Mel: Menuetten af Elverhøi
Om Jylland Mange det kun ved:
"Der gjør man Jydepotter!"
De ved ei Landets Deilighed,
Det Høiland ret for Skotter,
Det Schwarzwald med Skovensomhed,
En Skjønhed, værd at males!
Og tales om det første Sted,
Om Silkeborg der tales.
Dampvognen snart på jernlagt Vei
Her flyver over Heden;
Det bliver Faae, som standse ei
Vved dette danske Eden.
Her groer en by, og groe den vil,
Den er alt godt paa Veie;
Hver anden jydsk By kommer til
For Silkeborg at neie.
For ni Aar siden fik den Liv
Ved mandig Kraft og Snille;
Hos Manden stod og staaer en Viv:
Hans Solskin mildt og stille!
Den Sum af Ægtekærlighed,
Der giver Livet Glorie,
Blev hans, og kommer ikke ved
Vor Silkeborgs Historie.
Dog ved det Solskin, hun har bragt,
Blev Tankens Spirer fremmed';
Fra Kvinden, fra den blide Magt,
Just hjemligtgjøres Hjemmet;
Og derfor, gjennem Tidens Flugt
Den lader gro det bedste;
I Sange hendes Navn sig smukt
Til Silkeborg skal fæste.
Den unge Slægt ved Guden-Aa
En Sang om hende kvæder,
Den til "Fru Malles Bænk" vil gaae
Til hendes Yndlings-Steder,
Ud til "Olymp" til "Kilderne",
Ud her, hvor vi os leire.
Her Lykkens Dage tit hun se!
Tit hendes Fest vi feire!
En Venneviv, det er en Skat,
En Guldmønt hele Livet,
En Lykkens Blomst, i Gjemmet sat,
For alle Tider givet.
For hende lyder her vor Sang.
Lad høi Musikken klinge!
Vi hende, under Skovens Hang
Et trefold Hurra bringe.
H. C. Andersen
Sang paa Silkeborg
Fru Malle Drewsens Fødselsfest
Den 5. August
1853
Silkeborg