at Fr. Læssøe har faaet Brev, maaskee hun meddeler mig lidt deraf, endskjøndt jeg egentlig ikke har fortjent det, jeg har intet fortalt hende af Deres sidste Brev, det har hidtil angrebet mig meget at skrive, derfor har hun i flere Maaneder intet hørt fra mig; Gusta skrev mig til efterat jeg havde faaet Deres sidste Brev, om jeg dog vilde sende hende det da hun saa gjerne vilde læse det for Fr. Læssøe, endskjøndt jeg var overbeviist om, at De intet havde derimod gjorde jeg det dog ikke, fordi jeg virkelig aldrig disponerer over et Brev uden Forfatterens Tilladelse, jeg veed hvor piinligt det vilde være mig om Andre gjorde det ved mine, tror De da at jeg endog skulde lade trykke hvad der er mig saaledes betroet, naar jeg ikke havde anseet det for Deres eget Ønske at det skeede? Det var temmelig strængt imod mig at sende den lille aabne Seddel i Brevet til en Anden paa hvis Agtelse og Godhed De veed jeg sætter saa megen Priis, der ogsaa har betroet mig Breve, og som jo næsten maatte anses det for en Advarsel ikke oftere at gjøre det, dog jeg haaber ikke, at Fr. L. har saa lidt Tillid til mig. Hvad Deres øvrige Venner ved denne Leilighed tænke om mig, faar jeg at finde mig i.

Men nu ikke et Ord mere herom vi faar vel bære over med hinanden. Er De vred paa mig? Jeg vilde have tilgivet Dem en langt større Forseelse end min, naar jeg først havde faaet Lov til at skjænde lidt over den. Med Slutningen af denne Maaned holder jeg op at læse med mine smaaee Elever saa er den Glæde og den Virkekreds forbi, de kjære smaa Mennesker som altid have viist mig saa megen Kjærlighed, nu faae de en anden Lærerinde, og jeg reiser herfra, saa er jeg ogsaa glemt hos dem, det er dog som om alle mine Hjerterødder havde slaaet Rod her i Odense; men jeg er nu et Vanemenneske, sige Søstrene. Til Efteraaret reise vi til Kjøbh. Moder, Caroline og jeg. I næste Maaned haabe vi Alle endnu engang at blive samlede her i det gamle Hjem. Har De bestemt Deres Hjemreise? Gid jeg først vidste at De var i Wien, saa synes jeg næsten at det er ligesaa godt som om De var i Kjøbh. saa ere da alle den store Reises Besværligheder, og jeg haaber ogsaa dens Farer overstaaet. Hvor jeg glæder mig til at høre Dem fortælle; blot De nu ikke er træt deraf til vi komme til Kjøbh. De maae jo blive uhyre interessant. Jeg er saa nysgjerrig efter at vide i hvad Art Deres næste Arbeide bliver. Det er sandt, det var min Bøn til Dem, dog den kan komme ved Brevets Slutning. – Det er jo et skrækkeligt fornemt Selskab De paa hele Deres Reise har været i, Konger Dronninger og Ministere. I Hjertet er De dog Arristokrat kjære Andersen. Det er underligt med mig, jeg er temmelig royalistisk; men jeg tror det er fordi jeg er vor Konge og Dronning hengiven som Mennesker, det øvrige Arristocrati derimod føler jeg bestandig en hemmelig Lyst til at opponere imod. Fornemme Folk maae være dobbelt saa elskværdige som mine Ligemænd naar jeg skal synes om dem. – Sahlertz, Walz, Schneider og Jfr. Zrza give i Aften Scener her i Byen af Jægerbruden og den hvide Dame755, der ere ikke gaaet Mange hen. Zrza har man nu hørt saa tidt her i Byen, og enkelte Scener af saa bekjendte Ting trækker ikke synderligt. Møllers Selskab har nylig forladt Byen756. Thea var der flere Gange og morede sig fortræffeligt, der vare Herrer ved Selskabet, som skal have spillet særdeles godt, deriblandt Herr Prinzelau som de fleste af vore Damer vare begeistrede over. Jeg var der kun en Aften og syntes ogsaa han var ret smuk, og spillede meget godt; men jeg bliver nu ikke saa let begeistret. Jeg saae det ny Stykke: Familien Mazarin757, jeg syntes det var vel skrevet og underholdende; men jeg hører at næsten Ingen her har syntes om det. Paludan Møllers: Venus har jeg læst, jeg synes ikke meget godt om den, der er vel smukke Enkeltheder i, men man er blandt disse Guder og Gudinder i saa slet Selskab at det næsten bliver en modbydeligt. Jeg kan ikke adskille Billedet af den letsindige jordiske Venus, med sine mere end menneskelige Feil og Skrøbeligheder fra den himmelske, som han mod Slutningen af Bogen viser os.

Jeg har havt en ny Roman af Bulwer: "Godolfin"758 , den har interesseret mig som Alt hvad jeg kjender af denne Forfatter, om end ikke nær i den Grad som min Yndling: "Maltravers". Bulwers Menneskekundskab er vel noget mørk; men desværre vistnok som oftest sand. – Bellona har jo havt en Skjærmydsel med nogle Sørøvere759 som De vel veed, men overvunden disse, hu, det havde dog æret ængsteligt for Deres Venner om De havde været med der, men det har jo efter Aviserne ogsaa været meget uroligt hvor De har været. Dahl760 kommer nu hjem fra Algier, han har udmærket sig; men hans Helbred er borte.– Fru Saaby har faaet et apoplektisk Tilfælde. – Jeg hørte i dag endeel Nyt fra Hovedstaden, et Par Forlovelser og Sligt; men dem har vel Deres Venner alt fortalt Dem. Imorgen er Skyttelauget her. Andenpindsedag begyndte Omnibusfarten fra Kjøbh. til Sorge[n]fri og Charlottenlund; medens vi tale om Omnibusser falder det mig ind at jeg i Middags bladede lidt i en gammel Salon hvori jeg for første Gang læser Deres "Mikkels Kjærligheds Historie" og Eventyret om den onde Fyrste761 . Det sidste syntes jeg godt om, i Mikel morede det mig at De har opkaldt hans Tilbedte efter Dem selv . – Det er da nok saa morsomt at læse som Emilies Hjertebanken762 . Du gode Gud hvor Musiknummerne til denne ere trættende, naar man hører dem oftere, jeg er dog virkelig ikke saa sensibel, men jeg har været nær ved at blive syg af at høre dem gjentage. Der er næsten intet der kan bringe mig saaledes ud af min Fatning som slet Musik, eller endnu værre god Musik slet udført. Her er et Sted i Byen hvor jeg gjærne kom naar jeg blot kunde udholde at høre Konen i Huset synge; men det kan jeg ikke, og saa bliver jeg hellere derfra. Derfor har jeg aldrig kunnet lære at spille, fordi jeg ikke kunde taale at høre mig selv frembringe noget saa slet. Gud hvor jeg snakker meget om mig selv; dette Brev bliver ikke Postpengene værd. Jeg vil fortælle Dem lidt om Moder; men det er ikke godt ellers var jeg før kommen med det, hun skranter saa meget, og Humeuret er usselt, jeg kan see hvormegen Umage hun gjør sig for at betvinge sin Sørgmodighed; men den skinner overalt igjennem, og minder ogsaa os Andre ideligt om vort store Tab. Jeg haaber at Søstrenes Ankomst vil virke velgjørende paa hende, o, hvor jeg dog glæder mig til at see dem Alle, og – Broderen. –

Jeg tænker dog nok at de Alle ville kjendes ved mig, endskjøndt jeg efter min Sygdom i Vinter, er bleven saa mager, gammel og grim at jeg tidt har stor Lyst til at fornægte mig selv. See saa, efter denne Tirade tænker De vist: Det er dog en gruelig Forfængelighed, Jette bryder sig ikke om at snakke ondt om sig selv, naar hun blot har den Fornøjelse at omtale sit eget kjære Jeg. Vi have ligesom sidst da De var i Udlandet havt det deiligste Foraar, ægte italiensk Luft, saa lysende blaa, saa reen, saa mild som De i Syden har indaandet den. Nu er det igjen koldt og blæsende. Jeg var meget nedstemt da jeg begyndte mit Brev, nu har jeg skrevet mig munter endskjøndt jeg ikke har videre Grund dertil. Hvis det skulde være en Straf at jeg sidst intet Brev fik, saa har De berøvet Dem selv den Tilfredsstillelse at gjøre Søsteren en Glæde endskjøndt det næsten har fornøjet mig ligesaa meget at Fr. L– fik Brev, thi eet Brev til hende var dog alt for lidt naar jeg havde faaet 3. Levvel! Hvis det er Deres Hensigt fra Wien at tilskrive mig, vil De da være saa god at besvare mig efterfølgende Spørgsmaal, har De det derimod ikke isinde, haster det heller ikke med deres Besvarelse for De kommer hjem, som jeg omtrænt tænker mig bliver sidst i Juli eller først i August. –

Deres søsterlig hengivne

Jette H.

For et Par Dage siden reiste Eline til Tydskland, hun bad mig hilse Dem naar jeg skrev. Ogsaa Moder Tante og Søstrene hilse. – Fik De mit Brev til Triest? Mandag 7de juni slutter jeg dette.

Naar man for at oversee Wien, har bestegen Terassen til det øverste Belvedere til hvilken Side ligger da die Spinnerin am Kreuze – til hvilken Side Sievering – og Stephanstaarnet? Hvor langt ligger omtrent Belvedere ved Rennweg fra Midten af Byen. Er det taabeligt – dog nu bliver jeg nok trættende med mine Spørgsmaal jeg kan heller ikke ret samle dem. De øvrige vil jeg gjøre Dem mundtligt – Levvel ! –

Her er alt enkelte modne Jordbær og udsprungne Roser.

Tekst fra: H. C. Andersens Brevveksling med Henriette Hanck 1830-1846.